Luka 10
1 Domnu Isusu dăpă aja akuljes ăntră jej šaptjezăč š doj alcă učenikurj š atrimjes kătă doj s pljače la intja aluj ăn tot trgu š ăn tot loku undje Isusu atribut s pljače.
Men derefter udvalgte Herren også halvfjerdsindstyve andre og sendte dem ud to og to forud for sig, til hver By og hvert Sted, hvorhen han selv vilde komme.
2 Kănd sa sprimit s pljače lja zăs: “Berba je marje, ali radnič jaštje uncără. Berba pripadnjaštje alu Domnuluj, daja rugăcăvă la jel s trimjată još maj mult radnič ăn berbă.
Og han sagde til dem: "Høsten er stor, men Arbejderne ere få; beder derfor Høstens Herre om, at han vil sende Arbejdere ud til sin Høst.
3 Ănčipjec akuma, ali păzăcăvă k trimjet p voj kašă p vojilje ăntră lumje karje kašă lupurj.
Går ud! Se, jeg sender eder som Lam midt iblandt Ulve.
4 Nu dučec ku voj nič banj, nič tašna, nič altje sandalje. Nu stăc p drum ku lumja s nu pridjec vrijamja.
Bærer ikke Pung, ikke Taske, ej heller Sko; og hilser ingen på Vejen!
5 Ăn tuată kasa ăn karje untrăc s prenočic ănklo, majdată zăčec: ‘S dja Dimizov miru alu toc ăn asta kasă!’
Men hvor I komme ind i et Hus, siger der først: Fred være med dette Hus!
6 Akă ăn aja kasă jaštje omu karje vrja miru ku Dimizov, jel osă ajbje miru ku karje voj la blagoslovit. Akă ănklo nuje om karje vrja miru ku Dimizov, jel nusă primjaskă ăla miru ku karje voj la blagoslovit.
Og er der sammesteds et Fredens Barn, skal eders Fred Hvile på ham; men hvis ikke, da skal den vende tilbage til eder igen.
7 Nu vu preselic d kasă ăn kasă! Boravic ăn aja kasă pănd fic ăn trgula š nu fic rušănošj s mănkăc š s bjec aja če vu dă, k kum zăčem: Radniku azaslužăt plata aluj.
Men bliver i det samme Hus, spiser og drikker, hvad de have; thi Arbejderen er sin Løn værd. I må ikke flytte fra Hus til Hus
8 Ali ăn tot trgu ăn karje untrăc š ănklo vu primjaštje fic zadovoljni ku aja če god vu dă s mănkăc.
Og hvor I komme ind i en By. og de modtage eder, spiser der, hvad der sættes for eder;
9 Likujic ănklo p lumja karje bulnavj š zăčec alor: ‘Asta arată k cara alu Dimizov avinjit la voj!’
og Helbreder de syge, som ere der, og siger dem: Guds Rige er kommet nær til eder.
10 Ali ăn tot trgu ăn karje untrăc š ănklo nu vu primjaštje, išăc la ulicilje aluj š zăčec:
Men hvor I komme ind i en By og de ikke modtage eder, der skulle I gå ud på dens Gader og sige:
11 ‘Čak frikăm š prašăna d trgu alu vostru karje sa ljipit p pičuarje alu anuaštrje s vu upozorim p kazna alu Dimizov! Ali štijec k avinjit cara alu Dimizov!’
Endog det Støv, som hænger ved vore Fødder fra eders By, tørre vi af til eder; dog dette skulle I vide, at Guds Rige er kommet nær.
12 Vu zăk: Kănd vinja vrijamja d sud osă fije majušurje alu lumjej ruavă dăn trg Sodoma njego alu lumjej dăn trgula!”
Men jeg siger eder, det skal gå Sodoma tåleligere på hin Dag end den By.
13 Isusu azăs: “Grjev vuavă, lumjo ăn trg Korozain! Grjev vuavă, lumjo ăn trg Betsaida! Akă njeko afukut čudurj ăntră lumje pogană ăn trg Tir š ăn trg Sidon karje jo afukut ăntră voj, jej već d kănd s okrinja dăla rov. Adučja cualje hrapave š šidja ăn činušă s pokazaskă žalostu.
Ve dig, Korazin! ve dig, Bethsajda! thi dersom de kraftige Gerninger, som ere skete i eder, vare skete i Tyrus og Sidon, da havde de for længe siden omvendt sig, siddende i Sæk og Aske.
14 Daja osă fije majušurje ăn zuvă d sud alu lumje ăn Tir š ăn Sidon njego vuavă ăn Korozain š Betsaida!
Men det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere ved Dommen end eder.
15 A voj, lumjo ăn trg Kafarnaum, voj sigurno nusă vu drikăc pănla čerj samo daja če jo amfost ăntră voj! Nu! Voj osă vu slubudjec ănklo undje loku d kaznit.” (Hadēs g86)
Og du, Kapernaum, som er bleven ophøjet indtil Himmelen, du skal nedstødes indtil Dødsriget. (Hadēs g86)
16 Atunča azăs alu šaptjezăč š doj učenikurj: “Kănd njeko punje urjajke la voj, aja je kašă kum punje urjajke la minje. Š kănd odbacaštje p voj aja je kašă kum odbacaštje p minje. A kănd njeko odbacaštje p minje aja je kašă kum odbacaštje p Dimizov karje ma trimjes.”
Den, som hører eder, hører mig, og den, som foragter eder, foragter mig; men den, som foragter mig, foragter den, som udsendte mig."
17 Kănd sa tors šaptjezăč š doj d učenikurj la Isusu, ku drag azăs: “Domnulje, čak š sufljeti alji rovj askultă kănd lji zapovidim ăn lumje alu tov.”
Men de halvfjerdsindsfyve vendte tilbage med Glæde og sagde: "Herre! også de onde Ånder ere os lydige i dit Navn."
18 A Isusu lja zăs: “Štiuv, k amvizut p Sotona kum akăzut d čerj ka sklipjala.
Men han sagde til dem: "Jeg så Satan falde ned fra Himmelen som et Lyn.
19 Vidjec, jo amdat vuavă tuată săla š autoritetu p Sotona, dušmanu alu Dimizov, s gazăc šărpj š škorpionurj. Nimika vuavă nu puatje s naudjaskă.
Se, jeg har givet eder Myndighed til at træde på Slanger og Skorpioner og over hele Fjendens Magt, og slet intet skal skade eder.
20 Ali nu vu radujic samo daja če p voj sufljeti alji rovj askultă, njego maj mult radujicăvă daja če Dimizov askris lumilje alji voštri p popis ăn čerj.”
Dog, glæder eder ikke derover, at Ånderne ere eder lydige; men glæder eder over, at eders Navne ere indskrevne i Himlene."
21 Atunča Sufljetu alu Svăntuluj aispunit p Isusu ku radostu š Isusu azăs alu Dimizov: “T slavjesk, Tato, tu karje vladješt ku čerju š ku pămăntu, čaj skuns istina d cara ata dăla lumje karje găndjaštje k je mudri š mintošj š če pokazăštj aja alu lumje karje kašă kupi karje vrjaj s ănvacă. Da, Tato, cije s sviđaštje s fač aja aša.”
I den samme Stund frydede Jesus sig i den Helligånd og sagde: "Jeg priser dig, Fader, Himmelens og Jordens Herre! fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige. Ja, Fader! thi således skete det, som var velbehageligt for dig.
22 Atunča Isusu azăs: “Tata alu mjov ma dat tot če jel arje. Samo Tata binje kunuaštje činje sănt jo, Bijatu aluj, š samo jo, Bijatu aluj, š ălja alu činje jo odlučjesk s l otkrijesk, binje kunuaštje činje je Tata.”
Alle Ting ere mig overgivne af min Fader; og ingen kender, hvem Sønnen er, uden Faderen, og hvem Faderen er, uden Sønnen og den, for hvem Sønnen vil åbenbare ham."
23 Maj ănklo, kănd afost săngur ku učenikurlje aluj, š ja azăs: “Nurukošj ălja karje vjadje aja če vidjec voj.
Og han vendte sig til Disciplene og sagde særligt til dem: "Salige ere de Øjne, som se det, I se.
24 K istina je, mulc prorokurj š carurj avrut s vjadă aja če voj vidjec, ali na vizut; avrut s audă aja če voj audjec, ali na uzăt.”
Thi jeg siger eder, at mange Profeter og Konger have ville se det, I se, og have ikke set det, og høre det, I høre, og have ikke hørt det."
25 Udată kănd Isusu ănvăca, njeki učitelj alu zakonu alu Mojsije sa skulat š antribat p Isusu s l iskušaskă: “Učiteljulje, če trjebje s fak s primjesk vječni život ku Dimizov?” (aiōnios g166)
Og se, en lovkyndig stod op og fristede ham og sagde: "Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?" (aiōnios g166)
26 A Isusu ja zăs: “Če skrije ăn zakonu alu Mojsije? Če tu razumještj če zăče?”
Men han sagde til ham: "Hvad er der skrevet i Loven, hvorledes læser du?".
27 Omu azăs: “Zakonu zăče: ‘Vrja p Domnu, Dimizov alu tov, ku tuată inima ata š ku tot sufljetu alu tov š ku tuată snaga ata š ku tuatje mincilje alji tjalje’ š ‘vrja p bližnji alu tov kum vrjaj săngur p tinje.’”
Men han svarede og sagde til ham: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele din Styrke og med hele dit Sind, og din Næste som dig selv."
28 Isusu ja zăs: “Binje ajzăs. Făj aša š osă primješt vječni život.”
Men han sagde til ham: "Du svarede ret; gør dette, så skal du leve."
29 Ali omu avrut s s spalje, š aša jel ăntrijabă p Isusu: “D činje rubjaštje kănd zakonu zăče ‘bližnji alu mjov’?”
Men han vilde gøre sig selv retfærdig og sagde til Jesus: "Hvem er da min Næste?"
30 Isusu aodgovorit ku asta vorbă: “Njeki om putuja dăn Jeruzalem ăn trg Jerihon š la napadnit fărăčoši š alat tot dăpă jel, la butut š apljikat. Š p omula alăsat s zakă skoro mort.
Men Jesus svarede og sagde: "Et Menneske gik ned fra Jerusalem til Jeriko, og han faldt iblandt Røvere, som både klædte ham af og sloge ham og gik bort og lod ham ligge halvdød.
31 Trjače p drumula slučajno popa alu židovilor. Kănd avizut p omu karje skoro mort, la zaobiđit š apljikat maj dăpartje.
Men ved en Hændelse gik en Præst den samme Vej ned, og da han så ham, gik han forbi.
32 Isto aša pănglă lokula avinjit atunča š levitu, pomoćniku ăn Hram. Kănd la vizut, š jel la zaobiđit š apljikat maj dăpartje.
Ligeså også en Levit; da han kom til Stedet, gik han hen og så ham og gik forbi.
33 Atunča njeki omu d regija Samarija trjače p drumula. Kănd avizut p omula, ja fost žau d jel.
Men en Samaritan, som var på Rejse, kom til ham, og da han så ham, ynkedes han inderligt.
34 Avinjit la upruapje d jel, ja spălat răžnilje ku ulje š ku vinu š ja ănvilijat ku trijanca. La drikat atunča p magarac aluj š la dus ăn gostijonă š ănklo anastavit s s pobrinjaskă d jel.
Og han gik hen til ham, forbandt hans Sår og gød Olie og Vin deri, løftede ham op på sit eget Dyr og førte ham til et Herberge og plejede ham.
35 Mănje zuvă jel adat duavă kovanic d arđint alu gazdăj alu gostijonăj, š ja zăs: ‘Brinjaštitje d jel š akă maj mult putrošăštj, c plătjesk kănd m ănturča.’”
Og den næste Dag tog han to Denarer frem og gav Værten dem og sagde: Plej ham! og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer igen.
36 A Isusu antribat p učitelju d zakon alu Mojsije: “Če găndješt? Karje d ăštja trje alu omuluj sa pokazăt k je bližnji alu omula karje la napadnit fărăčoši?”
Hvilken af disse tre tykkes dig nu at have været hans Næste, der var falden iblandt Røverne?"
37 Azăs učitelju d zakon alu Mojsije: “Ăla karje ja pokazăt milă.” Isusu ja azăs: “Binje ajzăs. Fuđ š făj kum š jel afukut.”
Men han sagde: "Han, som øvede. Barmhjertighed imod ham." Og Jesus sagde til ham: "Gå bort, og gør du ligeså!"
38 Pănd Isusu š učenikurlje aluj nastavja s putujaskă kătri Jeruzalem, auntrat ăn unu sat. Ačija afost njeka mujarje karje s kima Marta. La primit ăn kasa alu je.
Men det skete, medens de vare på Vandring, gik han ind i en Landsby; og en Kvinde ved Navn Martha modtog ham i sit Hus.
39 Avut soră karje s kima Marija. Pănd Domnu Isusu ănvăca, Marija šidja š punja urjajke.
Og hun havde en Søster, som hed Maria, og hun satte sig ved Herrens Fødder og hørte på hans Tale.
40 A Marta afost mult zabrinută k mora s pripremjaskă tuată mănkarja, pa ja avinjit s s žaljaskă: “Domnulje, nu c brigă če sorimja ma lăsat săngură s lukrjez tot lukru? Zi alu je s m ažutje!”
Men Martha havde travlt med megen Opvartning; og hun kom hen og sagde: "Herre! bryder du dig ikke om, at min Søster har ladet mig opvarte ene? Sig hende dog, at hun skal hjælpe mig."
41 Ali Domnu Isusu ja zăs: “Draga Marta! Nu trjebje s t brinještj š t uznemirještj d aja če găndješt k trjebje.
Men Herren svarede og sagde til hende: "Martha! Martha! du gør dig Bekymring og Uro med mange Ting;
42 A una stvar karje trjebje s puj urjajke la vorba amja. Marija aja ashvatit, š aja nusă fije lat dăla ja.”
men eet er fornødent. Maria har valgt den gode Del, som ikke skal tages fra hende."
