Jov 27
1 I Jov nastavi besjedu svoju i reèe:
Og Job blev ved å fremføre sin visdomstale og sa:
2 Tako da je živ Bog, koji je odbacio parbu moju, i svemoguæi, koji je ojadio dušu moju,
Så sant Gud lever, som har tatt min rett fra mig, den Allmektige, som har voldt mig bitter sorg
3 Dok je duša moja u meni, i duh Božji u nozdrvama mojim,
- for ennu er hele mitt livspust i mig og den Allmektiges ånde i min nese -:
4 Neæe usne moje govoriti bezakonja, niti æe jezik moj izricati prijevare.
Mine leber taler ikke urett, og min tunge taler ikke svik.
5 Ne dao Bog da pristanem da imate pravo; dokle dišem, neæu otstupiti od svoje dobrote.
Det være langt fra mig å gi eder rett! Inntil jeg opgir ånden, lar jeg ikke min brødefrihet tas fra mig.
6 Držaæu se pravde svoje, niti æu je ostaviti; neæe me prekoriti srce moje dokle sam živ.
Jeg holder fast på min rettferdighet og slipper den ikke; mitt hjerte laster mig ikke for nogen av mine dager.
7 Neprijatelj moj biæe kao bezbožnik, i koji ustaje na me, kao bezakonik.
La min fiende stå der som en ugudelig, og min motstander som en urettferdig!
8 Jer kako je nadanje licemjeru, kad se lakomi a Bog æe išèupati dušu njegovu?
For hvad håp har den gudløse, når Gud avskjærer hans liv, når han tar hans sjel fra ham?
9 Hoæe li Bog uslišiti viku njegovu kad na nj doðe nevolja?
Hører vel Gud hans skrik når trengsel kommer over ham?
10 Hoæe li se svemoguæemu radovati? hoæe li prizivati Boga u svako vrijeme?
Eller kan han glede sig i den Allmektige, kan han påkalle Gud til enhver tid?
11 Uèim vas ruci Božjoj, i kako je u svemoguæega ne tajim.
Jeg vil lære eder om Guds hånd; jeg vil ikke dølge hvad den Allmektige har i sinne.
12 Eto, vi svi vidite, zašto dakle jednako govorite zaludne stvari?
I har jo alle selv sett det; hvorfor fører I da så tom en tale?
13 To je dio èovjeku bezbožnom od Boga, i našljedstvo koje primaju nasilnici od svemoguæega.
Dette er det ugudelige menneskes lodd hos Gud og den arv som voldsmennene får av den Allmektige:
14 Ako mu se množe sinovi, množe se za maè, i natražje njegovo neæe se nasititi hljeba.
Får han mange barn, så er de hjemfalt til sverdet; hans ætlinger får ikke brød å mette sig med.
15 Koji ostanu iza njega, na smrti æe biti pogrebeni, i udovice njihove neæe plakati.
De av dem som slipper unda, legges i graven ved pest, og enkene holder ikke sørgefest over dem.
16 Ako nakupi srebra kao praha, i nabavi haljina kao blata,
Når han dynger op sølv som støv og samler sig klær som lere,
17 Što nabavi, obuæi æe pravednik, i srebro æe dijeliti bezazleni.
så blir det de rettferdige som klær sig med det han har samlet, og sølvet skal de skyldfrie dele.
18 Gradi sebi kuæu kao moljac, i kao kolibu koju naèini èuvar.
Som møllet har han bygget sitt hus og som den hytte en markvokter lager sig.
19 Bogat æe umrijeti a neæe biti pribran; otvoriæe oèi a nièega neæe biti.
Rik legger han sig, og intet er tatt bort; han slår sine øine op, og det er der ikke.
20 Stignuæe ga strahote kao vode; noæu æe ga odnijeti oluja.
Som en vannflom innhenter redsler ham, om natten fører en storm ham bort.
21 Uzeæe ga vjetar istoèni, i otiæi æe; vihor æe ga odnijeti s mjesta njegova.
Østenvinden løfter ham op, så han farer avsted, og den blåser ham bort fra hans sted.
22 To æe Bog pustiti na nj, i neæe ga žaliti; on æe jednako bježati od ruke njegove.
Gud skyter sine piler mot ham og sparer ham ikke; for hans hånd flyr han i hast.
23 Drugi æe pljeskati rukama za njim, i zviždaæe za njim s mjesta njegova.
Folk klapper i hendene og håner ham og piper ham bort fra hans sted.
