Tužbalice 3
1 Ja sam èovjek koji vidjeh muku od pruta gnjeva njegova.
Teg er den Mand, som saa Elendighed ved hans Vredes Ris.
2 Odvede me i opravi me u tamu a ne na vidjelo.
Mig ledede og førte han ind i Mørke og ikke til Lys.
3 Samo se na me obraæa, obraæa ruku svoju po vas dan.
Kun imod mig vendte han atter og atter sin Haand den ganske Dag.
4 Uèini, te mi ostarje tijelo i koža, potr kosti moje.
Han gjorde mit Kød og min Hud gammel; han sønderbrød mine Ben.
5 Zazida me, i optoèi me žuèju i mukom.
Han byggede imod mig og omgav mig med Galde og Møje.
6 Posadi me u tamu kao umrle odavna.
Han lod mig bo i de mørke Steder som dem, der ere døde i al Evighed.
7 Ogradi me da ne izaðem, i metnu na me teške okove.
Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde min Lænke svar.
8 Kad vièem i vapijem, odbija molitvu moju.
Naar jeg end skriger og raaber, lukker han til for min Bøn.
9 Zagradi putove moje tesanijem kamenom, i prevrati staze moje.
Han har tilmuret mine Veje med hugne Stene, han har gjort mine Stier krogede.
10 Posta mi kao medvjed u zasjedi, kao lav u potaji.
Han er bleven mig som en Bjørn, der ligger paa Lur, som en Løve i Skjul.
11 Pomete putove moje, i razdrije me, i uništi me.
Han lod mine Veje bøje af, og saa sønderrev han mig; han lagde mig øde.
12 Nateže luk svoj, i metnu me strijeli za biljegu.
Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen.
13 Ustrijeli me u bubrege strijelama iz tula svojega.
Han lod Pile af sit Kogger trænge ind i mine Nyrer.
14 Postah potsmijeh svemu narodu svojemu i pjesma njihova po vas dan.
Jeg er bleven alt mit Folk til Latter, deres Spottesang den ganske Dag.
15 Nasiti me gorèinom, opoji me pelenom.
Han mættede mig med beske Urter, „han gav mig rigelig Malurt at drikke
16 Polomi mi zube kamenjem, uvali me u pepeo.
og lod mine Tænder bide i Grus, han nedtrykte mig i Aske.
17 Udaljio si dušu moju od mira, zaboravih dobro.
Og du bortstødte min Sjæl fra Fred, jeg har glemt det gode.
18 I rekoh: propade sila moja i nadanje moje od Gospoda.
Og jeg sagde: Borte er min Kraft, og hvad jeg forventede fra Herren.
19 Opomeni se muke moje i jada mojega, pelena i žuèi.
Kom min Elendighed og min Landflygtighed i Hu: Malurt og Galde!
20 Duša se moja opominje bez prestanka, i poništila se u meni.
Min Sjæl kommer det ret i Hu og er nedbøjet i mit Indre.
21 Ali ovo napominjem srcu svojemu, te se nadam:
Dette vil jeg tage mig til Hjerte, derfor vil jeg haabe:
22 Milost je Gospodnja što ne izgibosmo sasvijem, jer milosrða njegova nije nestalo.
Det er Herrens Miskundhed, at vi ikke ere fortærede; thi hans Barmhjertighed har ingen Ende.
23 Ponavlja se svako jutro; velika je vjera tvoja.
Den er ny hver Morgen, din Trofasthed er stor.
24 Gospod je dio moj, govori duša moja; zato æu se u njega uzdati.
Herren er min Del, siger min Sjæl, derfor vil jeg haabe til ham.
25 Dobar je Gospod onima koji ga èekaju, duši, koja ga traži.
Herren er god imod dem, som bie efter ham, imod den Sjæl, som spørger efter ham.
26 Dobro je mirno èekati spasenje Gospodnje.
Det er godt, at man haaber og er stille til Herrens Frelse.
27 Dobro je èovjeku nositi jaram za mladosti svoje.
Det er en Mand godt, at han bærer Aag i sin Ungdom.
28 Sam æe sjedjeti i muèati, jer Bog metnu breme na nj.
Han vil sidde ene og tie; thi han lægger det paa ham.
29 Metnuæe usta svoja u prah, eda bi bilo nadanja.
Han vil trykke sin Mund imod Støvet, om der maaske kunde være Forhaabning.
30 Podmetnuæe obraz svoj onome koji ga bije, biæe sit sramote.
Han vil vende Kinden imod den, som slaar ham, han vil mættes med Forhaanelse.
31 Jer Gospod ne odbacuje za svagda.
Thi Herren skal ikke forkaste evindelig.
32 Jer ako i ucvijeli, opet æe se i smilovati radi mnoštva milosti svoje.
Thi dersom han bedrøver, da skal han dog forbarme sig efter sin store Miskundhed.
33 Jer ne muèi iz srca svojega ni cvijeli sinova èovjeèjih.
Thi det er ikke af sit Hjerte, at han plager og bedrøver Menneskens Børn.
34 Kad gaze nogama sve sužnje na zemlji,
For at knuse alle de bundne paa Jorden under sine Fødder,
35 Kad izvræu pravicu èovjeku pred višnjim,
for at bøje en Mands Ret for den Højestes Ansigt,
36 Kad èine krivo èovjeku u parnici njegovoj, ne vidi li Gospod?
for at forvende et Menneskes Retssag — skuer Herren ikke ned.
37 Ko je rekao što i zbilo se, a Gospod da nije zapovjedio?
Hvo er den, som har sagt noget, saa at det skete, uden at Herren befaler det?
38 Ne dolaze li i zla i dobra iz usta višnjega?
Mon Lykke og Ulykke ikke udgaa af den Højestes Mund?
39 Zašto se tuži èovjek živ, èovjek na kar za grijehe svoje?
Hvorfor klager et Menneske som lever? — enhver for sine Synder!
40 Pretražimo i razgledajmo pute svoje, i povratimo se ka Gospodu.
Lader os ransage vore Veje og efterspore dem og vende om til Herren!
41 Podignimo srce svoje i ruke k Bogu na nebesima.
Lader os opløfte vort Hjerte tillige med vore Hænder til Gud i Himmelen!
42 Zgriješismo i nepokorni bismo; ti ne praštaš.
Vi, vi have syndet og været genstridige, du tilgav ikke.
43 Obastro si se gnjevom, i goniš nas, ubijaš i ne žališ.
Du tildækkede os med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke,
44 Obastro si se oblakom da ne prodre molitva.
Du skjulte dig med en Sky, at ingen Bøn kunde trænge igennem.
45 Naèinio si od nas smetlište i odmet usred tijeh naroda.
Du gjorde os til Skarn og Udskud midt iblandt Folkene.
46 Razvaljuju usta svoja na nas svi neprijatelji naši.
Alle vore Fjender opspilede deres Mund imod os.
47 Strah i jama zadesi nas, pustošenje i zatiranje.
Der var Forfærdelse og Gru for os, Ødelæggelse og Undergang.
48 Potoci teku iz oèiju mojih radi pogibli kæeri naroda mojega.
Mit Øje rinder med Vandbække over mit Folks Datters Undergang.
49 Oèi moje liju suze bez prestanka, jer nema odmora,
Mit Øje strømmer og bliver ikke stille, der er ingen Afladelse,
50 Dokle Gospod ne pogleda i ne vidi s neba.
indtil Herren skuer ned og ser til fra Himmelen.
51 Oko moje muèi mi dušu radi svijeh kæeri grada mojega.
Mit Øje voldte min Sjæl Smerte over alle min Stads Døtre.
52 Tjeraju me jednako kao pticu neprijatelji moji ni za što.
Hart jagede mig som en Fugl de, der vare mine Fjender uden Grund.
53 Svališe u jamu život moj i nabacaše kamenje na me.
De bragte mit Liv til at vorde stille i Graven og kastede en Sten over mig.
54 Doðe mi voda svrh glave; rekoh: pogiboh!
Der strømmede Vand ned over mit Hoved, jeg sagde: Det er forbi med mig.
55 Prizivah ime tvoje, Gospode, iz jame najdublje.
Jeg kaldte paa dit Navn, Herre! fra Graven, i det dybe.
56 Ti èu glas moj; ne zatiskuj uha svojega od uzdisanja mojega, od vike moje.
Du har hørt min Røst; tilluk ej dit Øre for mit Suk, for mit Raab!
57 Pristupao si kad te prizivah, i govorio si: ne boj se.
Du holdt dig nær den Dag, jeg kaldte paa dig, du sagde: Frygt ikke!
58 Raspravljao si, Gospode, parbu duše moje, i izbavljao si život moj.
Herre! du har udført min Sjæls Sag, du har udløst mit Liv.
59 Vidiš, Gospode, nepravdu koja mi se èini; raspravi parbu moju.
Herre! du har set den Uret, som sker mig, døm i min Sag!
60 Vidiš svu osvetu njihovu, sve što mi misle.
Du har set al deres Hævn, alle deres Tanker imod mig.
61 Èuješ rug njihov, Gospode, sve što mi misle,
Herre! du har hørt deres haanende Tale, alle deres Tanker imod mig,
62 Što govore oni koji ustaju na me i što namišljaju protiv mene po vas dan.
mine Modstanderes Ord og deres Anslag imod mig den ganske Dag.
63 Vidi, kad sjedaju i kad ustaju, ja sam im pjesma.
Sku, hvorledes de sidde, og hvorledes de staa op; jeg er deres Spottesang.
64 Plati im, Gospode, po djelima ruku njihovijeh.
Du skal gengælde dem, Herre! efter deres Hænders Gerning.
65 Podaj im uporno srce, prokletstvo svoje.
Du skal give dem et Dække over Hjertet, din Forbandelse hører dem til.
66 Goni ih gnjevom, i istrijebi ih ispod nebesa Gospodnjih.
Du skal forfølge dem i Vrede, og ødelægge dem, at de ikke ere under Herrens Himmel.
