Salmenes 74

1 Ein song til lærdom av Asaf. Kvifor hev du, Gud, støytt oss burt til æveleg tid? Kvifor ryk din vreide mot den hjord du beiter?

(En maskil af Asaf.) Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evig, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter?

2 Kom i hug din lyd som du fekk deg i fordoms tid, som du løyste ut til å vera din arvs ætt, Sions fjell der du bur.

Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, - du udløste den til din Ejendoms Stamme - Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.

3 Stig upp til dei ævelege øydehus! Alt hev fienden brote sund i heilagdomen.

Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.

4 Dine motstandarar hev bura midt i ditt samlingshus, dei hev sett sine merke upp til merke.

Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri.

5 Det såg ut som når ein lyfter øksar og høgg i tettvakse tre.

Det så ud, som når man løfter Økser i Skovens Tykning.

6 Og no, alt som fanst av utskurd, det slo dei sund med øks og hamar.

Og alt det udskårne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.

7 Dei hev sett eld på heilagdomen din, reint til grunnen hev dei vanhelga bustaden for ditt namn.

På din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.

8 Dei hev sagt i sitt hjarta: «Lat oss tyna deim alle i hop!» Dei hev brent upp alle Guds samlingshus i landet.

De tænkte: "Til Hobe udrydder vi dem!" De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.

9 Våre merke ser me ikkje, det finst ingen profet lenger, og ingen hjå oss som veit kor lenge.

Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.

10 Gud, kor lenge skal motstandaren spotta, fienden vanvyrda ditt namn æveleg?

Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at håne dit Navn?

11 Kvifor dreg du di hand, di høgre hand, attende? Tak henne ut or barmen, og øydelegg!

Hvorfor holder du din Hånd tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?

12 Gud er då min konge frå gamall tid, som skaper frelsa midt på jordi.

Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet.

13 Du skilde havet ved din styrke, du krasa hovudi til drakarne på vatnet.

Du kløvede Havet med Vælde, knuste på Vandet Dragernes Hoved;

14 Du slo sund hovudi til Livjatan, du gjorde honom til føda for folk i øydemarki.

du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;

15 Du let kjelda og bekk renna fram, du turka ut årgangs elvar.

Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;

16 Deg høyrer dagen til, deg høyrer og natti til, du hev laga ljosi og soli.

din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,

17 Du hev sett fast alle grensor på jordi, sumar og vinter - du hev laga deim.

du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter.

18 Kom i hug dette: Fiendar hev spotta Herren, og eit dårlegt folk hev vanvyrdt ditt namn.

Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har spottet dit Navn!

19 Gjev ikkje turtelduva di til den mordfuse flokken, gløym ikkje æveleg flokken av dine armingar!

Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;

20 Sjå til di pakt! for løyndekrokarne i landet er fulle av valds-bøle.

se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.

21 Lat ikkje den nedtrykte snu um med skam, lat den arme og fatige lova ditt namn!

Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!

22 Statt upp, Gud! før di sak! Kom i hug at du vert spotta av dåren heile dagen!

Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af bårer,

23 Gløym ikkje røysti åt dine fiendar, ståket frå dine motstandarar som alltid stig upp!

lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!