Luki 18
1 Kaza im pak i prièu kako se treba svagda moliti Bogu, i ne dati da dotuži,
Og han sa en lignelse til dem om at de alltid skulde bede og ikke bli trette.
2 Govoreæi: u jednome gradu bijaše jedan sudija koji se Boga ne bojaše i ljudi ne stiðaše.
Der var en dommer i en by, som ikke fryktet Gud og ikke undså sig for noget menneske.
3 A u onome gradu bijaše jedna udovica i dolažaše k njemu govoreæi: ne daj me mojemu suparniku.
Og det var en enke der i byen, og hun kom til ham og sa: Hjelp mig til å få rett over min motstander!
4 I ne šæadijaše zadugo. A najposlije reèe u sebi: ako se i ne bojim Boga i ljudi ne sramim,
Og lenge vilde han ikke; men til sist sa han ved sig selv: Om jeg enn ikke frykter Gud og ikke undser mig for noget menneske,
5 No buduæi da mi dosaðuje ova udovica, odbraniæu je, da mi jednako ne dolazi i ne dosaðuje.
vil jeg dog hjelpe denne enke til å få rett fordi hun gjør mig uleilighet, så hun ikke til slutt skal komme og legge hånd på mig.
6 Tada reèe Gospod: èujte šta govori nepravedni sudija.
Og Herren sa: Hør hvad den urettferdige dommer sier!
7 Akamoli Bog neæe odbraniti izbranijeh svojijeh koji ga mole dan i noæ?
Men skulde da ikke Gud hjelpe sine utvalgte til deres rett, dem som roper til ham dag og natt, og er han sen når det gjelder dem?
8 Kažem vam da æe ih odbraniti brzo. Ali sin èovjeèij kad doðe hoæe li naæi vjeru na zemlji?
Jeg sier eder at han skal skynde sig å hjelpe dem til deres rett. Men når Menneskesønnen kommer, mon han da vil finne troen på jorden?
9 A i drugima koji mišljahu za sebe da su pravednici i druge uništavahu kaza prièu ovu:
Han sa også denne lignelse til nogen som stolte på sig selv at de var rettferdige, og foraktet de andre:
10 Dva èovjeka uðoše u crkvu da se mole Bogu, jedan farisej a drugi carinik.
To menn gikk op til templet for å bede; den ene var en fariseer og den andre en tolder.
11 Farisej stade i moljaše se u sebi ovako: Bože! hvalim te što ja nijesam kao ostali ljudi: hajduci, nepravednici, preljuboèinci, ili kao ovaj carinik.
Fariseeren stod for sig selv og bad således: Gud! jeg takker dig fordi jeg ikke er som andre mennesker: røvere, urettferdige, horkarler, eller og som denne tolder.
12 Postim dvaput u nedjelji; dajem desetak od svega što imam.
Jeg faster to ganger om uken, jeg gir tiende av all min inntekt.
13 A carinik izdaleka stajaše, i ne šæaše ni oèiju podignuti na nebo, nego bijaše prsi svoje govoreæi: Bože! milostiv budi meni grješnome.
Og tolderen stod langt borte og vilde ikke engang løfte sine øine mot himmelen, men slo sig for sitt bryst og sa: Gud! vær mig synder nådig!
14 Kažem vam da ovaj otide opravdan kuæi svojoj, a ne onaj. Jer svaki koji se sam podiže poniziæe se; a koji se sam ponižuje podignuæe se.
Jeg sier eder: Denne gikk rettferdiggjort ned til sitt hus fremfor den andre; for hver den sig selv ophøier, skal fornedres, og den sig selv fornedrer, skal ophøies.
15 Donošahu k njemu i djecu da ih se dotakne; a kad vidješe uèenici, zaprijetiše im.
De bar også sine små barn til ham, forat han skulde røre ved dem; men da disiplene så det, truet de dem.
16 A Isus dozvavši ih reèe: pustite djecu neka dolaze k meni, i ne branite im; jer je takovijeh carstvo Božije.
Men Jesus kalte dem til sig og sa: La de små barn komme til mig, og hindre dem ikke! for Guds rike hører sådanne til.
17 I kažem vam zaista: koji ne primi carstva Božijega kao dijete, neæe uæi u njega.
Sannelig sier jeg eder: Den som ikke tar imot Guds rike som et lite barn, han skal ingenlunde komme inn i det.
18 I zapita ga jedan knez govoreæi: uèitelju blagi! šta da uèinim da naslijedim život vjeèni? (aiōnios g166)
Og en rådsherre spurte ham: Gode mester! hvad skal jeg gjøre for å arve evig liv? (aiōnios g166)
19 A Isus reèe mu: što me zoveš blagijem? niko nije blag osim jednoga Boga.
Jesus sa til ham: Hvorfor kaller du mig god? Ingen er god uten én, det er Gud.
20 Zapovijesti znaš: ne èini preljube; ne ubij; ne ukradi; ne svjedoèi lažno; poštuj oca svojega i mater svoju.
Budene kjenner du: Du skal ikke drive hor, du skal ikke slå ihjel, du skal ikke stjele, du skal ikke si falskt vidnesbyrd, hedre din far og din mor.
21 A on reèe: sve sam ovo saèuvao od mladosti svoje.
Men han sa: Alt dette har jeg holdt fra min ungdom av.
22 A kad to èu Isus reèe mu: još ti jedno nedostaje: prodaj sve što imaš i razdaj siromasima; i imaæeš blago na nebu; i hajde za mnom.
Da Jesus hørte det, sa han til ham: Ett fattes dig ennu: selg alt det du har, og del det ut til fattige, så skal du få en skatt i himmelen; kom så og følg mig!
23 A kad on èu to postade žalostan, jer bješe vrlo bogat.
Men da han hørte det, blev han meget bedrøvet; for han var meget rik.
24 A kad ga vidje Isus gdje postade žalostan, reèe: kako je teško uæi u carstvo Božije onima koji imaju bogatstvo!
Og da Jesus så det, sa han: Hvor vanskelig det er for de rike å komme inn i Guds rike!
25 Lakše je kamili proæi kroz iglene uši negoli bogatome uæi u carstvo Božije.
For det er lettere for en kamel å gå gjennem et nåleøie enn for en rik å gå inn i Guds rike.
26 A oni koji slušahu rekoše: ko se dakle može spasti?
Da sa de som hørte det: Hvem kan da bli frelst?
27 A on reèe: što je u ljudi nemoguæe u Boga je moguæe.
Men han sa: Det som er umulig for mennesker, er mulig for Gud.
28 A Petar reèe: eto mi smo ostavili sve i za tobom idemo.
Og Peter sa: Se, vi har forlatt alt vårt og fulgt dig.
29 A on im reèe: zaista vam kažem: nema nijednoga koji bi ostavio kuæu, ili roditelje, ili braæu, ili sestre, ili ženu, ili djecu carstva radi Božijega,
Da sa han til dem: Sannelig sier jeg eder: Det er ingen som har forlatt hus eller hustru eller brødre eller foreldre eller barn for Guds rikes skyld
31 Uze pak dvanaestoricu i reèe im: evo idemo gore u Jerusalim, i sve æe se svršiti što su proroci pisali za sina èovjeèijega.
Men han tok de tolv til sig og sa til dem: Se, vi går op til Jerusalem, og alt det som er skrevet av profetene om Menneskesønnen, skal fullbyrdes.
32 Jer æe ga predati neznabošcima, i narugaæe mu se, i ružiæe ga, i popljuvaæe ga,
For han skal overgis til hedningene og bli spottet og hånet og spyttet på,
33 I biæe ga, i ubiæe ga; i treæi dan ustaæe.
og de skal hudstryke ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.
34 I oni ništa od toga ne razumješe, i besjeda ova bješe od njih sakrivena, i ne razumješe što im se kaza.
Og de forstod ikke noget av dette, og dette ord var skjult for dem, og de skjønte ikke det han sa.
35 A kad se približi k Jerihonu, jedan slijepac sjeðaše kraj puta proseæi.
Og det skjedde da han kom nær til Jeriko, at en blind mann satt ved veien og tigget.
36 A kad èu narod gdje prolazi zapita: šta je to?
Da han hørte folk gå forbi, spurte han hvad dette var.
37 I kazaše mu da Isus Nazareæanin prolazi.
De fortalte ham da at Jesus fra Nasaret gikk forbi.
38 I povika govoreæi: Isuse, sine Davidov! pomiluj me.
Og han ropte: Jesus, du Davids sønn! miskunn dig over mig!
39 I prijeæahu mu oni što iðahu naprijed da uæuti; a on još više vikaše: sine Davidov! pomiluj me.
Og de som gikk foran, truet ham at han skulde tie. Men han ropte enda meget mere: Du Davids sønn! miskunn dig over mig!
40 I Isus stade i zapovjedi da mu ga dovedu; a kad mu se približi, zapita ga
Da stod Jesus stille, og bød at han skulde føres til ham; og da han kom frem, spurte han ham:
41 Govoreæi: šta hoæeš da ti uèinim? A on reèe: Gospode! da progledam.
Hvad vil du jeg skal gjøre for dig? Han sa: Herre! at jeg må bli seende!
42 A Isus reèe: progledaj; vjera tvoja pomože ti.
Og Jesus sa til ham: Bli seende! din tro har frelst dig.
43 I odmah progleda, i poðe za njim hvaleæi Boga. I svi ljudi koji vidješe hvaljahu Boga.
Og straks fikk han sitt syn igjen, og fulgte ham og lovet Gud; og alt folket som så det, priste Gud.
