Salmenes 77

1 Til songmeisteren, for Jedutun; ein salme av Asaf. Eg ropar til Gud, og eg vil skrika; eg ropar til Gud, og han vil venda øyra til meg.

Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme.

2 Den Dagen eg er i naud, søkjer eg Herren, um natti retter eg ut handi, og ho vert ikkje trøytt, mi sjæl vil ikkje lata seg trøysta.

Jeg raaber højt til Gud, højt til Gud, og han hører mig;

3 Eg vil koma Gud i hug og sukka, eg vil tenkja etter, og mi ånd vanmegtast. (Sela)

jeg søger Herren paa Nødens Dag, min Haand er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste;

4 Du held augo mine vakande, eg er uroleg og talar ikkje.

jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Aand vansmægter. (Sela)

5 Eg tenkjer på fordoms dagar, på lengst framfarne år.

Du holder mine Øjne vaagne, jeg er urolig og maalløs.

6 Eg vil koma i hug min strengleik um natti, i mitt hjarta vil eg grunda, og mi ånd vil ransaka.

Jeg tænker paa fordums Dage, ihukommer længst henrundne Aar;

7 Vil Herren æveleg støyta burt? vil han ikkje lenger visa nåde?

jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Aand.

8 Er det for all tid ute med hans miskunn? Hev hans lovnad vorte upp i inkje frå ætt til ætt?

Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Naade,

9 Hev Gud gløymt å vera nådig? Eller hev han i vreide stengt for sin godhug? (Sela)

er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid,

10 Eg segjer: Dette er mi plåga, det er år frå høgre handi til den Høgste.

har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? (Sela)

11 Eg vil forkynna Herrens gjerningar, for eg vil minnast dine under frå fordoms tid.

Jeg sagde: Det er min Smerte, at den Højestes højre er ikke som før.

12 Og eg vil tenkja etter alt ditt verk, og på dine store gjerningar vil eg grunda.

Jeg kommer HERRENS Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu.

13 Gud, i heilagdom er din veg, kven er ein gud, stor som Gud?

Jeg tænker paa al din Gerning og grunder over dine Værker.

14 Du er den Gud som gjer under; du hev kunngjort din styrke millom folkeslagi.

Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud saa stor som Gud!

15 Du hev løyst ditt folk ut med velde, borni åt Jakob og Josef. (Sela)

Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene,

16 Vatni såg deg, Gud, vatni såg deg og bivra, ja, djupi skalv.

udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. (Sela)

17 Skyerne gav vatn, himmelen dunde, ja, dine piler flaug ikring.

Vandene saa dig, Gud, Vandene saa dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve;

18 Di tora dunde i kvervelstormen, eldingar lyste upp jordriket, jordi skalv og riste.

Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjalded, dine Pile for hid og did;

19 I havet gjekk din veg, og dine stigar gjenom store vatn, og dine fotspor vart ikkje kjende.

din bragende Torden rulled, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv;

20 Du førde ditt folk som ei hjord ved handi åt Moses og Aron.

din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke. Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's og Arons Haand.