1 karinthinaH 15
1 he bhrAtaraH, yaH susaMvAdo mayA yuSmatsamIpe nivedito yUyaJca yaM gRhItavanta Azritavantazca taM puna ryuSmAn vijJApayAmi|
Men jeg kundgør eder, Brødre, det Evangelium, som jeg Forkyndte eder, hvilket I også modtoge, i hvilket I også stå,
2 yuSmAkaM vizvAso yadi vitatho na bhavet tarhi susaMvAdayuktAni mama vAkyAni smaratAM yuSmAkaM tena susaMvAdena paritrANaM jAyate|
ved hvilket I også frelses, hvis I fastholde, med hvilket Ord jeg forkyndte eder det - ellers troede I forgæves.
3 yato'haM yad yat jJApitastadanusArAt yuSmAsu mukhyAM yAM zikSAM samArpayaM seyaM, zAstrAnusArAt khrISTo'smAkaM pApamocanArthaM prANAn tyaktavAn,
Jeg overleverede eder nemlig som noget af det første, hvad jeg også har modtaget: at Kristus døde for vore Synder, efter Skrifterne;
4 zmazAne sthApitazca tRtIyadine zAstrAnusArAt punarutthApitaH|
og at han blev begravet; og at han er bleven oprejst den tredje Dag, efter Skrifterne;
5 sa cAgre kaiphai tataH paraM dvAdazaziSyebhyo darzanaM dattavAn|
og at han blev set af Kefas, derefter af de tolv;
6 tataH paraM paJcazatAdhikasaMkhyakebhyo bhrAtRbhyo yugapad darzanaM dattavAn teSAM kecit mahAnidrAM gatA bahutarAzcAdyApi varttante|
derefter blev han set af over fem Hundrede Brødre på een Gang, af hvilke de fleste endnu ere i Live, men nogle ere hensovede;
7 tadanantaraM yAkUbAya tatpazcAt sarvvebhyaH preritebhyo darzanaM dattavAn|
derefter blev han set af Jakob, dernæst af alle Apostlene;
8 sarvvazeSe'kAlajAtatulyo yo'haM, so'hamapi tasya darzanaM prAptavAn|
men sidst af alle blev han set også af mig som det ufuldbårne Foster;
9 Izvarasya samitiM prati daurAtmyAcaraNAd ahaM preritanAma dharttum ayogyastasmAt preritAnAM madhye kSudratamazcAsmi|
thi jeg er den ringeste af Apostlene, jeg, som ikke er værd at kaldes Apostel, fordi jeg har forfulgt Guds Menighed.
10 yAdRzo'smi tAdRza IzvarasyAnugraheNaivAsmi; aparaM mAM prati tasyAnugraho niSphalo nAbhavat, anyebhyaH sarvvebhyo mayAdhikaH zramaH kRtaH, kintu sa mayA kRtastannahi matsahakAriNezvarasyAnugraheNaiva|
Men af Guds Nåde er jeg det, jeg er, og hans Nåde imod mig har ikke været forgæves; men jeg har arbejdet mere end de alle, dog ikke jeg, men Guds Nåde, som er med mig.
11 ataeva mayA bhavet tai rvA bhavet asmAbhistAdRzI vArttA ghoSyate saiva ca yuSmAbhi rvizvAsena gRhItA|
Hvad enten det da er mig eller de andre, således prædike vi, og således troede I.
12 mRtyudazAtaH khrISTa utthApita iti vArttA yadi tamadhi ghoSyate tarhi mRtalokAnAm utthiti rnAstIti vAg yuSmAkaM madhye kaizcit kutaH kathyate?
Men når der prædikes, at Kristus er oprejst fra de døde, hvorledes sige da nogle iblandt eder, at der ikke er dødes Opstandelse?
13 mRtAnAm utthiti ryadi na bhavet tarhi khrISTo'pi notthApitaH
Dersom der ikke er dødes Opstandelse, da er ikke heller Kristus oprejst.
14 khrISTazca yadyanutthApitaH syAt tarhyasmAkaM ghoSaNaM vitathaM yuSmAkaM vizvAso'pi vitathaH|
Men er Kristus ikke oprejst, da er vor Prædiken jo tom, og eders Tro også tom.
15 vayaJcezvarasya mRSAsAkSiNo bhavAmaH, yataH khrISTa stenotthApitaH iti sAkSyam asmAbhirIzvaramadhi dattaM kintu mRtAnAmutthiti ryadi na bhavet tarhi sa tena notthApitaH|
Men vi blive da også fundne som falske Vidner om Gud, fordi vi have vidnet imod Gud, at han oprejste Kristus, hvem han ikke har oprejst, såfremt døde virkelig ikke oprejses.
16 yato mRtAnAmutthiti ryati na bhavet tarhi khrISTo'pyutthApitatvaM na gataH|
Thi dersom døde ikke oprejses, da er Kristus ikke heller oprejst.
17 khrISTasya yadyanutthApitaH syAt tarhi yuSmAkaM vizvAso vitathaH, yUyam adyApi svapApeSu magnAstiSThatha|
Men dersom Kristus ikke er oprejst, da er eders Tro forgæves; så ere I endnu i eders Synder;
18 aparaM khrISTAzritA ye mAnavA mahAnidrAM gatAste'pi nAzaM gatAH|
da gik altså også de, som ere hensovede i Kristus, fortabt.
19 khrISTo yadi kevalamihaloke 'smAkaM pratyAzAbhUmiH syAt tarhi sarvvamartyebhyo vayameva durbhAgyAH|
Have vi alene i dette Liv sat vort Håb til Kristus, da ere vi de ynkværdigste af alle Mennesker.
20 idAnIM khrISTo mRtyudazAta utthApito mahAnidrAgatAnAM madhye prathamaphalasvarUpo jAtazca|
Men nu er Kristus oprejst fra de døde, som Førstegrøde af de hensovede.
21 yato yadvat mAnuSadvArA mRtyuH prAdurbhUtastadvat mAnuSadvArA mRtAnAM punarutthitirapi pradurbhUtA|
Thi efterdi Død kom ved et Menneske, er også dødes Opstandelse kommen ved et Menneske.
22 AdamA yathA sarvve maraNAdhInA jAtAstathA khrISTena sarvve jIvayiSyante|
Thi ligesom alle dø i Adam, således skulle også alle levendegøres i Kristus.
23 kintvekaikena janena nije nije paryyAya utthAtavyaM prathamataH prathamajAtaphalasvarUpena khrISTena, dvitIyatastasyAgamanasamaye khrISTasya lokaiH|
Dog hver i sit Hold: som Førstegrøde Kristus, dernæst de, som tilhøre Kristus, ved hans Tilkommelse.
24 tataH param anto bhaviSyati tadAnIM sa sarvvaM zAsanam adhipatitvaM parAkramaJca luptvA svapitarIzvare rAjatvaM samarpayiSyati|
Derpå kommer Enden, når han overgiver Gud og Faderen Riget, når han har tilintetgjort hver Magt og hver Myndighed og Kraft.
25 yataH khrISTasya ripavaH sarvve yAvat tena svapAdayoradho na nipAtayiSyante tAvat tenaiva rAjatvaM karttavyaM|
Thi han bør være Konge, indtil han får lagt alle Fjenderne under sine Fødder.
26 tena vijetavyo yaH zeSaripuH sa mRtyureva|
Den sidste Fjende, som tilintetgøres, er Døden.
27 likhitamAste sarvvANi tasya pAdayo rvazIkRtAni| kintu sarvvANyeva tasya vazIkRtAnItyukte sati sarvvANi yena tasya vazIkRtAni sa svayaM tasya vazIbhUto na jAta iti vyaktaM|
Han har jo "lagt alle Ting under hans Fødder." Men når han" siger: "Alt er underlagt" - åbenbart med Undtagelse af den, som underlagde ham alt -
28 sarvveSu tasya vazIbhUteSu sarvvANi yena putrasya vazIkRtAni svayaM putro'pi tasya vazIbhUto bhaviSyati tata IzvaraH sarvveSu sarvva eva bhaviSyati|
når da alle Ting ere blevne ham underlagte, da skal også Sønnen selv underlægge sig ham, som har underlagt ham alle Ting, for at Gud kan være alt i alle.
29 aparaM paretalokAnAM vinimayena ye majjyante taiH kiM lapsyate? yeSAM paretalokAnAm utthitiH kenApi prakAreNa na bhaviSyati teSAM vinimayena kuto majjanamapi tairaGgIkriyate?
Hvad ville ellers de udrette, som lade sig døbe for de døde? Dersom døde overhovedet ikke oprejses, hvorfor lade de sig da døbe for dem?
30 vayamapi kutaH pratidaNDaM prANabhItim aGgIkurmmahe?
Hvorfor udsætte da også vi os hver Time for Fare?
31 asmatprabhunA yIzukhrISTena yuSmatto mama yA zlAghAste tasyAH zapathaM kRtvA kathayAmi dine dine'haM mRtyuM gacchAmi|
Jeg dør daglig, så sandt jeg har eder, Brødre, at rose mig af i Kristus Jesus, vor Herre.
32 iphiSanagare vanyapazubhiH sArddhaM yadi laukikabhAvAt mayA yuddhaM kRtaM tarhi tena mama ko lAbhaH? mRtAnAm utthiti ryadi na bhavet tarhi, kurmmo bhojanapAne'dya zvastu mRtyu rbhaviSyati|
Hvis jeg som et almindeligt Menneske har kæmpet med vilde Dyr i Efesus, hvad Gavn har jeg så deraf? Dersom døde ikke oprejses, da "lader os spise og drikke, thi i Morgen dø vi."
33 ityanena dharmmAt mA bhraMzadhvaM| kusaMsargeNa lokAnAM sadAcAro vinazyati|
Farer ikke vild; slet Omgang fordærver gode Sæder!
34 yUyaM yathocitaM sacaitanyAstiSThata, pApaM mA kurudhvaM, yato yuSmAkaM madhya IzvarIyajJAnahInAH ke'pi vidyante yuSmAkaM trapAyai mayedaM gadyate|
Vorder ædrue, som det bør sig, og synder ikke; thi nogle kende ikke Gud; til Skam for eder siger jeg det.
35 aparaM mRtalokAH katham utthAsyanti? kIdRzaM vA zarIraM labdhvA punareSyantIti vAkyaM kazcit prakSyati|
Men man vil sige: "Hvorledes oprejses de døde? hvad Slags Legeme komme de med?"
36 he ajJa tvayA yad bIjam upyate tad yadi na mriyeta tarhi na jIvayiSyate|
Du Dåre! det, som du sår, bliver ikke levendegjort, dersom det ikke dør.
37 yayA mUrttyA nirgantavyaM sA tvayA nopyate kintu zuSkaM bIjameva; tacca godhUmAdInAM kimapi bIjaM bhavituM zaknoti|
Og hvad du end sår, da sår du ikke det Legeme, der skal vorde, men et nøgent Korn, være sig af Hvede eller af anden Art.
38 IzvareNeva yathAbhilASaM tasmai mUrtti rdIyate, ekaikasmai bIjAya svA svA mUrttireva dIyate|
Men Gud giver det et Legeme, således som han har villet, og hver Sædart sit eget Legeme.
39 sarvvANi palalAni naikavidhAni santi, manuSyapazupakSimatsyAdInAM bhinnarUpANi palalAni santi|
Ikke alt Kød er det samme Kød, men eet er Menneskers, et andet Kvægs Kød, et andet Fugles Kød, et andet Fisks.
40 aparaM svargIyA mUrttayaH pArthivA mUrttayazca vidyante kintu svargIyAnAm ekarUpaM tejaH pArthivAnAJca tadanyarUpaM tejo'sti|
Og der er himmelske Legemer og jordiske Legemer; men een er de himmelskes Herlighed, en anden de jordiskes.
41 sUryyasya teja ekavidhaM candrasya tejastadanyavidhaM tArANAJca tejo'nyavidhaM, tArANAM madhye'pi tejasastAratamyaM vidyate|
Een er Solens Glans og en anden Månens Glans og en anden Stjernernes Glans; thi den ene Stjerne er forskellig fra den anden i Glans.
42 tatra likhitamAste yathA, ‘AdipuruSa Adam jIvatprANI babhUva, ` kintvantima Adam (khrISTo) jIvanadAyaka AtmA babhUva|
Således er det også med de dødes Opstandelse: det såes i Forkrænkelighed, det oprejses i Uforkrænkelighed;
43 yad upyate tat tucchaM yaccotthAsyati tad gauravAnvitaM; yad upyate tannirbbalaM yaccotthAsyati tat zaktiyuktaM|
det såes i Vanære, det oprejses i Herlighed; det såes i Skrøbelighed, det oprejses i Kraft;
44 yat zarIram upyate tat prANAnAM sadma, yacca zarIram utthAsyati tad AtmanaH sadma| prANasadmasvarUpaM zarIraM vidyate, AtmasadmasvarUpamapi zarIraM vidyate|
der såes et sjæleligt Legeme, der oprejses et åndeligt Legeme. Når der gives et sjæleligt Legeme, gives der også et åndeligt.
45 tatra likhitamAste yathA, AdipuruSa Adam jIvatprANI babhUva, kintvantima Adam (khrISTo) jIvanadAyaka AtmA babhUva|
Således er der også skrevet: "Det første Menneske, Adam, blev til en levende Sjæl;"den sidste Adam blev til en levendegørende Ånd.
46 Atmasadma na prathamaM kintu prANasadmaiva tatpazcAd Atmasadma|
Men det åndelige er ikke det første, men det sjælelige; derefter det åndelige.
47 AdyaH puruSe mRda utpannatvAt mRNmayo dvitIyazca puruSaH svargAd AgataH prabhuH|
Det første Menneske var af Jord, jordisk; det andet Menneske er fra Himmelen.
48 mRNmayo yAdRza AsIt mRNmayAH sarvve tAdRzA bhavanti svargIyazca yAdRzo'sti svargIyAH sarvve tAdRzA bhavanti|
Sådan som den jordiske var, sådanne ere også de jordiske; og sådan som den himmelske er, sådanne ere også de himmelske.
49 mRNmayasya rUpaM yadvad asmAbhi rdhAritaM tadvat svargIyasya rUpamapi dhArayiSyate|
Og ligesom vi have båret den jordiskes Billede, således skulle vi også bære den himmelskes Billede!
50 he bhrAtaraH, yuSmAn prati vyAharAmi, Izvarasya rAjye raktamAMsayoradhikAro bhavituM na zaknoti, akSayatve ca kSayasyAdhikAro na bhaviSyati|
Men dette siger jeg, Brødre! at Kød og Blod kan ikke arve Guds Rige, ej heller arver Forkrænkeligheden Uforkrænkeligheden.
51 pazyatAhaM yuSmabhyaM nigUDhAM kathAM nivedayAmi|
Se, jeg siger eder en Hemmelighed: Alle skulle vi ikke hensove, men vi skulle alle forvandles
52 sarvvairasmAbhi rmahAnidrA na gamiSyate kintvantimadine tUryyAM vAditAyAm ekasmin vipale nimiSaikamadhye sarvvai rUpAntaraM gamiSyate, yatastUrI vAdiSyate, mRtalokAzcAkSayIbhUtA utthAsyanti vayaJca rUpAntaraM gamiSyAmaH|
i et Nu, i et Øjeblik, ved den sidste Basun; thi Basunen skal lyde, og de døde skulle oprejses uforkrænkelige, og vi skulle forvandles.
53 yataH kSayaNIyenaitena zarIreNAkSayatvaM parihitavyaM, maraNAdhInenaitena dehena cAmaratvaM parihitavyaM|
Thi dette forkrænkelige må iføre sig Uforkrænkelighed, og dette dødelige iføre sig Udødelighed.
54 etasmin kSayaNIye zarIre 'kSayatvaM gate, etasman maraNAdhIne dehe cAmaratvaM gate zAstre likhitaM vacanamidaM setsyati, yathA, jayena grasyate mRtyuH|
Men når dette forkrænkelige har iført sig Uforkrænkelighed, og dette dødelige har iført sig Udødelighed, da skal det Ord opfyldes, som er skrevet: "Døden er opslugt til Sejr."
"Død, hvor er din Sejr? Død, hvor er din Brod?" (Hadēs g86)
56 mRtyoH kaNTakaM pApameva pApasya ca balaM vyavasthA|
Men Dødens Brod er Synden, og Syndens Kraft er Loven.
57 Izvarazca dhanyo bhavatu yataH so'smAkaM prabhunA yIzukhrISTenAsmAn jayayuktAn vidhApayati|
Men Gud ske Tak, som giver os Sejren ved vor Herre Jesus Kristus!
58 ato he mama priyabhrAtaraH; yUyaM susthirA nizcalAzca bhavata prabhoH sevAyAM yuSmAkaM parizramo niSphalo na bhaviSyatIti jJAtvA prabhoH kAryye sadA tatparA bhavata|
Derfor, mine elskede Brødre! bliver faste, urokkelige, altid rige i Herrens Gerning, vidende, at eders Arbejde er ikke forgæves i Herren.
