Salmenes 73

1 Ein salme av Asaf. Ja, Gud er god mot Israel, mot deim som hev eit reint hjarta.

Kun god er Gud imod Israel, imod de rene af Hjertet.

2 Men eg - mine føter hadde so nær snåva, det skilde lite at mine stig hadde skride ut.

Men jeg — nær vare mine Fødder bøjede af Vejen; mine Skridt vare lige ved at glide ud.

3 For eg harmast på dei ovmodige, når eg såg at det gjekk dei gudlause godt.

Thi jeg blev nidkær over Daarerne; jeg maatte se, at det gik de ugudelige vel.

4 For dei er frie frå verk til dei døyr, og deira kropp er feit.

Thi der findes intet Baand for dem indtil deres Død, og deres Styrke er vel ved Magt.

5 Dei veit ikkje av naud som andre folk, og dei vert ikkje plåga som andre menneskje.

De have ikke Møje som andre Folk, og de blive ikke plagede som andre Mennesker.

6 Difor er ovmod deira halsprydnad, vald sveiper seg um deim som eit klædeplagg.

Derfor har Hovmod prydet dem som en Kæde, Vold skjuler dem som et Smykke.

7 Augo deira glytter ut or feitt, deira hjartans tankar bryt fram.

Deres Øjne staa ud af Fedme; Hjertets Tanker faa Fremgang.

8 Dei spottar og talar i vondskap um valdsverk, frå høgdi talar dei.

De haane og tale i Ondskab om at øve Vold; fra det høje tale de.

9 Dei set sin munn til himmelen, og deira tunga fer fram yver jordi.

De sætte deres Mund i Himmelen, og deres Tunge farer frem paa Jorden.

10 Difor vendar deira folk seg til, og mykje vatn syg dei inn.

Derfor vender deres Folk hid, og Vand i fulde Drag uddrikkes af dem.

11 Og dei segjer: «Korleis skulde Gud vita noko? Finst det vel kunnskap hjå den Høgste?»

Og de sige: Hvorledes skulde Gud vide det? og er der Kundskab hos den Højeste?

12 Sjå desse er ugudlege, og æveleg trygge veks dei i magt.

Se, disse ere de ugudelige; dog ere de rolige til evig Tid, de forøge deres Gods.

13 Ja, fåfengt hev eg reinsa mitt hjarta og tvege mine hender i uskyld,

Kun forgæves har jeg renset mit Hjerte og toet mine Hænder i Uskyldighed.

14 eg vart like vel plåga heile dagen, og kvar morgon fekk eg tukt.

Og dog blev jeg plaget den ganske Dag, og min Straf var der hver Morgen.

15 Dersom eg hadde sagt: «Eg vil tala soleis, » då hadde eg vore utru mot ætti av dine born.

Dersom jeg havde sagt: Jeg vil føre saadan Tale; se, da havde jeg handlet troløst imod dine Børns Slægt.

16 Og når eg tenkte etter korleis eg skulda skyna dette, vart det for mødesamt var det for meg

Og jeg tænkte efter for at forstaa det; men det var en Kval i mine Øjne,

17 - til dess eg gjekk inn i Guds heilagdomar og agta på deira ende.

indtil jeg gik ind i Guds Helligdomme og gav Agt paa deres Endeligt.

18 Ja, på hålka set du deim; du let deim falla radt til grunns.

Kun paa slibrige Steder sætter du dem; du lader dem falde til at ødelægges.

19 Kor dei vart øydelagde i ein augneblink! Dei gjekk under, fekk ein skræmeleg ende.

Hvorledes ere de i et Øjeblik gaaede til Grunde? de ere omkomne, de have faaet Ende ved Forskrækkelserne.

20 Som ein vanvyrder ein draum når ein vaknar, soleis vanvyrder du, Herre, deira bilæte når du vert vaken.

De ere ligesom en Drøm, naar een er opvaagnet; Herre! naar du opvaagner, vil du foragte deres Billede.

21 Når mitt hjarta var beiskt, og eg fekk styng i nyro,

Da mit Hjerte var bittert, og det stak mig i mine Nyrer,

22 då var eg uvitug og skyna inkje, eit fe var eg imot deg.

da var jeg ufornuftig og kunde ikke forstaa noget, jeg var som et Dyr for dig.

23 Men eg er alltid hjå deg, du hev gripe mi høgre hand.

Men jeg vil stedse blive hos dig; du holder ved min højre Haand.

24 Du vil leida meg med di råd og sidan tek du meg upp til æra.

Du leder mig efter dit Raad, og derefter optager du mig til Ære.

25 Kven hev eg i himmelen? Og når du er min, hev eg ingen hug til jordi.

Hvem har jeg i Himlene? og lige med dig har jeg ikke Lyst til noget paa Jorden.

26 Um mitt kjøt og hjarta vert til inkjes, so er Gud æveleg mitt hjartans berg og min deil.

Forsmægter mit Kød og mit Hjerte, saa er Gud mit Hjertes Klippe og min Del evindelig.

27 For sjå, dei som er langt burte frå deg, skal ganga til grunnar; du tyner alle som i hor gjeng frå deg.

Thi se, de som holde sig langt borte fra dig, omkomme; du udrydder hver den, som ved Bolen viger af fra dig.

28 Men for meg er det godt å halda meg nær til Gud, eg set mi lit til Herren, Herren, at eg må fortelja alle dine gjerningar.

Men det er mig godt, at Gud er mig nær; jeg har sat mit Haab paa den Herre, Herre, at jeg kan fortælle alle dine Gerninger.