preritAH 16

1 paulo darbbIlustrAnagarayorupasthitobhavat tatra tImathiyanAmA ziSya eka AsIt; sa vizvAsinyA yihUdIyAyA yoSito garbbhajAtaH kintu tasya pitAnyadezIyalokaH|

Og han kom til Derbe og Lystra, og se, der var der en Discipel ved Navn Timotheus, Søn af en troende Jødinde og en græsk Fader.

2 sa jano lustrA-ikaniyanagarasthAnAM bhrAtRNAM samIpepi sukhyAtimAn AsIt|

Han havde godt Vidnesbyrd af Brødrene i Lystra og Ikonium.

3 paulastaM svasaGginaM karttuM matiM kRtvA taM gRhItvA taddezanivAsinAM yihUdIyAnAm anurodhAt tasya tvakchedaM kRtavAn yatastasya pitA bhinnadezIyaloka iti sarvvairajJAyata|

Ham vilde Paulus have til at drage med sig, og han tog og omskar ham for Jødernes Skyld, som vare paa disse Steder; thi de vidste alle, at hans Fader var en Græker.

4 tataH paraM te nagare nagare bhramitvA yirUzAlamasthaiH preritai rlokaprAcInaizca nirUpitaM yad vyavasthApatraM tadanusAreNAcarituM lokebhyastad dattavantaH|

Men alt som de droge igennem Byerne, overgave de dem de Bestemmelser at holde, som vare vedtagne af Apostlene og de Ældste i Jerusalem.

5 tenaiva sarvve dharmmasamAjAH khrISTadharmme susthirAH santaH pratidinaM varddhitA abhavan|

Saa styrkedes Menighederne i Troen og voksede i Antal hver Dag.

6 teSu phrugiyAgAlAtiyAdezamadhyena gateSu satsu pavitra AtmA tAn AziyAdeze kathAM prakAzayituM pratiSiddhavAn|

Men de droge igennem Frygien og det galatiske Land, da de af den Helligaand vare blevne forhindrede i at tale Ordet i Asien.

7 tathA musiyAdeza upasthAya bithuniyAM gantuM tairudyoge kRte AtmA tAn nAnvamanyata|

Da de nu kom hen imod Mysien, forsøgte de at drage til Bithynien; og Jesu Aand tilstedte dem det ikke.

8 tasmAt te musiyAdezaM parityajya troyAnagaraM gatvA samupasthitAH|

De droge da Mysien forbi og kom ned til Troas.

9 rAtrau paulaH svapne dRSTavAn eko mAkidaniyalokastiSThan vinayaM kRtvA tasmai kathayati, mAkidaniyAdezam AgatyAsmAn upakurvviti|

Og et Syn viste sig om Natten for Paulus: En makedonisk Mand stod der og bad ham og sagde: „Kom over til Makedonien og hjælp os!‟

10 tasyetthaM svapnadarzanAt prabhustaddezIyalokAn prati susaMvAdaM pracArayitum asmAn AhUyatIti nizcitaM buddhvA vayaM tUrNaM mAkidaniyAdezaM gantum udyogam akurmma|

Men da han havde set dette Syn, ønskede vi straks at drage over til Makedonien; thi vi sluttede, at Gud havde kaldt os derhen til at forkynde Evangeliet for dem.

11 tataH paraM vayaM troyAnagarAd prasthAya RjumArgeNa sAmathrAkiyopadvIpena gatvA pare'hani niyApalinagara upasthitAH|

Vi sejlede da ud fra Troas og styrede lige til Samothrake og den næste Dag til Neapolis

12 tasmAd gatvA mAkidaniyAntarvvartti romIyavasatisthAnaM yat philipInAmapradhAnanagaraM tatropasthAya katipayadinAni tatra sthitavantaH|

og derfra til Filippi, hvilken er den første By i den Del af Makedonien, en Koloni. I denne By opholdt vi os nogle Dage.

13 vizrAmavAre nagarAd bahi rgatvA nadItaTe yatra prArthanAcAra AsIt tatropavizya samAgatA nArIH prati kathAM prAcArayAma|

Og paa Sabbatsdagen gik vi uden for Porten ved en Flod, hvor vi mente, at der var et Bedested, og vi satte os og talte til de Kvinder, som kom sammen.

14 tataH thuyAtIrAnagarIyA dhUSarAmbaravikrAyiNI ludiyAnAmikA yA IzvarasevikA yoSit zrotrINAM madhya AsIt tayA pauloktavAkyAni yad gRhyante tadarthaM prabhustasyA manodvAraM muktavAn|

Og en Kvinde ved Navn Lydia, en Purpurkræmmerske fra Byen Thyatira, en Kvinde, som frygtede Gud, hørte til, og hendes Hjerte oplod Herren til at give Agt paa det, som blev talt af Paulus.

15 ataH sA yoSit saparivArA majjitA satI vinayaM kRtvA kathitavatI, yuSmAkaM vicArAd yadi prabhau vizvAsinI jAtAhaM tarhi mama gRham Agatya tiSThata| itthaM sA yatnenAsmAn asthApayat|

Men da hun og hendes Hus var blevet døbt, bad hun og sagde: „Dersom I agte mig for at være Herren tro, da kommer ind i mit Hus og bliver der!‟ Og hun nødte os.

16 yasyA gaNanayA tadadhipatInAM bahudhanopArjanaM jAtaM tAdRzI gaNakabhUtagrastA kAcana dAsI prArthanAsthAnagamanakAla AgatyAsmAn sAkSAt kRtavatI|

Men det skete, da vi gik til Bedestedet, at en Pige mødte os, som havde en Spaadomsaand og skaffede sine Herrer megen Vinding ved at spaa.

17 sAsmAkaM paulasya ca pazcAd etya proccaiH kathAmimAM kathitavatI, manuSyA ete sarvvoparisthasyezvarasya sevakAH santo'smAn prati paritrANasya mArgaM prakAzayanti|

Hun fulgte efter Paulus og os, raabte og sagde: „Disse Mennesker ere den højeste Guds Tjenere, som forkynde eder Frelsens Vej.‟

18 sA kanyA bahudinAni tAdRzam akarot tasmAt paulo duHkhitaH san mukhaM parAvartya taM bhUtamavadad, ahaM yIzukhrISTasya nAmnA tvAmAjJApayAmi tvamasyA bahirgaccha; tenaiva tatkSaNAt sa bhUtastasyA bahirgataH|

Og dette gjorde hun i mange Dage. Men Paulus blev fortrydelig derover, og han vendte sig og sagde til Aanden: „Jeg byder dig i Jesu Kristi Navn at fare ud af hende.‟ Og den for ud i den samme Stund.

19 tataH sveSAM lAbhasya pratyAzA viphalA jAteti vilokya tasyAH prabhavaH paulaM sIlaJca dhRtvAkRSya vicArasthAne'dhipatInAM samIpam Anayan|

Men da hendes Herrer saa, at deres Haab om Vinding var forsvundet, grebe de Paulus og Silas og slæbte dem hen paa Torvet for Øvrigheden.

20 tataH zAsakAnAM nikaTaM nItvA romilokA vayam asmAkaM yad vyavaharaNaM grahItum AcarituJca niSiddhaM,

Og de førte dem til Høvedsmændene og sagde: „Disse Mennesker, som ere Jøder, forvirre aldeles vor By,

21 ime yihUdIyalokAH santopi tadeva zikSayitvA nagare'smAkam atIva kalahaM kurvvanti,

og de forkynde Skikke, som det ikke er tilladt os, der ere Romere, at antage eller øve.‟

22 iti kathite sati lokanivahastayoH prAtikUlyenodatiSThat tathA zAsakAstayo rvastrANi chitvA vetrAghAtaM karttum AjJApayan|

Og Mængden rejste sig imod dem, og Høvedsmændene lode Klæderne rive af dem og befalede at piske dem.

23 aparaM te tau bahu prahAryya tvametau kArAM nItvA sAvadhAnaM rakSayeti kArArakSakam Adizan|

Og da de havde givet dem mange Slag, kastede de dem i Fængsel og befalede Fangevogteren at holde dem sikkert bevogtede.

24 ittham AjJAM prApya sa tAvabhyantarasthakArAM nItvA pAdeSu pAdapAzIbhi rbaddhvA sthApitAvAn|

Da han havde faaet saadan Befaling, kastede han dem i det inderste Fængsel og sluttede deres Fødder i Blokken.

25 atha nizIthasamaye paulasIlAvIzvaramuddizya prAthanAM gAnaJca kRtavantau, kArAsthitA lokAzca tadazRNvan

Men ved Midnat bade Paulus og Silas og sang Lovsange til Gud; og Fangerne lyttede paa dem.

26 tadAkasmAt mahAn bhUmikampo'bhavat tena bhittimUlena saha kArA kampitAbhUt tatkSaNAt sarvvANi dvArANi muktAni jAtAni sarvveSAM bandhanAni ca muktAni|

Men pludseligt kom der et stort Jordskælv, saa at Fængselets Grundvolde rystede, og straks aabnedes alle Dørene, og alles Lænker løstes.

27 ataeva kArArakSako nidrAto jAgaritvA kArAyA dvArANi muktAni dRSTvA bandilokAH palAyitA ityanumAya koSAt khaGgaM bahiH kRtvAtmaghAtaM karttum udyataH|

Men Fangevogteren for op af Søvne, og da han saa Fængselets Døre aabne, drog han et Sværd og vilde dræbe sig selv, da han mente, at Fangerne vare flygtede.

28 kintu paulaH proccaistamAhUya kathitavAn pazya vayaM sarvve'trAsmahe, tvaM nijaprANahiMsAM mAkArSIH|

Men Paulus raabte med høj Røst og sagde: „Gør ikke dig selv noget ondt; thi vi ere her alle.‟

29 tadA pradIpam Anetum uktvA sa kampamAnaH san ullampyAbhyantaram Agatya paulasIlayoH pAdeSu patitavAn|

Men han forlangte Lys og sprang ind og faldt skælvende ned for Paulus og Silas.

30 pazcAt sa tau bahirAnIya pRSTavAn he mahecchau paritrANaM prAptuM mayA kiM karttavyaM?

Og han førte dem udenfor og sagde: „Herrer! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan blive frelst?‟

31 pazcAt tau svagRhamAnIya tayoH sammukhe khAdyadravyANi sthApitavAn tathA sa svayaM tadIyAH sarvve parivArAzcezvare vizvasantaH sAnanditA abhavan|

Men de sagde: „Tro paa den Herre Jesus Kristus, saa skal du blive frelst, du og dit Hus.‟

32 tasmai tasya gRhasthitasarvvalokebhyazca prabhoH kathAM kathitavantau|

Og de talte Herrens Ord til ham og til alle dem, som vare i hans Hus.

33 tathA rAtrestasminneva daNDe sa tau gRhItvA tayoH prahArANAM kSatAni prakSAlitavAn tataH sa svayaM tasya sarvve parijanAzca majjitA abhavan|

Og han tog dem til sig i den samme Stund om Natten og aftoede deres Saar; og han selv og alle hans bleve straks døbte.

34 pazcAt tau svagRhamAnIya tayoH sammukhe khAdyadravyANi sthApitavAn tathA sa svayaM tadIyAH sarvve parivArAzcezvare vizvasantaH sAnanditA abhavan|

Og han førte dem op i sit Hus og satte et Bord for dem og frydede sig over, at han med hele sit Hus var kommen til Troen paa Gud.

35 dina upasthite tau lokau mocayeti kathAM kathayituM zAsakAH padAtigaNaM preSitavantaH|

Men da det var blevet Dag, sendte Høvedsmændene Bysvendene hen og sagde: „Løslad de Mænd!‟

36 tataH kArArakSakaH paulAya tAM vArttAM kathitavAn yuvAM tyAjayituM zAsakA lokAna preSitavanta idAnIM yuvAM bahi rbhUtvA kuzalena pratiSThetAM|

Men Fangevogteren meldte Paulus disse Ord: „Høvedsmændene have sendt Bud, at I skulle løslades; saa drager nu ud og gaar bort med Fred!‟

37 kintu paulastAn avadat romilokayorAvayoH kamapi doSam na nizcitya sarvveSAM samakSam AvAM kazayA tADayitvA kArAyAM baddhavanta idAnIM kimAvAM guptaM vistrakSyanti? tanna bhaviSyati, svayamAgatyAvAM bahiH kRtvA nayantu|

Men Paulus sagde til dem: „De have ladet os piske offentligt og uden Dom, os, som dog ere romerske Mænd, og kastet os i Fængsel, og nu jage de os hemmeligt bort! Nej, lad dem selv komme og føre os ud!‟

38 tadA padAtibhiH zAsakebhya etadvArttAyAM kathitAyAM tau romilokAviti kathAM zrutvA te bhItAH

Men Bysvendene meldte disse Ord til Høvedsmændene; og de bleve bange, da de hørte, at de vare Romere.

39 santastayoH sannidhimAgatya vinayam akurvvan aparaM bahiH kRtvA nagarAt prasthAtuM prArthitavantaH|

Og de kom og gave dem gode Ord, og de førte dem ud og bade dem at drage bort fra Byen.

40 tatastau kArAyA nirgatya ludiyAyA gRhaM gatavantau tatra bhrAtRgaNaM sAkSAtkRtya tAn sAntvayitvA tasmAt sthAnAt prasthitau|

Og de gik ud af Fængselet og gik ind til Lydia; og da de havde set Brødrene, formanede de dem og droge bort.