Salmenes 78
1 Ein song til lærdom av Asaf. Lyd, mitt folk, på læra mi, legg øyra til det munnen min talar!
Poučna pjesma. Asafova. Poslušaj, narode moj, moju nauku, prikloni uho riječima usta mojih!
2 Eg vil opna min munn med fyndord, eg vil lata gåtor frå gamall tid strøyma ut.
Otvorit ću svoja usta na pouku, iznijet ću tajne iz vremena davnih.
3 Det me hev høyrt og veit, og det våre feder hev fortalt oss,
Ono što čusmo i saznasmo, što nam kazivahu oci,
4 det vil me ikkje dylja for deira born, men fortelja Herrens pris for den komande ætti, og hans styrke og hans under, som han hev gjort.
nećemo kriti djeci njihovoj, predat ćemo budućem koljenu: slavu Jahvinu i silu njegovu i djela čudesna što ih učini.
5 Han hev sett upp eit vitnemål i Jakob, og ei lov hev han lagt i Israel, som han baud våre feder, til å kunngjera deim for borni,
Svjedočanstvo podiže on u Jakovu, Zakon postavi u Izraelu, da ono što naredi ocima našim oni djeci svojoj objave,
6 so den komande ætti, dei born som skulde verta fødde, kunde kjenna deim, at dei kunde koma fram og fortelja um deim til sine born,
da sazna budući naraštaj, i sinovi koji će se roditi da djeci svojoj kazuju
7 og setja si von til Gud, og ikkje gløyma Guds verk, men taka vare på hans bodord,
da u Boga ufanje svoje stave i ne zaborave djela Božjih, već da vrše zapovijedi njegove,
8 og ikkje vera som deira feder, ei tver og tråssug ætt, ei ætt som ikkje gjorde sitt hjarta fast, og som i si ånd ikkje var trufast mot Gud.
kako ne bi bili, kao oci njihovi, naraštaj buntovan, prkosan - naraštaj srcem nestalan i duhom Bogu nevjeran.
9 Efraims born, dei væpna bogeskyttarar, dei snudde på stridsdagen.
Sinovi Efrajimovi, ratnici s lukom, u dan bitke okrenuše leđa.
10 Dei heldt ikkje Guds pakt og vilde ikkje ferdast i hans lov.
Saveza s Bogom ne održaše i ne htjedoše hoditi po Zakonu njegovu.
11 Og dei gløymde hans storverk og hans under som han hadde synt deim.
Zaboraviše na djela njegova, na čudesa koja im pokaza.
12 For deira feder hadde han gjort under i Egyptarlandet på Soans mark.
Pred njihovim ocima činio je znakove u Egiptu, u Soanskom polju.
13 Han kløyvde havet og let deim ganga igjenom, og let vatnet standa som ein haug.
On more razdijeli i njih prevede, vode kao nasip uzdiže.
14 Og han leidde deim med skyi um dagen, og heile natti ved elds ljos.
Danju ih vodio oblakom, a svu noć ognjem blistavim.
15 Han kløyvde berg i øydemarki og let deim drikka som av store vatsdjup.
U pustinji hrid prolomi i napoji ih obilno kao iz bezdana.
16 Og han let bekkjer koma or fjellet og fekk vatn til å renna ned som elvar.
Iz stijene izbi potoke te izvede vode k'o velike rijeke.
17 Men dei heldt endå på og synda imot honom, og var tråssuge mot den Høgste i øydemarki.
A oni jednako griješiše, prkosiše Višnjem u pustinji.
18 Og dei freista Gud i sitt hjarta, so dei kravde mat for si lyst.
Boga su kušali u srcima svojim ištuć' (jela) svojoj pohlepnosti.
19 Og dei tala imot Gud, dei sagde: «Kann vel Gud duka bord i øydemarki?
Prigovarali su Bogu i pitali: “Može li Gospod stol u pustinji prostrti?
20 Sjå, han slo i berg, so vatn rann ut, og bekkjer fløymde. Tru han og kann gjeva brød, eller koma med kjøt til sitt folk?»
Eno, udari u hrid, i voda poteče i provreše potoci: a može li dati i kruha, i mesa pružiti svome narodu?”
21 Difor, då Herren høyrde det, vart han harm, og eld loga upp mot Jakob, og vreide reiste seg mot Israel;
Kad to začu Jahve, gnjevom usplamtje: oganj se raspali protiv Jakova, srdžba se razjari protiv Izraela,
22 for dei trudde ikkje på Gud og leit ikkje på hans frelsa.
jer ne vjerovaše Bogu niti se u njegovu pomoć uzdaše.
23 Og han gav skyerne ovantil, og himmelportarne let han upp.
Pa ozgo naredi oblaku i otvori brane nebeske,
24 Og han let manna regna yver deim til føda, og himmelkorn gav han deim.
k'o kišu prosu na njih mÓanu da jedu i nahrani ih kruhom nebeskim.
25 Englebrød fekk menneskje eta, nista sende han deim til mette.
Čovjek blagovaše kruh Jakih; on im dade hrane do sitosti.
26 Han let austanvinden fara ut i himmelen, og han førde sunnanvinden fram ved si magt.
Probudi na nebu vjetar istočni i svojom silom južnjak dovede.
27 Og han let kjøt regna yver deim som dust, og fljugande fuglar som havsens sand,
Prosu na njih mesa k'o prašine i ptice krilatice k'o pijeska morskoga.
28 og han let deim falla ned midt i deira læger, kringum deira bustader.
Padoše usred njihova tabora i oko šatora njihovih.
29 Og dei åt og vart ovleg mette, og det dei hadde hug på, let han deim få.
Jeli su i nasitili se, želju njihovu on im ispuni.
30 Dei var ikkje komne burt frå si lyst, endå hadde dei maten i munnen,
Još nisu svoju utažili pohlepu i jelo im još bješe u ustima,
31 då steig Guds vreide upp imot deim, og han drap deira sterke menner hjå deim, og Israels ungdomar slo han ned.
kad se srdžba Božja na njih raspali: pokosi smrću prvake njihove i mladiće pobi Izraelove.
32 Med alt dette synda dei endå, og dei trudde ikkje på hans under.
Uza sve to griješiše dalje i ne vjerovaše u čudesna djela njegova.
33 Og han let deira dagar kverva i fåfengd, og deira år i rædsla.
I skonča im dane jednim dahom i njihova ljeta naglim svršetkom.
34 Når han slo deim ned, då spurde dei etter honom, og vende um og søkte Gud,
Kad ih ubijaše, tražiše ga i opet pitahu za Boga;
35 og kom i hug at Gud var deira berg og den høgste Gud var deira atterløysar.
spominjahu se da je Bog hridina njihova i Svevišnji njihov otkupitelj.
36 Men dei gjølte for honom med sin munn, og laug for honom med si tunga.
Ali ga opet ustima svojim varahu i jezikom svojim lagahu njemu.
37 Og deira hjarta hekk ikkje fast ved honom, og dei var ikkje true mot hans pakt.
Njihovo srce s njime ne bijaše, nit' bijahu vjerni Savezu njegovu.
38 Men han er miskunnsam, han forlet skuld og tyner ikkje, og mange gonger let han sin vreide venda um, og han vakte ikkje heile sin harm.
A on im milosrdno grijeh praštao i nije ih posmicao; često je gnjev svoj susprezao da ne plane svom jarošću.
39 Og han kom i hug at dei var kjøt, ein andepust som kverv og ikkje kjem att.
Spominjao se da su pÓut i dah koji odlazi i ne vraća se više.
40 Kor ofte dei tråssa honom i øydemarki og gjorde honom sorg i audni!
Koliko mu prkosiše u pustinji i žalostiše ga u samotnom kraju!
41 Og dei freista atter Gud og krenkte Israels Heilage.
Sve nanovo iskušavahu Boga i vrijeđahu Sveca Izraelova
42 Dei kom ikkje handi hans i hug, eller den dagen då han fria deim frå fienden,
ne spominjuć' se ruke njegove ni dana kad ih od dušmana izbavi,
43 då han gjorde sine teikn i Egyptarland, og sine undergjerningar på Soans mark.
ni znakova njegovih u Egiptu, ni čudesnih djela u polju Soanskom.
44 Og han gjorde deira elvar til blod, og sine rennande vatn kunde dei ikkje drikka.
U krv im pretvori rijeke i potoke, da ne piju.
45 Han sende imot deim flugesvermar som åt deim upp, og froskar som tynte deim.
Posla na njih obade da ih žderu i žabe da ih more.
46 Og han gav deira grøda til gnagaren og deira arbeid til grashoppen.
I predade skakavcu žetvu njihovu, i plod muke njihove žderaču.
47 Han slo deira vintre ned med hagl og deira morbærtre med haglsteinar.
Vinograde im tučom udari, a mrazom smokvike njihove.
48 Og han gav deira fe til haglet og deira hjorder til eldingarne.
I predade grÓadu njihova goveda i munjama stada njihova.
49 Han sende på deim sin brennande vreide, sinne og harm og trengsla, ei sending av uferds-englar.
Obori na njih svu žestinu gnjeva svog, jarost, bijes i nevolju: posla na njih anđele nesreće.
50 Han braut veg for sin vreide, han sparde ikkje deira sjæl for dauden, og deira liv gav han til sotti.
I put gnjevu svojem otvori: ne poštedje im život od smrti, životinje im izruči pošasti.
51 Og han slo alle fyrstefødde i Egyptarland, fyrstegrøda av dei sterke i Khams tjeld.
Pobi u Egiptu sve prvorođeno, prvence u šatorju Hamovu.
52 Og han let sitt folk fara av stad som sauer, og førde deim som ei hjord i øydemarki.
I povede narod svoj kao ovce i vođaše ih kao stado kroz pustinju.
53 Og han leidde deim trygt, og dei ræddast ikkje, men havet løynde deira fiendar.
Pouzdano ih je vodio te se nisu bojali, a more je prekrilo dušmane njihove.
54 Og han førde deim til sitt heilage landmerke, det fjell som hans høgre hand hadde vunne.
U Svetu zemlju svoju on ih odvede, na bregove što mu ih osvoji desnica.
55 Og han dreiv ut heidningar for deim, og let deira land falla til deim som arv, og let Israels ætter bu i deira tjeld.
Pred njima istjera pogane, konopom im podijeli baštinu, pod šatorjem njihovim naseli plemena izraelska.
56 Men dei freista Gud, den Høgste, og tråssa honom, og hans vitnemål agta dei ikkje på.
A oni iskušavali i gnjevili Boga Višnjega i nisu držali zapovijedi njegovih.
57 Og dei veik av og var utrugne som deira feder, dei vende um som ein veik boge.
Otpadoše, iznevjeriše se k'o oci njihovi, k'o luk nepouzdan oni zatajiše.
58 Dei harma honom med sine haugar og eggja honom med sine avgudar.
Na gnjev ga nagnaše svojim uzvišicama, na ljubomor navedoše kumirima svojim.
59 Gud høyrde det og vart vreid, og han vart svært leid av Israel.
Bog vidje i gnjevom planu, odbaci posve Izraela.
60 Og han gjekk burt frå sin bustad i Silo, det tjeld han hadde slege upp millom menneskje.
I napusti boravište svoje u Šilu, Šator u kojem prebivaše s ljudima.
61 Og han let sin styrke verta førd burt som fange, og gav si æra i fiendehand.
Preda u ropstvo snagu svoju i svoju diku u ruke dušmanske.
62 Og han gav sitt folk til sverdet, og på sin arv harmast han.
Narod svoj prepusti maču, raspali se na svoju baštinu.
63 Eld åt deira unge menner, og deira møyar fekk ingen bruresong.
Mladiće njihove oganj proguta, ne udaše se djevice njihove.
64 Deira prestar fall for sverdet, og deira enkjor fekk ikkje syrgja
Svećenici njihovi padoše od mača, ne zaplakaše Óudove njihove.
65 Då vakna Herren som ein sovande, som ei kjempa frå rus av vin.
Tad se k'o oda sna trgnu Gospodin, k'o ratnik vinom savladan.
66 Og han slo sine fiendar attende, og han førde yver deim æveleg skam.
Udari otraga dušmane svoje, sramotu im vječitu zadade.
67 Og han støytte burt Josefs tjeld, og Efraims ætt valde han ikkje ut.
On odbaci šator Josipov i Efrajimovo pleme ne odabra,
68 Men han valde Judas ætt, Sions fjell som han elska.
već odabra pleme Judino i goru Sion koja mu omilje.
69 Og han bygde sin heilagdom som høge fjell, liksom jordi som han hev grunnfest til æveleg tid.
Sagradi Svetište k'o nebo visoko, k'o zemlju utemelji ga dovijeka.
70 Og han valde ut David, sin tenar, og tok honom frå sauegrindarne.
Izabra Davida, slugu svojega, uze ga od torova ovčjih;
71 Han førde honom frå lambsauerne som han fylgde, til å gjæta Jakob, sitt folk, og Israel, sin arv.
odvede ga od ovaca dojilica da pase Jakova, narod njegov, Izraela, baštinu njegovu.
72 Og han gjætte deim etter sitt ærlege hjarta, og med si kloke hand leidde han deim.
I pasao ih je srcem čestitim i brižljivim rukama vodio.
