Salmenes 95

1 Kom, lat oss fegnast for Herren, lat oss ropa av frygd for vårt frelse-berg!

Kom, lad os Juble, for HERREN, råbe af fryd for vor Frelses Klippe,

2 Lat oss stiga fram for hans åsyn med lovsong, lat oss syngja vår fagnad for honom i salmar!

møde med Tak for hans Åsyn, juble i Sang til hans Pris!

3 For ein stor Gud er Herren og ein stor konge yver alle gudar,

Thi HERREN er en vældig Gud, en Konge stor over alle Guder;

4 han som i si hand hev det djupaste av jordi, og som eig topparne av fjelli.

i hans Hånd er Jordens dybder, Bjergenes Tinder er hans;

5 Han eig havet, for han hev skapt det, og turrlendet hev hans hender laga.

Havet er hans, han har skabt det, det tørre Land har hans Hænder dannet.

6 Kom, lat oss falla ned og bøygja oss, lat oss bøygja kne for Herren, vår skapar!

Kom, lad os bøje os, kaste os ned, knæle for HERREN, vor Skaber!

7 For han er vår Gud, og me er det folk han føder, og den hjord som handi hans leider. Å, vilde de høyra på hans røyst i dag!

Thi han er vor Gud, og vi er det Folk, han vogter, den Hjord, han leder. Ak, lytted I dog i Dag til hans Røst:

8 Forherd ikkje dykkar hjarta som ved Meriba, som på Massa-dagen i øydemarki,

"Forhærder ej eders Hjerte som ved Meriba, som dengang ved Massa i Ørkenen,

9 der federne dykkar freista meg! Dei prøvde meg, endå dei hadde set mi gjerning.

da eders Fædre fristede mig, prøved mig, skønt de havde set mit Værk.

10 I fyrti år var eg leid av den ætti, og eg sagde: «Dei er eit folk med villfarande hjarta, og dei kjenner ikkje vegarne mine.»

Jeg væmmedes fyrretyve År ved denne Slægt, og jeg sagde: Det er et Folk med vildfarne Hjerter, de kender ej mine Veje.

11 So svor eg i min vreide: «Sanneleg, dei skal ikkje koma inn til mi kvila.»

Så svor jeg da i min Vrede: De skal ikke gå ind til min Hvile!