Jov 9

1 A Jov odgovori i reèe:

Saa tog Job til Orde og svarede:

2 Zaista, znam da je tako; jer kako bi mogao èovjek biti prav pred Bogom?

Jeg ved forvist, at saaledes er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?

3 Ako bi se htio preti s njim, ne bi mu mogao odgovoriti od tisuæe na jednu.

Vilde Gud gaa i Rette med ham, kan han ikke svare paa et af tusind!

4 Mudar je srcem i jak snagom; ko se je opro njemu i bio sreæan?

Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?

5 On premješta gore, da niko i ne opazi; prevraæa ih u gnjevu svom;

Han flytter Bjerge saa let som intet, vælter dem om i sin Vrede,

6 On kreæe zemlju s mjesta njezina da joj se stupovi drmaju;

ryster Jorden ud af dens Fuger, saa dens Grundstøtter bæver;

7 On kad zaprijeti suncu, ne izlazi; on zapeèaæava zvijezde;

han taler til Solen, saa skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,

8 On razapinje nebo sam, i gazi po valima morskim;

han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,

9 On je naèinio zvijezde kola i štape i vlašiæe i druge jugu u dnu;

han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,

10 On èini stvari velike i neispitljive i divne, kojima nema broja.

han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!

11 Gle, ide mimo mene, a ja ne vidim; proðe, a ja ga ne opazim.

Gaar han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;

12 Gle, kad uhvati, ko æe ga nagnati da vrati? ko æe mu kazati: šta radiš?

røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: »Hvad gør du?«

13 Bog ne usteže gnjeva svojega, padaju poda nj oholi pomoænici.

Gud lægger ikke Baand paa sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;

14 A kako bih mu ja odgovarao i birao rijeèi protiv njega?

hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!

15 Da sam i prav, neæu mu se odgovoriti, valja da se molim sudiji svojemu.

Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, maa bede min Dommer om Naade!

16 Da ga zovem i da mi se odzove, još ne mogu vjerovati da je èuo glas moj.

Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,

17 Jer me je vihorom satro i zadao mi mnogo rana ni za što.

han, som river mig bort i Stormen, giver mig Saar paa Saar uden Grund,

18 Ne da mi da odahnem, nego me siti grèinama.

ikke lader mig drage Aande, men lader mig mættes med beske Ting.

19 Ako je na silu, gle, on je najsilniji; ako na sud, ko æe mi svjedoèiti?

Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!

20 Da se pravdam, moja æe me usta osuditi; da sam dobar, pokazaæe da sam nevaljao.

Har jeg end Ret, maa min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!

21 Ako sam dobar, neæu znati za to; omrzao mi je život moj.

Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!

22 Svejedno je; zato rekoh: i dobroga i bezbožnoga on potire.

Lige meget; jeg paastaar derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!

23 Kad bi još ubio biè najedanput! ali se smije iskušavanju pravijeh.

Naar Svøben kommer med Død i et Nu, saa spotter han skyldfries Hjertekval;

24 Zemlja se daje u ruke bezbožniku; lice sudija njezinijeh zaklanja; ako ne on, da ko?

Jorden gav han i gudløses Haand, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?

25 Ali dani moji biše brži od glasnika; pobjegoše, ne vidješe dobra.

Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og saa ikke Lykke,

26 Proðoše kao brze laðe, kao orao kad leti na hranu.

gled hen som Baade af Siv, som en Ørn, der slaar ned paa Bytte.

27 Ako reèem: zaboraviæu tužnjavu svoju, ostaviæu gnjev svoj i okrijepiæu se;

Dersom jeg siger: »Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad, «

28 Strah me je od svijeh muka mojih, znam da me neæeš opravdati.

maa jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.

29 Biæu kriv; zašto bih se muèio uzalud?

Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?

30 Da se izmijem vodom šnježanicom, i da oèistim sapunom ruke svoje,

Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,

31 Tada æeš me zamoèiti u jamu da se gade na me moje haljine.

du dypped mig dog i Pølen, saa Klæderne væmmedes ved mig.

32 Jer nije èovjek kao ja da mu odgovaram, da idem s njim na sud;

Thi du er ikke en Mand som jeg, saa jeg kunde svare, saa vi kunde gaa for Retten sammen;

33 Niti ima meðu nama kmeta da bi stavio ruku svoju meðu nas dvojicu.

vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Haand paa os begge!

34 Neka odmakne od mene prut svoj, i strah njegov neka me ne straši;

Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,

35 Tada æu govoriti, i neæu ga se bojati; jer ovako ne znam za sebe.

da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!