< เปฺรริตา: 22 >

1 เห ปิตฺฤคณา เห ภฺราตฺฤคณา: , อิทานีํ มม นิเวทเน สมวธตฺตฯ
„I Mænd, Brødre og Fædre! hører nu mit Forsvar over for eder!”
2 ตทา ส อิพฺรียภาษยา กถำ กถยตีติ ศฺรุตฺวา สรฺเวฺว โลกา อตีว นิ: ศพฺทา สนฺโต'ติษฺฐนฺฯ
Men da de hørte, at han talte til dem i det hebraiske Sprog, holdt de sig end mere stille. Og han siger:
3 ปศฺจาตฺ โส'กถยทฺ อหํ ยิหูทีย อิติ นิศฺจย: กิลิกิยาเทศสฺย ตารฺษนครํ มม ชนฺมภูมิ: ,เอตนฺนครียสฺย คมิลีเยลนามฺโน'ธฺยาปกสฺย ศิโษฺย ภูตฺวา ปูรฺวฺวปุรุษาณำ วิธิวฺยวสฺถานุสาเรณ สมฺปูรฺณรูเปณ ศิกฺษิโต'ภวมฺ อิทานีนฺตนา ยูยํ ยาทฺฤศา ภวถ ตาทฺฤโศ'หมปีศฺวรเสวายามฺ อุโทฺยคี ชาต: ฯ
„Jeg er en jødisk Mand, født i Tarsus i Kilikien, men opfostret i denne Stad, oplært ved Gamaliels Fødder efter vor Fædrenelovs Strenghed og nidkær for Gud, ligesom I alle ere i Dag.
4 มตเมตทฺ ทฺวิษฺฏฺวา ตทฺคฺราหินารีปุรุษานฺ การายำ พทฺธฺวา เตษำ ปฺราณนาศปรฺยฺยนฺตำ วิปกฺษตามฺ อกรวมฺฯ
Og jeg forfulgte denne Vej indtil Døden, idet jeg lagde baade Mænd og Kvinder i Lænker og overgav dem til Fængsler,
5 มหายาชก: สภาสท: ปฺราจีนโลกาศฺจ มไมตสฺยา: กถายา: ปฺรมาณํ ทาตุํ ศกฺนุวนฺติ, ยสฺมาตฺ เตษำ สมีปาทฺ ทมฺเมษกนครนิวาสิภฺราตฺฤคณารฺถมฺ อาชฺญาปตฺราณิ คฺฤหีตฺวา เย ตตฺร สฺถิตาสฺตานฺ ทณฺฑยิตุํ ยิรูศาลมมฺ อานยนารฺถํ ทมฺเมษกนครํ คโตสฺมิฯ
som ogsaa Ypperstepræsten vidner med mig og hele Ældsteraadet, fra hvem jeg endog fik Breve med til Brødrene i Damaskus og rejste derhen for ogsaa at føre dem, som vare der, bundne til Jerusalem, for at de maatte blive straffede.
6 กินฺตุ คจฺฉนฺ ตนฺนครสฺย สมีปํ ปฺราปฺตวานฺ ตทา ทฺวิตียปฺรหรเวลายำ สตฺยามฺ อกสฺมาทฺ คคณานฺนิรฺคตฺย มหตี ทีปฺติ รฺมม จตุรฺทิศิ ปฺรกาศิตวตีฯ
Men det skete, da jeg var undervejs og nærmede mig til Damaskus, at ved Middag et stærkt Lys fra Himmelen pludseligt omstraalede mig.
7 ตโต มยิ ภูเมา ปติเต สติ, เห เศาล เห เศาล กุโต มำ ตาฑยสิ? มามฺปฺรติ ภาษิต เอตาทฺฤศ เอโก รโวปิ มยา ศฺรุต: ฯ
Og jeg faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til mig: Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?
8 ตทาหํ ปฺรตฺยวทํ, เห ปฺรเภ โก ภวานฺ? ตต: โส'วาทีตฺ ยํ ตฺวํ ตาฑยสิ ส นาสรตีโย ยีศุรหํฯ
Men jeg svarede: Hvem er du, Herre? Og han sagde til mig: Jeg er Jesus af Nazareth, som du forfølger.
9 มม สงฺคิโน โลกาสฺตำ ทีปฺตึ ทฺฤษฺฏฺวา ภิยํ ปฺราปฺตา: , กินฺตุ มามฺปฺรตฺยุทิตํ ตทฺวากฺยํ เต นาพุธฺยนฺตฯ
Men de, som vare med mig, saa vel Lyset, men hørte ikke hans Røst, som talte til mig.
10 ตต: ปรํ ปฺฤษฺฏวานหํ, เห ปฺรโภ มยา กึ กรฺตฺตวฺยํ? ตต: ปฺรภุรกถยตฺ, อุตฺถาย ทมฺเมษกนครํ ยาหิ ตฺวยา ยทฺยตฺ กรฺตฺตวฺยํ นิรูปิตมาเสฺต ตตฺ ตตฺร ตฺวํ ชฺญาปยิษฺยเสฯ
Men jeg sagde: Hvad skal jeg gøre, Herre? Men Herren sagde til mig: Staa op og gaa til Damaskus; og der skal der blive talt til dig om alt, hvad der er bestemt, at du skal gøre.
11 อนนฺตรํ ตสฺยา: ขรตรทีปฺเต: การณาตฺ กิมปิ น ทฺฤษฺฏฺวา สงฺคิคเณน ธฺฤตหสฺต: สนฺ ทมฺเมษกนครํ วฺรชิตวานฺฯ
Men da jeg havde mistet Synet ved Glansen af hint Lys, blev jeg ledet ved Haanden af dem, som vare med mig, og kom saaledes ind i Damaskus.
12 ตนฺนครนิวาสินำ สรฺเวฺวษำ ยิหูทียานำ มาโนฺย วฺยวสฺถานุสาเรณ ภกฺตศฺจ หนานียนามา มานว เอโก
Men en vis Ananias, en Mand, gudfrygtig efter Loven, som havde godt Vidnesbyrd af alle Jøderne, som boede der,
13 มม สนฺนิธิมฺ เอตฺย ติษฺฐนฺ อกถยตฺ, เห ภฺราต: เศาล สุทฺฤษฺฏิ รฺภว ตสฺมินฺ ทณฺเฑ'หํ สมฺยกฺ ตํ ทฺฤษฺฏวานฺฯ
kom til mig og stod for mig og sagde: Saul, Broder, se op! Og jeg saa op paa ham i samme Stund.
14 ตต: ส มหฺยํ กถิตวานฺ ยถา ตฺวมฺ อีศฺวรสฺยาภิปฺรายํ เวตฺสิ ตสฺย ศุทฺธสตฺตฺวชนสฺย ทรฺศนํ ปฺราปฺย ตสฺย ศฺรีมุขสฺย วากฺยํ ศฺฤโณษิ ตนฺนิมิตฺตมฺ อสฺมากํ ปูรฺวฺวปุรุษาณามฺ อีศฺวรสฺตฺวำ มโนนีตํ กฺฤตวานํฯ
Men han sagde: Vore Fædres Gud har udvalgt dig til at kende hans Villie og se den retfærdige og høre en Røst af hans Mund.
15 ยโต ยทฺยทฺ อทฺรากฺษีรเศฺราษีศฺจ สรฺเวฺวษำ มานวานำ สมีเป ตฺวํ เตษำ สากฺษี ภวิษฺยสิฯ
Thi du skal være ham et Vidne for alle Mennesker om de Ting, som du har set og hørt.
16 อเตอว กุโต วิลมฺพเส? ปฺรโภ รฺนามฺนา ปฺรารฺถฺย นิชปาปปฺรกฺษาลนารฺถํ มชฺชนาย สมุตฺติษฺฐฯ
Og nu, hvorfor tøver du? Staa op, lad dig døbe og dine Synder aftvætte, idet du paakalder hans Navn!
17 ตต: ปรํ ยิรูศาลมฺนครํ ปฺรตฺยาคตฺย มนฺทิเร'หมฺ เอกทา ปฺรารฺถเย, ตสฺมินฺ สมเย'หมฺ อภิภูต: สนฺ ปฺรภูํ สากฺษาตฺ ปศฺยนฺ,
Og det skete, da jeg var kommen tilbage til Jerusalem og bad i Helligdommen, at jeg faldt i Henrykkelse
18 ตฺวํ ตฺวรยา ยิรูศาลม: ปฺรติษฺฐสฺว ยโต โลกามยิ ตว สากฺษฺยํ น คฺรหีษฺยนฺติ, มามฺปฺรตฺยุทิตํ ตเสฺยทํ วากฺยมฺ อเศฺราษมฺฯ
og saa ham, idet han sagde til mig: Skynd dig, og gaa hastigt ud af Jerusalem, thi de skulle ikke af dig modtage Vidnesbyrd om mig.
19 ตโตหํ ปฺรตฺยวาทิษมฺ เห ปฺรโภ ปฺรติภชนภวนํ ตฺวยิ วิศฺวาสิโน โลกานฺ พทฺธฺวา ปฺรหฺฤตวานฺ,
Og jeg sagde: Herre! de vide selv, at jeg fængslede og piskede trindt om i Synagogerne dem, som troede paa dig,
20 ตถา ตว สากฺษิณ: สฺติผานสฺย รกฺตปาตนสมเย ตสฺย วินาศํ สมฺมนฺย สนฺนิเธา ติษฺฐนฺ หนฺตฺฤโลกานำ วาสำสิ รกฺษิตวานฺ, เอตตฺ เต วิทุ: ฯ
og da dit Vidne Stefanus's Blod blev udgydt, stod ogsaa jeg hos og havde Behag deri og vogtede paa deres Klæder, som sloge ham ihjel.
21 ตต: โส'กถยตฺ ปฺรติษฺฐสฺว ตฺวำ ทูรสฺถภินฺนเทศียานำ สมีปํ เปฺรษยิเษฺยฯ
Og han sagde til mig: Drag ud; thi jeg vil sende dig langt bort til Hedninger.”
22 ตทา โลกา เอตาวตฺปรฺยฺยนฺตำ ตทียำ กถำ ศฺรุตฺวา โปฺรจฺไจรกถยนฺ, เอนํ ภูมณฺฑลาทฺ ทูรีกุรุต, เอตาทฺฤศชนสฺย ชีวนํ โนจิตมฺฯ
Men de hørte paa ham indtil dette Ord, da opløftede de deres Røst og sagde: „Bort fra Jorden med en saadan! thi han bør ikke leve.”
23 อิตฺยุจฺไจ: กถยิตฺวา วสนานิ ปริตฺยชฺย คคณํ ปฺรติ ธูลีรกฺษิปนฺ
Men da de skrege og reve Klæderne af sig og kastede Støv op i Luften,
24 ตต: สหสฺรเสนาปติ: เปาลํ ทุรฺคาภฺยนฺตร เนตุํ สมาทิศตฺฯ เอตสฺย ปฺรติกูลา: สนฺโต โลกา: กินฺนิมิตฺตมฺ เอตาวทุจฺไจ: สฺวรมฺ อกุรฺวฺวนฺ, เอตทฺ เวตฺตุํ ตํ กศยา ปฺรหฺฤตฺย ตสฺย ปรีกฺษำ กรฺตฺตุมาทิศตฺฯ
befalede Krigsøversten, at han skulde føres ind i Borgen, og sagde, at man med Hudstrygning skulde forhøre ham, for at han kunde faa at vide, af hvad Aarsag de saaledes raabte imod ham.
25 ปทาตยศฺจรฺมฺมนิรฺมฺมิตรชฺชุภิสฺตสฺย พนฺธนํ กรฺตฺตุมุทฺยตาสฺตาสฺตทานีํ เปาล: สมฺมุขสฺถิตํ ศตเสนาปติมฺ อุกฺตวานฺ ทณฺฑาชฺญายามฺ อปฺราปฺตายำ กึ โรมิโลกํ ปฺรหรฺตฺตุํ ยุษฺมากมฺ อธิกาโรสฺติ?
Men da de havde udstrakt ham for Svøberne, sagde Paulus til den hosstaaende Høvedsmand: „Er det eder tilladt at hudstryge en romersk Mand, og det uden Dom?”
26 เอนำ กถำ ศฺรุตฺวา ส สหสฺรเสนาปเต: สนฺนิธึ คตฺวา ตำ วารฺตฺตามวทตฺ ส โรมิโลก เอตสฺมาตฺ สาวธาน: สนฺ กรฺมฺม กุรุฯ
Men da Høvedsmanden hørte dette, gik han til Krigsøversten og meldte ham det og sagde: „Hvad er det, du er ved at gøre? denne Mand er jo en Romer.”
27 ตสฺมาตฺ สหสฺรเสนาปติ รฺคตฺวา ตมปฺรากฺษีตฺ ตฺวํ กึ โรมิโลก: ? อิติ มำ พฺรูหิฯ โส'กถยตฺ สตฺยมฺฯ
Men Krigsøversten gik hen og sagde til ham: „Sig mig, er du en Romer?” Han sagde: „Ja.”
28 ตต: สหสฺรเสนาปติ: กถิตวานฺ พหุทฺรวิณํ ทตฺตฺวาหํ ตตฺ เปารสขฺยํ ปฺราปฺตวานฺ; กินฺตุ เปาล: กถิตวานฺ อหํ ชนุนา ตตฺ ปฺราปฺโต'สฺมิฯ
Og Krigsøversten svarede: „Jeg har købt mig denne Borgerret for en stor Sum.” Men Paulus sagde: „Jeg er endog født dertil.”
29 อิตฺถํ สติ เย ปฺรหาเรณ ตํ ปรีกฺษิตุํ สมุทฺยตา อาสนฺ เต ตสฺย สมีปาตฺ ปฺราติษฺฐนฺต; สหสฺรเสนาปติสฺตํ โรมิโลกํ วิชฺญาย สฺวยํ ยตฺ ตสฺย พนฺธนมฺ อการฺษีตฺ ตตฺการณาทฺ อพิเภตฺฯ
Da trak de, som skulde til at forhøre ham, sig straks tilbage fra ham. Og da Krigsøversten fik at vide, at han var en Romer, blev ogsaa han bange, fordi han havde bundet ham.
30 ยิหูทียโลกา: เปาลํ กุโต'ปวทนฺเต ตสฺย วฺฤตฺตานฺตํ ชฺญาตุํ วาญฺฉนฺ สหสฺรเสนาปติ: ปเร'หนิ เปาลํ พนฺธนาตฺ โมจยิตฺวา ปฺรธานยาชกานฺ มหาสภายา: สรฺวฺวโลกาศฺจ สมุปสฺถาตุมฺ อาทิศฺย เตษำ สนฺนิเธา เปาลมฺ อวโรหฺย สฺถาปิตวานฺฯ
Men den næste Dag, da han vilde have noget paalideligt at vide om, hvad han anklagedes for af Jøderne, løste han ham og befalede, at Ypperstepræsterne og hele Raadet skulde komme sammen, og han førte Paulus ned og stillede ham for dem.

< เปฺรริตา: 22 >