< Jov 3 >

1 Potom otvori usta svoja Jov i stade kleti dan svoj.
Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,
2 I progovoriv Jov reèe:
og Job tog til Orde og sagde:
3 Ne bilo dana u koji se rodih, i noæi u kojoj rekoše: rodi se djetiæ!
Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: "Se, en Dreng!"
4 Bio taj dan tama, ne gledao ga Bog ozgo, i ne osvjetljavala ga svjetlost!
Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den stråle ej Lyset frem!
5 Mrak ga zaprznio i sjen smrtni, oblak ga obastirao, bio strašan kao najgori dani!
Mulm og Mørke løse den ind, Tåge lægge sig over den, Formørkelser skræmme den!
6 Noæ onu osvojila tama, ne radovala se meðu danima godišnjim, ne brojila se u mjesece!
Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Årets Dage, den komme ikke i Måneders Tal!
7 Gle, noæ ona bila pusta, pjevanja ne bilo u njoj!
Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!
8 Kleli je koji kunu dane, koji su gotovi probuditi krokodila!
De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan";
9 Potamnjele zvijezde u sumraèje njezino, èekala vidjelo i ne doèekala ga, i ne vidjela zori trepavica;
dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves på Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlåg,
10 Što mi nije zatvorila vrata od utrobe i nije sakrila muku od mojih oèiju.
fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!
11 Zašto ne umrijeh u utrobi? ne izdahnuh izlazeæi iz utrobe?
Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udånded straks fra Moders Skød?
12 Zašto me prihvatiše koljena? zašto sise, da sem?
Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?
13 Jer bih sada ležao i poèivao; spavao bih, i bio bih miran,
Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i Fred
14 S carevima i savjetnicima zemaljskim, koji zidaše sebi pustoline,
blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser,
15 Ili s knezovima, koji imaše zlata, i kuæe svoje puniše srebra.
blandt Fyrster, rige på Guld, som fyldte deres Huse med Sølv.
16 Ili zašto ne bih kao nedonošèe sakriveno, kao dijete koje ne ugleda vidjela?
Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke fik Lyset at se!
17 Ondje bezbožnici prestaju dosaðivati, i ondje poèivaju iznemogli,
Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud,
18 I sužnji se odmaraju i ne èuju glasa nastojnikova.
alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst;
19 Mali i veliki ondje je, i rob slobodan od svoga gospodara.
små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.
20 Zašto se daje vidjelo nevoljniku i život onima koji su tužna srca,
Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv,
21 Koji èekaju smrt a nje nema, i traže je veæma nego zakopano blago,
dem, som bier forgæves på Døden, graver derefter som efter Skatte,
22 Koji igraju od radosti i vesele se kad naðu grob?
som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav
23 Èovjeku, kojemu je put sakriven i kojega je Bog zatvorio otsvuda?
en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?
24 Jer prije jela mojega dolazi uzdah moj, i kao voda razljeva se jauk moj.
Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve råb strømmer som Vand.
25 Jer èega se bojah doðe na mene, i èega se strašah zadesi me.
Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig.
26 Ne poèivah niti imah mira niti se odmarah, i opet doðe strahota.
Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, så kommer Uro!

< Jov 3 >