Salmenes 90

1 Ei bøn av gudsmannen Moses. Herre, du hev vore ei livd for oss frå ætt til ætt.

Herre! du har været vor Bolig fra Slægt til Slægt.

2 Fyrr fjelli vart til, og du skapte jordi og heimen, ja frå æva og til æva er du Gud.

Før Bjergene bleve til, og du dannede Jorden og Jorderige, fra Evighed til Evighed er du Gud.

3 Du let menneskja venda um til dust og segjer: «Vend um att, de menneskjeborn!»

Du vender det med et Menneske, at han bliver knust; og du siger: Kommer igen, I Menneskens Børn!

4 For tusund år er i dine augo som dagen i går når han lid, som ei vakt um natti.

Thi tusinde Aar ere for dine Øjne som den Dag i Gaar, naar den er forbigangen; og som en Nattevagt.

5 Du riv deim burt som i flaum, dei vert som ein svevn, um morgonen er dei som groande graset;

Du bortskyller dem, de blive som en Søvn, om Morgenen ere de som Græs, der gaar bort.

6 um morgonen blømer det og gror, um kvelden visnar det burt og turkast upp.

Om Morgenen blomstrer det, og det gaar bort, om Aftenen afhugges det og tørres.

7 For me hev forgjengest ved din vreide, og ved din harm er me burtskræmde.

Thi vi fortæres i din Vrede, og vi forfærdes i din Harme.

8 Du hev sett våre misgjerder for augo dine, vår løynde synd i ljoset frå di åsyn.

Du har sat vore Misgerninger for dine Øjne, vor skjulte Synd for dit Ansigts Lys.

9 For alle våre dagar er framfarne i din vreide, me hev livt våre år til ende som ein sukk.

Thi alle vore Dage ere svundne bort i din Vrede, vi have hentæret vore Aar som en Tanke.

10 Vår livstid, ho varer sytti år, og når der er mykje kraft, åtteti år, og jamvel det stoltaste er møda og fåfengd, for snart er det framfare, og me flaug burt.

Vore Aars Dage, de ere halvfjerdsindstyve Aar, og er der Styrke, firsindstyve Aar; og deres Stolthed er Møje og Forfængelighed; thi hastelig gaar den forbi, og vi flyve derfra.

11 Kven kjenner styrken i din vreide og din harm, soleis som ein bør ottast deg?

Hvo kender din Vredes Magt og din Harme, saaledes som Frygten for dig udkræver?

12 Å telja våre dagar, det lære du oss, at me kann få visdom i hjarta.

Lær os saaledes at tælle vore Dage, at vi bekomme Visdom i Hjertet.

13 Vend um, Herre! Kor lenge? Og lat det gjera deg vondt for tenarane dine!

Vend om, Herre! hvor længe —? og lad det gøre dig ondt over dine Tjenere.

14 Metta oss med di miskunn når morgonen renn, so vil me fegnast og gleda oss alle våre dagar!

Mæt os aarle med din Miskundhed, saa ville vi synge med Fryd og være glade i alle vore Dage.

15 Gled oss etter dei dagar du hev bøygt oss, etter dei år me hev set ulukka!

Glæd os efter de Dage, som du har plaget os, efter de Aar, som vi have set Ulykke.

16 Lat di gjerning syna seg for tenarane dine og din herlegdom yver deira born!

Lad din Gerning aabenbares for dine Tjenere og din Herlighed over deres Børn.

17 Og Herren, vår Guds ynde vere yver oss, og det våre hender gjer, gjeve du framgang for oss, ja, det våre hender gjer, det gjeve du framgang!

Og Herrens, vor Guds, Livsalighed være over os, og gør du vore Hænders Gerning fast for os, ja, gør vore Hænders Gerning fast!