< Salmos 142 >
1 Instrução de Davi; oração quando ele estava na caverna: Com minha voz clamo ao SENHOR; com minha voz suplico ao SENHOR.
(En Maskil af David, da han var i hulen. En Bøn.) Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,
2 Diante dele derramo meu pedido; diante dele contei minha angústia.
udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.
3 Estando meu espírito angustiado em mim, tu conheceste meu percurso; no caminho em que eu andava esconderam um laço de armadilha para mim.
Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.
4 Eu olho à direita, e eis que não há quem me conheça; não há nenhum refúgio para mim; nem ninguém se importava com minha alma.
Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.
5 Eu clamo a ti, SENHOR, dizendo: Tu és meu refúgio, [e] minha porção na terra dos viventes.
HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!
6 Presta atenção aos meus gritos, porque estou muito oprimido; resgata-me daqueles que me perseguem, pois são mais fortes que eu.
Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;
7 Tira minha alma da prisão, para que eu louve o teu nome; os justos me rodearão, porque tu me tratarás bem.
udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.