مارْکَح 9
| اَتھَ سَ تانَوادِیتْ یُشْمَبھْیَمَہَں یَتھارْتھَں کَتھَیامِ، اِیشْوَرَراجْیَں پَراکْرَمینوپَسْتھِتَں نَ درِشْٹْوا مرِتْیُں ناسْوادِشْیَنْتے، اَتْرَ دَنْڈایَماناناں مَدھْییپِ تادرِشا لوکاح سَنْتِ۔ | 1 |
Og han sagde til dem: „Sandelig, siger jeg eder, der er nogle af dem, som staa her, der ingenlunde skulle smage Døden, førend de se Guds Rige være kommet med Kraft.”
| اَتھَ شَڈْدِنیبھْیَح پَرَں یِیشُح پِتَرَں یاکُوبَں یوہَنَنْچَ گرِہِیتْوا گِریرُچَّسْیَ نِرْجَنَسْتھانَں گَتْوا تیشاں پْرَتْیَکْشے مُورْتْیَنْتَرَں دَدھارَ۔ | 2 |
Og seks Dage derefter tager Jesus Peter og Jakob og Johannes med sig og fører dem alene afsides op paa et højt Bjerg, og han blev forvandlet for deres Øjne.
| تَتَسْتَسْیَ پَرِدھییَمْ اِیدرِشَمْ اُجّوَلَہِمَپانَڈَرَں جاتَں یَدْ جَگَتِ کوپِ رَجَکو نَ تادرِکْ پانَڈَرَں کَرْتّاں شَکْنوتِ۔ | 3 |
Og hans Klæder bleve skinnende, meget hvide, saa at ingen Blegemand paa Jorden kan gøre Klæder saa hvide.
| اَپَرَنْچَ ایلِیو مُوساشْچَ تیبھْیو دَرْشَنَں دَتّوا یِیشُنا سَہَ کَتھَنَں کَرْتُّماریبھاتے۔ | 4 |
Og Elias tillige med Moses viste sig for dem, og de samtalede med Jesus.
| تَدا پِتَرو یِیشُمَوادِیتْ ہے گُروسْماکَمَتْرَ سْتھِتِرُتَّما، تَتَایوَ وَیَں تْوَتْکرِتے ایکاں مُوساکرِتے ایکامْ ایلِیَکرِتے چَیکاں، ایتاسْتِسْرَح کُٹِی رْنِرْمّامَ۔ | 5 |
Og Peter tog til Orde og siger til Jesus: „Rabbi! det er godt, at vi ere her, og lader os gøre tre Hytter, dig en og Moses en og Elias en.”
| کِنْتُ سَ یَدُکْتَوانْ تَتْ سْوَیَں نَ بُبُدھے تَتَح سَرْوّے بِبھَیانْچَکْرُح۔ | 6 |
Thi han vidste ikke, hvad han skulde sige; thi de vare blevne helt forfærdede.
| ایتَرْہِ پَیودَسْتانْ چھادَیاماسَ، مَمَیاں پْرِیَح پُتْرَح کَتھاسُ تَسْیَ مَناںسِ نِویشَیَتیتِ نَبھووانِی تَنْمیدْیانِّرْیَیَو۔ | 7 |
Og der kom en Sky, som overskyggede dem; og en Røst kom fra Skyen: „Denne er min Søn, den elskede, hører ham!”
| اَتھَ ہَٹھاتّے چَتُرْدِشو درِشْٹْوا یِیشُں وِنا سْوَیح سَہِتَں کَمَپِ نَ دَدرِشُح۔ | 8 |
Og pludseligt, da de saa sig om, saa de ingen mere uden Jesus alene hos dem.
| تَتَح پَرَں گِریرَوَروہَنَکالے سَ تانْ گاڈھَمْ دُوتْیادِدیشَ یاوَنَّرَسُونوح شْمَشانادُتّھانَں نَ بھَوَتِ، تاوَتْ دَرْشَنَسْیاسْیَ وارْتّا یُشْمابھِح کَسْمَیچِدَپِ نَ وَکْتَوْیا۔ | 9 |
Og da de gik ned fra Bjerget, bød han dem, at de ikke maatte fortælle nogen, hvad de havde set, førend Menneskesønnen var opstanden fra de døde.
| تَدا شْمَشانادُتّھانَسْیَ کوبھِپْرایَ اِتِ وِچارْیَّ تے تَدْواکْیَں سْویشُ گوپایانْچَکْرِرے۔ | 10 |
Og de fastholdt dette Ord hos sig selv og spurgte hverandre, hvad det er at opstaa fra de døde.
| اَتھَ تے یِیشُں پَپْرَچّھُح پْرَتھَمَتَ ایلِییناگَنْتَوْیَمْ اِتِ واکْیَں کُتَ اُپادھْیایا آہُح؟ | 11 |
Og de spurgte ham og sagde: „De skriftkloge sige jo, at Elias bør først komme?”
| تَدا سَ پْرَتْیُواچَ ، ایلِیَح پْرَتھَمَمیتْیَ سَرْوَّکارْیّانِ سادھَیِشْیَتِ؛ نَرَپُتْرے چَ لِپِ رْیَتھاسْتے تَتھَیوَ سوپِ بَہُدُحکھَں پْراپْیاوَجْناسْیَتے۔ | 12 |
Men han sagde til dem: „Elias kommer først og genopretter alting; og hvorledes er der skrevet om Menneskesønnen? At han skal lide meget og foragtes.
| کِنْتْوَہَں یُشْمانْ وَدامِ ، ایلِیارْتھے لِپِ رْیَتھاسْتے تَتھَیوَ سَ ایتْیَ یَیَو، لوکا: سْویچّھانُرُوپَں تَمَبھِوْیَوَہَرَنْتِ سْمَ۔ | 13 |
Men jeg siger eder, at baade er Elias kommen, og de gjorde ved ham alt, hvad de vilde, efter som der er skrevet om ham.”
| اَنَنْتَرَں سَ شِشْیَسَمِیپَمیتْیَ تیشاں چَتُحپارْشْوے تَیح سَہَ بَہُجَنانْ وِوَدَمانانْ اَدھْیاپَکاںشْچَ درِشْٹَوانْ؛ | 14 |
Og da de kom til Disciplene, saa de en stor Skare omkring dem og skriftkloge, som tvistedes med dem.
| کِنْتُ سَرْوَّلوکاسْتَں درِشْٹْوَیوَ چَمَتْکرِتْیَ تَداسَنَّں دھاوَنْتَسْتَں پْرَنیمُح۔ | 15 |
Og straks studsede hele Skaren, da de saa ham, og de løb hen og hilsede ham.
| تَدا یِیشُرَدھْیاپَکانَپْراکْشِیدْ ایتَیح سَہَ یُویَں کِں وِوَدَدھْوے؟ | 16 |
Og han spurgte dem: „Hvorom tvistes I med dem?”
| تَتو لوکاناں کَشْچِدیکَح پْرَتْیَوادِیتْ ہے گُرو مَمَ سُونُں مُوکَں بھُوتَدھرِتَنْچَ بھَوَداسَنَّمْ آنَیَں۔ | 17 |
Og en af Skaren svarede ham: „Mester! jeg har bragt min Søn til dig; han har en maalløs Aand.
| یَداسَو بھُوتَسْتَماکْرَمَتے تَدَیوَ پاتَسَتِ تَتھا سَ پھینایَتے، دَنْتَیرْدَنْتانْ گھَرْشَتِ کْشِینو بھَوَتِ چَ؛ تَتو ہیتوسْتَں بھُوتَں تْیاجَیِتُں بھَوَچّھِشْیانْ نِویدِتَوانْ کِنْتُ تے نَ شیکُح۔ | 18 |
Og hvor som helst den griber ham, slider den i ham, og han fraader og skærer Tænder, og han visner hen; og jeg har sagt til dine Disciple, at de skulde uddrive den, og de kunde ikke.”
| تَدا سَ تَمَوادِیتْ، رے اَوِشْواسِنَح سَنْتانا یُشْمابھِح سَہَ کَتِ کالانَہَں سْتھاسْیامِ؟ اَپَرانْ کَتِ کالانْ وا وَ آچارانْ سَہِشْیے؟ تَں مَداسَنَّمانَیَتَ۔ | 19 |
Men han svarede dem og sagde: „O du vantro Slægt! hvor længe skal jeg være hos eder, hvor længe skal jeg taale eder? Bringer ham til mig!”
| تَتَسْتَتْسَنِّدھِں سَ آنِییَتَ کِنْتُ تَں درِشْٹْوَیوَ بھُوتو بالَکَں دھرِتَوانْ؛ سَ چَ بھُومَو پَتِتْوا پھینایَمانو لُلوٹھَ۔ | 20 |
Og de ledte ham frem til ham; og da han saa ham, sled Aanden straks i ham, og han faldt om paa Jorden og væltede sig og fraadede.
| تَدا سَ تَتْپِتَرَں پَپْرَچّھَ، اَسْییدرِشِی دَشا کَتِ دِنانِ بھُوتا؟ تَتَح سووادِیتْ بالْیَکالاتْ۔ | 21 |
Og han spurgte hans Fader: „Hvor længe er det siden, at dette er kommet over ham?” Men han sagde: „Fra Barndommen af;
| بھُوتویَں تَں ناشَیِتُں بَہُوارانْ وَہْنَو جَلے چَ نْیَکْشِپَتْ کِنْتُ یَدِ بھَوانَ کِمَپِ کَرْتّاں شَکْنوتِ تَرْہِ دَیاں کرِتْواسْمانْ اُپَکَروتُ۔ | 22 |
og den har ofte kastet ham baade i Ild og i Vand for at ødelægge ham; men om du formaar noget, da forbarm dig over os, og hjælp os!”
| تَدا یِیشُسْتَمَوَدَتْ یَدِ پْرَتْییتُں شَکْنوشِ تَرْہِ پْرَتْیَیِنے جَنایَ سَرْوَّں سادھْیَمْ۔ | 23 |
Men Jesus sagde til ham: „Om du formaar! Alle Ting ere mulige for den, som tror.”
| تَتَسْتَتْکْشَنَں تَدْبالَکَسْیَ پِتا پْروچَّے رُووَنْ ساشْرُنیتْرَح پْروواچَ، پْرَبھو پْرَتْییمِ مَماپْرَتْیَیَں پْرَتِکُرُ۔ | 24 |
Straks raabte Barnets Fader og sagde med Taarer: „Jeg tror, hjælp min Vantro!”
| اَتھَ یِیشُ رْلوکَسَنْگھَں دھاوِتْوایانْتَں درِشْٹْوا تَمَپُوتَبھُوتَں تَرْجَیِتْوا جَگادَ، رے بَدھِرَ مُوکَ بھُوتَ تْوَمیتَسْمادْ بَہِرْبھَوَ پُنَح کَداپِ ماشْرَیَینَں تْوامَہَمْ اِتْیادِشامِ۔ | 25 |
Men da Jesus saa, at Skaren stimlede sammen, truede han den urene Aand og sagde til den: „Du maalløse og døve Aand! jeg byder dig, far ud af ham, og far ikke mere ind i ham!”
| تَدا سَ بھُوتَشْچِیتْشَبْدَں کرِتْوا تَماپِیڈْیَ بَہِرْجَجامَ، تَتو بالَکو مرِتَکَلْپو بَبھُووَ تَسْمادَیَں مرِتَاِتْیَنیکے کَتھَیاماسُح۔ | 26 |
Da skreg og sled den meget i ham og for ud, og han blev ligesom død, saa at de fleste sagde: „Han er død.”
| کِنْتُ کَرَں دھرِتْوا یِیشُنوتّھاپِتَح سَ اُتَّسْتھَو۔ | 27 |
Men Jesus tog ham ved Haanden og rejste ham op; og han stod op.
| اَتھَ یِیشَو گرِہَں پْرَوِشْٹے شِشْیا گُپْتَں تَں پَپْرَچّھُح، وَیَمینَں بھُوتَں تْیاجَیِتُں کُتو نَ شَکْتاح؟ | 28 |
Og da han var kommen ind i et Hus, spurgte hans Disciple ham i Enrum: „Hvorfor kunde vi ikke uddrive den?”
| سَ اُواچَ، پْرارْتھَنوپَواسَو وِنا کیناپْیَنْیینَ کَرْمَّنا بھُوتَمِیدرِشَں تْیاجَیِتُں نَ شَکْیَں۔ | 29 |
Og han sagde til dem: „Denne Slags kan ikke fare ud ved noget, uden ved Bøn og Faste.”
| اَنَنْتَرَں سَ تَتْسْتھانادِتْوا گالِیلْمَدھْیینَ یَیَو، کِنْتُ تَتْ کوپِ جانِییادِتِ سَ نَیچّھَتْ۔ | 30 |
Og da de gik ud derfra, vandrede de igennem Galilæa; og han vilde ikke, at nogen skulde vide det.
| اَپَرَنْچَ سَ شِشْیانُپَدِشَنْ بَبھاشے، نَرَپُتْرو نَرَہَسْتیشُ سَمَرْپَیِشْیَتے تے چَ تَں ہَنِشْیَنْتِ تَیسْتَسْمِنْ ہَتے ترِتِییَدِنے سَ اُتّھاسْیَتِیتِ۔ | 31 |
Thi han lærte sine Disciple og sagde til dem: „Menneskesønnen overgives i Menneskers Hænder, og de skulle slaa ham ihjel; og naar han er ihjelslaaet, skal han opstaa tre Dage efter.”
| کِنْتُ تَتْکَتھاں تے نابُدھْیَنْتَ پْرَشْٹُنْچَ بِبھْیَح۔ | 32 |
Men de forstode ikke det Ord og frygtede for at spørge ham.
| اَتھَ یِیشُح کَپھَرْناہُومْپُرَماگَتْیَ مَدھْییگرِہَنْچیتْیَ تانَپرِچّھَدْ وَرْتْمَمَدھْیے یُویَمَنْیونْیَں کِں وِوَدَدھْوے سْمَ؟ | 33 |
Og de kom til Kapernaum, og da han var kommen ind i Huset, spurgte han dem: „Hvad var det, I overvejede med hverandre paa Vejen?”
| کِنْتُ تے نِرُتَّراسْتَسْتھُ رْیَسْماتّیشاں کو مُکھْیَ اِتِ وَرْتْمانِ تےنْیونْیَں وْیَوَدَنْتَ۔ | 34 |
Men de tav; thi de havde talt med hverandre paa Vejen om, hvem der var den største.
| تَتَح سَ اُپَوِشْیَ دْوادَشَشِشْیانْ آہُویَ بَبھاشے یَح کَشْچِتْ مُکھْیو بھَوِتُمِچّھَتِ سَ سَرْوّیبھْیو گَونَح سَرْوّیشاں سیوَکَشْچَ بھَوَتُ۔ | 35 |
Og han satte sig og kaldte paa de tolv og siger til dem: „Dersom nogen vil være den første, han skal være den sidste af alle og alles Tjener.”
| تَدا سَ بالَکَمیکَں گرِہِیتْوا مَدھْیے سَمُپاویشَیَتْ تَتَسْتَں کْروڈے کرِتْوا تانَواداتْ | 36 |
Og han tog et lille Barn og stillede det midt iblandt dem og tog det i Favn og sagde til dem:
| یَح کَشْچِدِیدرِشَسْیَ کَسْیاپِ بالَسْیاتِتھْیَں کَروتِ سَ مَماتِتھْیَں کَروتِ؛ یَح کَشْچِنْمَماتِتھْیَں کَروتِ سَ کیوَلَمْ مَماتِتھْیَں کَروتِ تَنَّ مَتْپْریرَکَسْیاپْیاتِتھْیَں کَروتِ۔ | 37 |
„Den, som modtager eet af disse smaa Børn for mit Navns Skyld, modtager mig; og den, som modtager mig, modtager ikke mig, men den, som udsendte mig.”
| اَتھَ یوہَنْ تَمَبْرَوِیتْ ہے گُرو، اَسْماکَمَنَنُگامِنَمْ ایکَں تْوانّامْنا بھُوتانْ تْیاجَیَنْتَں وَیَں درِشْٹَوَنْتَح، اَسْماکَمَپَشْچادْگامِتْواچَّ تَں نْیَشیدھامَ۔ | 38 |
Johannes sagde til ham: „Mester! vi saa en, som ikke følger os, uddrive onde Aander i dit Navn; og vi forbøde ham det, fordi han ikke følger os.”
| کِنْتُ یِیشُرَوَدَتْ تَں ما نِشیدھَتْ، یَتو یَح کَشْچِنْ مَنّامْنا چِتْرَں کَرْمَّ کَروتِ سَ سَہَسا ماں نِنْدِتُں نَ شَکْنوتِ۔ | 39 |
Men Jesus sagde: „Forbyder ham det ikke; thi der er ingen, som gør en kraftig Gerning i mit Navn og snart efter kan tale ilde om mig.
| تَتھا یَح کَشْچِدْ یُشْماکَں وِپَکْشَتاں نَ کَروتِ سَ یُشْماکَمیوَ سَپَکْشَح۔ | 40 |
Thi den, som ikke er imod os, er for os.
| یَح کَشْچِدْ یُشْمانْ کھْرِیشْٹَشِشْیانْ جْناتْوا مَنّامْنا کَںسَیکینَ پانِییَں پاتُں دَداتِ، یُشْمانَہَں یَتھارْتھَں وَچْمِ، سَ پھَلینَ وَنْچِتو نَ بھَوِشْیَتِ۔ | 41 |
Thi den, som giver eder et Bæger Vand at drikke i mit Navn, fordi I høre Kristus til, sandelig, siger jeg eder, han skal ingenlunde miste sin Løn.
| کِنْتُ یَدِ کَشْچِنْ مَیِ وِشْواسِنامیشاں کْشُدْرَپْرانِنامْ ایکَسْیاپِ وِگھْنَں جَنَیَتِ، تَرْہِ تَسْیَیتَتْکَرْمَّ کَرَناتْ کَنْٹھَبَدّھَپیشَنِیکَسْیَ تَسْیَ ساگَراگادھَجَلَ مَجَّنَں بھَدْرَں۔ | 42 |
Og den, som forarger en af disse smaa, som tro, for ham var det bedre, at der laa en Møllesten om hans Hals, og han var kastet i Havet.
| اَتَح سْوَکَرو یَدِ تْواں بادھَتے تَرْہِ تَں چھِنْدھِ؛ | 43 |
Og dersom din Haand forarger dig, saa hug den af; det er bedre for dig at gaa som en Krøbling ind til Livet end at have to Hænder og fare til Helvede til den uudslukkelige Ild, (Geenna g1067)
| یَسْماتْ یَتْرَ کِیٹا نَ مْرِیَنْتے وَہْنِشْچَ نَ نِرْوّاتِ، تَسْمِنْ اَنِرْوّانانَلَنَرَکے کَرَدْوَیَوَسْتَوَ گَمَناتْ کَرَہِینَسْیَ سْوَرْگَپْرَویشَسْتَوَ کْشیمَں۔ (Geenna g1067) | 44 |
[hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes.]
| یَدِ تَوَ پادو وِگھْنَں جَنَیَتِ تَرْہِ تَں چھِنْدھِ، | 45 |
Og dersom din Fod forarger dig, saa hug den af; det er bedre for dig at gaa lam ind til Livet end at have to Fødder og blive kastet i Helvede, (Geenna g1067)
| یَتو یَتْرَ کِیٹا نَ مْرِیَنْتے وَہْنِشْچَ نَ نِرْوّاتِ، تَسْمِنْ نِرْوّانَوَہْنَو نَرَکے دْوِپادَوَتَسْتَوَ نِکْشیپاتْ پادَہِینَسْیَ سْوَرْگَپْرَویشَسْتَوَ کْشیمَں۔ (Geenna g1067) | 46 |
[hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes.]
| سْوَنیتْرَں یَدِ تْواں بادھَتے تَرْہِ تَدَپْیُتْپاٹَیَ، یَتو یَتْرَ کِیٹا نَ مْرِیَنْتے وَہْنِشْچَ نَ نِرْوّاتِ، | 47 |
Og dersom dit Øje forarger dig, saa riv det ud; det er bedre for dig at gaa enøjet ind i Guds Rige end at have to Øjne og blive kastet i Helvede, (Geenna g1067)
| تَسْمِنَ نِرْوّانَوَہْنَو نَرَکے دْوِنیتْرَسْیَ تَوَ نِکْشیپادْ ایکَنیتْرَوَتَ اِیشْوَرَراجْیے پْرَویشَسْتَوَ کْشیمَں۔ (Geenna g1067) | 48 |
hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes.
| یَتھا سَرْوّو بَلِ رْلَوَناکْتَح کْرِیَتے تَتھا سَرْوّو جَنو وَہْنِرُوپینَ لَوَناکْتَح کارِشْیَتے۔ | 49 |
Thi enhver skal saltes med Ild, og alt Offer skal saltes med Salt.
| لَوَنَں بھَدْرَں کِنْتُ یَدِ لَوَنے سْوادُتا نَ تِشْٹھَتِ، تَرْہِ کَتھَمْ آسْوادْیُکْتَں کَرِشْیَتھَ؟ یُویَں لَوَنَیُکْتا بھَوَتَ پَرَسْپَرَں پْریمَ کُرُتَ۔ | 50 |
Saltet er godt; men dersom Saltet bliver saltløst, hvormed ville I da give det sin Kraft igen? Haver Salt i eder selv, og holder Fred med hverandre!”
