Tužbalice 3
1 Ja sam èovjek koji vidjeh muku od pruta gnjeva njegova.
Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris,
2 Odvede me i opravi me u tamu a ne na vidjelo.
mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,
3 Samo se na me obraæa, obraæa ruku svoju po vas dan.
ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang.
4 Uèini, te mi ostarje tijelo i koža, potr kosti moje.
Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,
5 Zazida me, i optoèi me žuèju i mukom.
han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,
6 Posadi me u tamu kao umrle odavna.
lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.
7 Ogradi me da ne izaðem, i metnu na me teške okove.
Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.
8 Kad vièem i vapijem, odbija molitvu moju.
Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.
9 Zagradi putove moje tesanijem kamenom, i prevrati staze moje.
Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge.
10 Posta mi kao medvjed u zasjedi, kao lav u potaji.
Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;
11 Pomete putove moje, i razdrije me, i uništi me.
han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;
12 Nateže luk svoj, i metnu me strijeli za biljegu.
han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.
13 Ustrijeli me u bubrege strijelama iz tula svojega.
Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig;
14 Postah potsmijeh svemu narodu svojemu i pjesma njihova po vas dan.
hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,
15 Nasiti me gorèinom, opoji me pelenom.
med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.
16 Polomi mi zube kamenjem, uvali me u pepeo.
Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet;
17 Udaljio si dušu moju od mira, zaboravih dobro.
han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken
18 I rekoh: propade sila moja i nadanje moje od Gospoda.
og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude."
19 Opomeni se muke moje i jada mojega, pelena i žuèi.
At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde;
20 Duša se moja opominje bez prestanka, i poništila se u meni.
min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget.
21 Ali ovo napominjem srcu svojemu, te se nadam:
Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe:
22 Milost je Gospodnja što ne izgibosmo sasvijem, jer milosrða njegova nije nestalo.
HERRENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,
23 Ponavlja se svako jutro; velika je vjera tvoja.
hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.
24 Gospod je dio moj, govori duša moja; zato æu se u njega uzdati.
Min Del er HERREN, (siger min Sjæl, ) derfor håber jeg på ham.
25 Dobar je Gospod onima koji ga èekaju, duši, koja ga traži.
Dem, der bier på HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;
26 Dobro je mirno èekati spasenje Gospodnje.
det er godt at håbe i Stilhed på HERRENs Frelse,
27 Dobro je èovjeku nositi jaram za mladosti svoje.
godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom.
28 Sam æe sjedjeti i muèati, jer Bog metnu breme na nj.
Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham;
29 Metnuæe usta svoja u prah, eda bi bilo nadanja.
han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb.
30 Podmetnuæe obraz svoj onome koji ga bije, biæe sit sramote.
Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån.
31 Jer Gospod ne odbacuje za svagda.
Thi Herren bortstøder ikke for evigt,
32 Jer ako i ucvijeli, opet æe se i smilovati radi mnoštva milosti svoje.
har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde;
33 Jer ne muèi iz srca svojega ni cvijeli sinova èovjeèjih.
ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.
34 Kad gaze nogama sve sužnje na zemlji,
Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,
35 Kad izvræu pravicu èovjeku pred višnjim,
når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes,
36 Kad èine krivo èovjeku u parnici njegovoj, ne vidi li Gospod?
når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det?
37 Ko je rekao što i zbilo se, a Gospod da nije zapovjedio?
Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder?
38 Ne dolaze li i zla i dobra iz usta višnjega?
Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund?
39 Zašto se tuži èovjek živ, èovjek na kar za grijehe svoje?
Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!
40 Pretražimo i razgledajmo pute svoje, i povratimo se ka Gospodu.
Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,
41 Podignimo srce svoje i ruke k Bogu na nebesima.
løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;
42 Zgriješismo i nepokorni bismo; ti ne praštaš.
vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,
43 Obastro si se gnjevom, i goniš nas, ubijaš i ne žališ.
men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel,
44 Obastro si se oblakom da ne prodre molitva.
hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem;
45 Naèinio si od nas smetlište i odmet usred tijeh naroda.
til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.
46 Razvaljuju usta svoja na nas svi neprijatelji naši.
De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.
47 Strah i jama zadesi nas, pustošenje i zatiranje.
Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;
48 Potoci teku iz oèiju mojih radi pogibli kæeri naroda mojega.
Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.
49 Oèi moje liju suze bez prestanka, jer nema odmora,
Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,
50 Dokle Gospod ne pogleda i ne vidi s neba.
før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.
51 Oko moje muèi mi dušu radi svijeh kæeri grada mojega.
Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.
52 Tjeraju me jednako kao pticu neprijatelji moji ni za što.
Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,
53 Svališe u jamu život moj i nabacaše kamenje na me.
de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;
54 Doðe mi voda svrh glave; rekoh: pogiboh!
Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!"
55 Prizivah ime tvoje, Gospode, iz jame najdublje.
Dit Navn påkaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;
56 Ti èu glas moj; ne zatiskuj uha svojega od uzdisanja mojega, od vike moje.
du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!"
57 Pristupao si kad te prizivah, i govorio si: ne boj se.
Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!"
58 Raspravljao si, Gospode, parbu duše moje, i izbavljao si život moj.
Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv;
59 Vidiš, Gospode, nepravdu koja mi se èini; raspravi parbu moju.
HERRE, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret!
60 Vidiš svu osvetu njihovu, sve što mi misle.
Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,
61 Èuješ rug njihov, Gospode, sve što mi misle,
du hører deres Smædeord HERRE, deres Rænker imod mig,
62 Što govore oni koji ustaju na me i što namišljaju protiv mene po vas dan.
mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.
63 Vidi, kad sjedaju i kad ustaju, ja sam im pjesma.
Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg.
64 Plati im, Gospode, po djelima ruku njihovijeh.
Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,
65 Podaj im uporno srce, prokletstvo svoje.
gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem!
66 Goni ih gnjevom, i istrijebi ih ispod nebesa Gospodnjih.
forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.
