Jov 5
1 Zovi; hoæe li ti se ko odazvati? i komu æeš se izmeðu svetijeh obratiti?
»Raab kun! Giver nogen dig Svar? Og til hvem af de Hellige vender du dig?
2 Doista bezumnoga ubija gnjev, i ludoga usmræuje srdnja.
Thi Daarens Harme koster ham Livet, Taabens Vrede bliver hans Død.
3 Ja vidjeh bezumnika gdje se ukorijenio; ali odmah prokleh stan njegov.
Selv har jeg set en Daare rykkes op, hans Bolig raadne brat;
4 Sinovi su njegovi daleko od spasenja i satiru se na vratima a nema ko da izbavi.
hans Sønner var uden Hjælp, traadtes ned i Porten, ingen reddede dem;
5 Ljetinu njegovu jede gladni i ispred trnja kupi je, i lupež ždere blago njihovo.
sultne aad deres Høst, de tog den, selv mellem Torne, og tørstige drak deres Mælk.
6 Jer muka ne izlazi iz praha niti nevolja iz zemlje nièe.
Thi Vanheld vokser ej op af Støvet, Kvide spirer ej frem af Jorden,
7 Nego se èovjek raða na nevolju, kao što iskre iz ugljevlja uzlijeæu u vis.
men Mennesket avler Kvide, og Gnisterne flyver til Vejrs.
8 Ali ja bih Boga tražio, i pred Boga bih iznio stvar svoju,
Nej, jeg vilde søge til Gud og lægge min Sag for ham,
9 Koji èini stvari velike i neispitljive, divne, kojima nema broja;
som øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal,
10 Koji spušta dažd na zemlju i šalje vodu na polja;
som giver Regn paa Jorden og nedsender Vand over Marken
11 Koji podiže ponižene, i žalosne uzvišuje k spasenju;
for at løfte de bøjede højt, saa de sørgende opnaar Frelse,
12 Koji rasipa misli lukavijeh da ruke njihove ne svrše ništa;
han, som krydser de kloges Tanker, saa de ikke virker noget, der varer,
13 Koji hvata mudre u njihovu lukavstvu, i namjeru opakih obara;
som fanger de vise i deres Kløgt, saa de listiges Raad er forhastet;
14 Danju nailaze na mrak, i u podne pipaju kao po noæi.
i Mørke raver de, selv om Dagen, famler ved Middag, som var det Nat.
15 On izbavlja ubogoga od maèa, od usta njihovijeh i od ruke silnoga.
Men han frelser den arme fra Sværdet og fattig af stærkes Haand,
16 Tako ima nadanja siromahu, a zloæa zatiskuje usta svoja.
saa der bliver Haab for den ringe og Ondskaben lukker sin Mund.
17 Gle, blago èovjeku koga Bog kara; i zato ne odbacuj karanja svemoguæega.
Held den Mand, som revses at Gud; ringeagt ej den Almægtiges Tugt!
18 Jer on zadaje rane, i zavija; on udara, i ruke njegove iscjeljuju.
Thi han saarer, og han forbinder, han slaar, og hans Hænder læger.
19 Iz šest nevolja izbaviæe te; ni u sedmoj neæe te se zlo dotaæi.
Seks Gange redder han dig i Trængsel, syv gaar Ulykken uden om dig;
20 U gladi izbaviæe te od smrti i u ratu od maèa.
han frier dig fra Døden i Hungersnød, i Krig fra Sværdets Vold;
21 Kad jezik šiba, biæeš sakriven, niti æeš se bojati pustoši kad doðe.
du er gemt for Tungens Svøbe, har intet at frygte, naar Voldsdaad kommer;
22 Smijaæeš se pustoši i gladi, niti æeš se bojati zvijerja zemaljskoga.
du ler ad Voldsdaad og Hungersnød og frygter ej Jordens vilde Dyr;
23 Jer æeš s kamenjem poljskim biti u vjeri, i zvijerje æe poljsko biti u miru s tobom.
du har Pagt med Markens Sten, har Fred med Markens Vilddyr;
24 I vidjeæeš da je mir u šatoru tvom, kuæiæeš kuæu svoju i neæeš se prevariti.
du kender at have dit Telt i Fred, du mønstrer din Bolig, og intet fattes;
25 Vidjeæeš kako æe ti se umnožiti sjeme tvoje, i porod æe tvoj biti kao trava na zemlji.
du kender at have et talrigt Afkom, som Jordens Urter er dine Spirer;
26 Star æeš otiæi u grob kao što se žito snosi u stog u svoje vrijeme.
Graven naar du i Ungdomskraft, som Neg føres op, naar Tid er inde.
27 Eto, razgledasmo to, tako je; poslušaj i razumij.
Se, det har vi gransket, saaledes er det; det har vi hørt, saa vid ogsaa du det!
