< Jov 4 >

1 Tada odgovori Elifas Temanac i reèe:
Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
2 Ako ti progovorimo, da ti neæe biti dosadno? ali ko bi se mogao uzdržati da ne govori?
Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
3 Gle, uèio si mnoge, i ruke iznemogle krijepio si;
Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
4 Rijeèi su tvoje podizale onoga koji padaše, i utvrðivao si koljena koja klecahu.
dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft —
5 A sada kad doðe na tebe, klonuo si; kad se tebe dotaèe, smeo si se.
Men nu det gælder dig selv, saa taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
6 Nije li pobožnost tvoja bila uzdanje tvoje? i dobrota putova tvojih nadanje tvoje?
Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Haab?
7 Opomeni se, ko je prav poginuo, i gdje su pravedni istrijebljeni?
Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
8 Kako sam ja vidio, koji oru muku i siju nevolju, to i žanju.
Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og saar Fortræd, de høster det selv.
9 Od dihanja Božijega ginu, i od daha nozdara njegovijeh nestaje ih.
For Guds Aand gaar de til Grunde, for hans Vredes Pust gaar de til.
10 Rika lavu, i glas ljutom lavu i zubi laviæima satiru se.
Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slaas ud;
11 Lav gine nemajuæi lova, i laviæi rasipaju se.
Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løveungerne spredes.
12 Još doðe tajno do mene rijeè, i uho moje doèu je malo.
Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
13 U mislima o noænijem utvarama, kad tvrd san pada na ljude,
i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
14 Strah poduze me i drhat, od kojega ustreptaše sve kosti moje,
Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
15 I duh proðe ispred mene, i dlake na tijelu mojem nakostriješiše se.
et Pust strøg over mit Ansigt, Haarene rejste sig paa min Krop.
16 Stade, ali mu ne poznah lica; prilika bijaše pred oèima mojima, i muèeæi èuh glas:
Saa stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det saa ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
17 Eda li je èovjek pravedniji od Boga? eda li je èovjek èistiji od tvorca svojega?
»Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
18 Gle, slugama svojim ne vjeruje, i u anðela svojih nalazi nedostataka;
End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
19 Akamoli u onijeh koji stoje u kuæama zemljanijem, kojima je temelj na prahu i satiru se brže nego moljac.
endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
20 Od jutra do veèera satru se, i nestane ih navijek da niko i ne opazi.
De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslaas uden at ænses, for evigt gaar de til Grunde.
21 Slava njihova ne prolazi li s njima? Umiru, ali ne u mudrosti.
Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom.

< Jov 4 >