Iyyoob 30
1 “Amma garuu warri umuriidhaan naa gadii, kanneen ani abbootii isaanii saroota hoolota koo tiksitu wajjin iyyuu madaaluu tuffadhe, kunoo natti qoosu.
Men nu ler de av mig, de som er yngre av år enn jeg, hvis fedre jeg aktet så ringe at jeg ikke vilde sette dem blandt mine fehunder.
2 Warra humna dhaban, jabinni irree isaanii maal na fayyada?
Hvad hjelp kunde jeg også ha av dem, de som har mistet all manndomskraft?
3 Isaan rakkinaa fi beelaan laafan; lafa gogaa keessa, gammoojjii namni keessa hin jiraanne keessa halkaniin jooran.
De er uttæret av nød og sult; de gnager på den tørre mo, som allerede igår var ørk og øde;
4 Daggala keessaa biqiltuu soogiddaa funaannatan; nyaanni isaaniis hidda mukaa kan hin miʼoofne ture.
de plukker melde innunder buskene, og gyvelbuskens røtter er deres brød.
5 Isaan namoota gidduudhaa ariʼaman; namoonnis akkuma waan hattuutti iyyaniitti itti iyyan.
Fra menneskenes samfund jages de ut; folk roper efter dem som efter tyver.
6 Isaan akka laga gogaa keessa, kattaa gidduu fi boolla lafaa keessa jiraataniif dirqamaman.
I fryktelige kløfter må de bo, i huler i jord og berg.
7 Bosona keessatti ni halaaku; daggala keessattis walitti tuutaʼu.
Mellem buskene skriker de, i neslekratt samler de sig,
8 Isaan gowwoota maqaa hin qabne, kanneen biyyaa ariʼaman turan.
barn av dårer og æreløse folk, pisket ut av landet.
9 “Amma ilmaan isaanii sirba natti baafatan; ani isaan gidduutti waan kolfaa taʼeera.
Og nu er jeg blitt til en spottesang og et ordsprog for dem.
10 Isaan xireeffatanii narraa fagaatan; fuula kootti tufuu irraas duubatti hin deebiʼan.
De avskyr mig, holder sig langt borte fra mig, og mitt ansikt sparer de ikke for spytt;
11 Sababii Waaqni iddaa koo laafisee gad na deebiseef, isaan fuula koo duratti luugama baafatan.
for de har løst sine tøiler og ydmyket mig, og bislet har de kastet av for mine øine.
12 Karaa mirga kootiin addaggeewwan kaʼaniiru; miilla kootiif kiyyoo kaaʼaniiru; biyyoos akka dallaa natti naannessan.
Ved min høire side reiser deres yngel sig; mine føtter støter de bort og legger sine ulykkesveier mot mig.
13 Isaan karaa koo natti cufu; na galaafachuufis ni milkaaʼu; namni isaan dhowwu tokko iyyuu hin jiru.
De bryter op min sti, de gjør hvad de kan for å ødelegge mig, de som selv ingen hjelper har.
14 Akkuma nama qaawwa balʼaan dhufuutti, ona diigamaa keessa gangalachaa natti dhufu.
Som gjennem en vid revne kommer de; gjennem nedstyrtende murer velter de sig frem.
15 Sodaan na liqimseera; ulfinni koo akkuma waan bubbeedhaan fudhatamuutti narraa fudhatameera; badhaadhummaan koos akkuma duumessaa bada.
Redsler har vendt sig mot mig, som stormen forfølger de min ære, og som en sky er min velferd faret bort.
16 “Amma lubbuun koo na keessatti dhumteerti; barri rakkinaas na qabateera.
Og nu utøser min sjel sig i mig; trengsels dager holder mig fast.
17 Halkan keessa lafeen koo ni waraanama; dhukkubbiin na nyaatus natti hin furu.
Natten gjennemborer mine ben, så de faller av, og min verk og pine hviler ikke.
18 Waaqni humna jabaadhaan uffata koo qabeera; akkuma morma wayyaa kootti hudhee na qabeera.
Ved Guds store kraft er det blitt slik med mig at min klædning ikke er til å kjenne igjen; den henger tett omkring mig som kraven på min underkjortel.
19 Inni darbatee dhoqqee keessa na buusa; anis akkuma biyyoo fi daaraa taʼeera.
Han har kastet mig ut i skarnet, så jeg er blitt lik støv og aske.
20 “Yaa Waaqi, ani sitti nan iyyadha; ati garuu deebii naa hin kennitu; ani nan dhaabadha; ati garuu calʼistee na ilaalta.
Jeg skriker til dig, men du svarer mig ikke; jeg står der, og du bare ser på mig.
21 Ati gara jabinaan natti garagalta; irree kee jabaadhaanis na dhoofta.
Du er blitt grusom mot mig, med din sterke hånd forfølger du mig.
22 Ol na buttee fuula bubbee dura na oofta; bubbee hamaa keessas asii fi achi na aata.
Du løfter mig op i stormen, du lar mig fare avsted, og du lar mig forgå i dens brak;
23 Ani akka ati gara duʼaatti, gara mana warra lubbuun jiraatan hundaaf ramadameetti na geessitu nan beeka.
for jeg vet at du fører mig til døden, til den bolig hvor alt levende samles.
24 “Dhuguma iyyuu yeroo inni rakkatee gargaarsa barbaachaaf iyyutti, namni harka isaa isa irra kaaʼu tokko iyyuu hin jiru.
Dog, rekker ikke mennesket ut sin hånd når alt synker i grus? Skriker han ikke om hjelp når han er kommet i ulykke?
25 Ani warra rakkina keessa jiraniif hin boonyee? Lubbuun koos hiyyeeyyiif hin gaddinee?
Gråt jeg ikke selv over den som hadde hårde dager? Sørget ikke min sjel over den fattige?
26 Garuu utuu ani waan gaarii abdadhuu, wanni hamaan natti dhufe; utuu ani ifa eeggadhuus, dukkanni natti dhufe.
For jeg ventet godt, men det kom ondt; jeg håpet på lys, men det kom mørke.
27 Keessi koo jeeqamaa jira; gonkumaa hin qabbanoofne; barri gidiraas natti dhufeera.
Mine innvoller koker og er ikke stille; trengsels dager er kommet over mig.
28 Ani jajjabina dhabee asii fi achi deemee nan booʼa; waldaa keessa dhaabadhees gargaarsaaf nan iyya.
Sort går jeg omkring, men ikke av solens hete; midt iblandt folk reiser jeg mig og roper om hjelp.
29 Ani obboleessa waangoo, michuu urunguus taʼeera.
Jeg er blitt en bror av sjakaler og en stallbror av strutser.
30 Gogaan koo gurraachaʼee qolli irraa kaʼeera; dhagni koos hoʼaan bobaʼeera.
Min hud er sort og faller av mig, og mine ben er brent av hete.
31 Baganaan koo booʼichaaf, ululleen koo immoo sagalee iyyaatiif qopheeffameera.
Og min citar er blitt til sorg, og min fløite til gråt og klage.
