2 Samuelova 22
1 I izgovori David Gospodu rijeèi ove pjesme, kad ga izbavi Gospod iz ruku svijeh neprijatelja njegovijeh i iz ruke Saulove;
David sang HERREN denne Sang, dengang HERREN havde frelst ham af alle hans Fjenders og af Sauls Hånd.
2 I reèe: Gospod je moja stijena i grad moj i izbavitelj moj.
Han sang: "HERRE, min Klippe, min Borg, min Befrier,
3 Bog je stijena moja, u njega æu se uzdati, štit moj i rog spasenja mojega, zaklon moj i utoèište moje, spasitelj moj, koji me izbavlja od sile.
min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn, min Tilflugt, min Frelser, som frelser mig fra Vold!
4 Prizivljem Gospoda, kojega valja hvaliti, i opraštam se neprijatelja svojih.
Jeg påkalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.
5 Jer obuzeše me smrtni bolovi, potoci nevaljalijeh ljudi uplašiše me.
Dødens Brændinger omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig,
Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig; (Sheol h7585)
7 U tjeskobi svojoj prizvah Gospoda, i k Bogu svojemu povikah, on èu iz dvora svojega glas moj, i vika moja doðe mu do ušiju.
i min Vånde påkaldte jeg HERREN og råbte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører!
8 Zatrese se i pokoleba se zemlja, temelji nebesima zadrmaše se i pomjeriše se, jer se on razgnjevi.
Da rystede Jorden og skjalv, Himlens Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op.
9 Podiže se dim iz nozdara njegovijeh i iz usta njegovijeh oganj koji proždire, živo ugljevlje otskakaše od njega.
Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham.
10 Savi nebesa i siðe; a mrak bijaše pod nogama njegovijem.
Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder;
11 I sjede na heruvima i poletje, i pokaza se na krilima vjetrnijem.
båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger;
12 Od mraka naèini oko sebe šator, od mraènijeh voda, oblaka vazdušnijeh.
han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer.
13 Od sijevanja pred njim goraše živo ugljevlje.
Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder ud.
14 Zagrmje s nebesa Gospod, i višnji pusti glas svoj.
HERREN tordned fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst;
15 Pusti strijele svoje, i razmetnu ih; munje, i razasu ih.
han udslynged Pile, adsplittede dem, lod Lynene funkle og skræmmede dem.
16 Pokazaše se dubine morske, i otkriše se temelji vasiljenoj od prijetnje Gospodnje, od dihanja duha iz nozdara njegovijeh.
Havets Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved HERRENs Trusel, for hans Vredes Pust.
17 Tada pruži s visine ruku i uhvati me, izvuèe me iz vode velike.
Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande,
18 Izbavi me od neprijatelja mojega silnoga i od mojih nenavidnika, kad bijahu jaèi od mene.
frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke.
19 Ustaše na me u dan nevolje moje, ali mi Gospod bi potpora.
På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig et Værn.
20 I izvede me na prostrano mjesto, izbavi me, jer sam mu mio.
Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig.
21 Dade mi Gospod po pravdi mojoj, po èistoti ruku mojih dariva me.
HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld;
22 Jer se držah putova Gospodnjih, i ne odmetnuh se Boga svojega.
thi jeg holdt mig til HERRENs Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud;
23 Nego su svi zakoni njegovi preda mnom, i zapovijesti njegovijeh ne uklanjam od sebe.
hans Bud stod mig alle for Øje, jeg veg ikke fra hans Love.
24 I bih mu vjeran, i èuvah se od bezakonja svojega.
Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde.
25 Dade mi Gospod po pravdi mojoj, po èistoti mojoj pred oèima njegovima.
HERREN lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som var ham for Øje!
26 Sa svetima postupaš sveto, s èovjekom vjernijem vjerno;
Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,
27 S èistijem èisto postupaš, a s nevaljalijem nasuprot njemu.
du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.
28 Jer pomažeš narodu nevoljnom, a na ponosite spuštaš oèi svoje i ponižavaš ih.
De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!
29 Ti si vidjelo moje, Gospode, i Gospod prosvjetljuje tamu moju.
Ja, du er min Lampe, HERRE! HERREN opklarer mit Mørke.
30 S tobom razbijam vojsku, s Bogom svojim skaèem preko zida.
Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde.
31 Put je Božji vjeran, rijeè Gospodnja èista. On je štit svjema koji se uzdaju u nj.
Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENs Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham.
32 Jer ko je Bog osim Gospoda? i ko je stijena osim Boga našega?
Ja, hvem er Gud uden HERREN, hvem er en Klippe uden vor Gud,
33 Bog je krjepost moja i sila moja, i èini da mi je put bez mane.
den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,
34 Daje mi noge kao u jelena, i na visine moje stavlja me.
gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste på Højne,
35 Uèi ruke moje boju, te lome luk mjedeni mišice moje.
oplærte min Hånd til Krig, så mine Arme spændte Kobberbuen?
36 Ti mi daješ štit spasenja svojega, i milost tvoja èini me velika.
Du gav mig din Frelses Skjold, din Nedladelse gjorde mig stor;
37 Širiš korake moje poda mnom, te se ne omièu gležnji moji.
du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke.
38 Tjeram neprijatelje svoje, i potirem ih, i ne vraæam se dokle ih ne istrijebim.
Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet,
39 I istrebljujem ih, i obaram ih da ne mogu ustati, nego padaju pod noge moje.
slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min Fod.
40 Jer me ti opasuješ snagom za boj: koji ustanu na me, obaraš ih poda me.
Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig;
41 Neprijatelja mojih pleæi ti mi obraæaš, i potirem nenavidnike svoje.
du slog mine Fjender på Flugt mine Avindsmænd ryddede jeg af Vejen.
42 Obziru se, ali nema pomagaèa: vièu ka Gospodu, ali ih ne sluša.
De råbte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.
43 Satirem ih kao prah zemaljski, kao blato po ulicama gazim ih i razmeæem.
Jeg knuste dem som Jordens Støv, som Gadeskarn tramped jeg på dem.
44 Ti me izbavljaš od bune naroda mojega, èuvaš me da sam glava narodima; narod kojega ne poznavah služi mi.
Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk;
45 Tuðini laskaju mi, èujuæi pokoravaju mi se.
Udlandets Sønner kryber for mig; blot de hører om mig, lyder de mig:
46 Tuðini blijede, dršæu u gradovima svojim.
Udlandets Sønner vansmægter, kommer skælvende frem af deres Skjul.
47 Živ je Gospod, i da je blagoslovena stijena moja. Da se uzvisi Bog, stijena spasenja mojega.
HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud,
48 Bog, koji mi daje osvetu, i pokorava mi narode,
den Gud, som giver mig Hævn, lægger Folkeslag under min Fod
49 Koji me izvodi iz neprijatelja mojih, i podiže me nad one koji ustaju na me, i od èovjeka žestoka izbavlja me.
og frier mig fra mine Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.
50 Toga radi hvalim te, Gospode, po narodima, i pojem imenu tvojemu,
HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn,
51 Koji slavno izbavljaš cara svojega, i èiniš milost pomazaniku svojemu Davidu i sjemenu njegovu dovijeka.
du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed. David og hans Æt evindelig.
