Salmenes 77

1 Til songmeisteren, for Jedutun; ein salme av Asaf. Eg ropar til Gud, og eg vil skrika; eg ropar til Gud, og han vil venda øyra til meg.

Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af Asaf.

2 Den Dagen eg er i naud, søkjer eg Herren, um natti retter eg ut handi, og ho vert ikkje trøytt, mi sjæl vil ikkje lata seg trøysta.

Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han vende sine Øren til mig!

3 Eg vil koma Gud i hug og sukka, eg vil tenkja etter, og mi ånd vanmegtast. (Sela)

Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag; min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af; min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste.

4 Du held augo mine vakande, eg er uroleg og talar ikkje.

Jeg vil komme Gud i Hu og jamre lydt; jeg vil tale, og min Aand maa forsmægte. (Sela)

5 Eg tenkjer på fordoms dagar, på lengst framfarne år.

Du holdt mine Øjne vaagne, jeg er bleven bekymret og taler ikke.

6 Eg vil koma i hug min strengleik um natti, i mitt hjarta vil eg grunda, og mi ånd vil ransaka.

Jeg tænkte paa de fordums Dage, paa de længst henrundne Aar.

7 Vil Herren æveleg støyta burt? vil han ikkje lenger visa nåde?

Jeg vil komme min Strengeleg i Hu om Natten; jeg vil tale i mit Hjerte, og min Aand skal granske.

8 Er det for all tid ute med hans miskunn? Hev hans lovnad vorte upp i inkje frå ætt til ætt?

Vil da Herren forkaste i al Evighed og ikke vedblive at være naadig mere?

9 Hev Gud gløymt å vera nådig? Eller hev han i vreide stengt for sin godhug? (Sela)

Er hans Miskundhed ude evindelig? har hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt?

10 Eg segjer: Dette er mi plåga, det er år frå høgre handi til den Høgste.

Har Gud glemt at være naadig? eller har han i Vrede tillukket sin Barmhjertighed? (Sela)

11 Eg vil forkynna Herrens gjerningar, for eg vil minnast dine under frå fordoms tid.

Da sagde jeg: Dette er min Lidelse; at forandre det staar i den Højestes højre Haand.

12 Og eg vil tenkja etter alt ditt verk, og på dine store gjerningar vil eg grunda.

Jeg vil komme Herrens Gerninger i Hu; jeg vil komme dine underfulde Ting fra fordums Tid i Hu.

13 Gud, i heilagdom er din veg, kven er ein gud, stor som Gud?

Og jeg vil grunde paa al din Gerning; og jeg vil tale om dine Idrætter.

14 Du er den Gud som gjer under; du hev kunngjort din styrke millom folkeslagi.

O Gud! din Vej er i Hellighed; hvo er en Gud stor som Gud?

15 Du hev løyst ditt folk ut med velde, borni åt Jakob og Josef. (Sela)

Du er den Gud, som gør underfulde Ting, du har kundgjort din Styrke iblandt Folkene.

16 Vatni såg deg, Gud, vatni såg deg og bivra, ja, djupi skalv.

Du genløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josefs Børn. (Sela)

17 Skyerne gav vatn, himmelen dunde, ja, dine piler flaug ikring.

Vandene saa dig, Gud! Vandene saa dig, de bleve bange, ja, Afgrundene bævede.

18 Di tora dunde i kvervelstormen, eldingar lyste upp jordriket, jordi skalv og riste.

De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave Drøn, ja, dine Pile fore frem.

19 I havet gjekk din veg, og dine stigar gjenom store vatn, og dine fotspor vart ikkje kjende.

Din Tordens Drøn rullede, Lynet oplyste Jorderige; Jorden bævede og skælvede.

20 Du førde ditt folk som ei hjord ved handi åt Moses og Aron.

Din Vej var i Havet og dine Stier i de store Vande, og dine Fodspor bleve ikke kendte. Du førte dit Folk som Hjorden ved Mose og Arons Haand.