Salmenes 71

1 Til deg, Herre, flyr eg, lat meg aldri verta til skammar!

Herre! jeg forlader mig paa dig, lad mig ikke beskæmmes evindelig!

2 Fria meg ut og berga meg ved di rettferd, bøyg ditt øyra til meg og frels meg!

Red mig ved din Retfærdighed og udfri mig; bøj dit Øre til mig og frels mig!

3 Ver meg eit berg til å bu på, der eg alltid kann koma! Du hev påbode frelsa for meg, for du er mitt fjell og mi festning.

Vær mig en Klippe til Bolig, hvorhen jeg altid kan ty, du, som har befalet at frelse mig; thi du er min Klippe og min Befæstning.

4 Min Gud, berga meg frå handi til den ugudlege, frå hans neve som er urettferdig og gjer valdsverk!

Min Gud! udfri mig af en ugudeligs Haand, af dens Haand, som gør Uret, og som undertrykker.

5 For du er den eg vonar på, Herre, Herre, den eg set mi lit til alt frå ungdomen.

Thi du er min Fortrøstning; Herre, Herre! du er min Tillid fra min Ungdom af.

6 På deg hev eg studt meg alt frå morsfanget; du er den som drog meg ut or morslivet, um deg vil eg alltid syngja min lovsong.

Paa dig har jeg forladt mig fast fra Moders Liv, du har draget mig af min Moders Skød; min Lovsang er altid om dig.

7 Som eit under hev eg vore for mange; men du er mi sterke borg.

Jeg har været for mange som et Under; men du er min stærke Tillid.

8 Min munn er full av ditt lov, av di æra heile dagen.

Lad min Mund fyldes med din Lovsang, den ganske Dag med din Pris.

9 Kasta meg ikkje burt i min alderdom, forlat meg ikkje når mi kraft vert til inkjes!

Forkast mig ikke i Alderdommens Tid; forlad mig ikke, naar min Kraft forgaar!

10 For mine fiendar hev sagt um meg, og dei som lurar på mi sjæl, legg råder i hop,

Thi mine Fjender tale imod mig, og de, som tage Vare paa min Sjæl, raadføre sig med hverandre,

11 og segjer: «Gud hev forlate honom; forfylg honom og tak honom, for det er ingen som bergar!»

sigende: Gud har forladt ham, forfølger og griber ham; thi der er ingen, som frier.

12 Gud, ver ikkje langt frå meg! Min Gud, kom meg snart til hjelp!

Gud! vær ikke langt fra mig; min Gud! skynd dig at hjælpe mig!

13 Lat deim som stend etter mitt liv, verta til skammar og ganga til grunnar! Lat deim som søkjer mi ulukka, verta klædde i spott og skam!

Lad dem beskæmmes, fortæres, som staa imod min Sjæl, lad dem iføres Forhaanelse og Skændsel, som søge min Ulykke.

14 Men eg vil alltid venta, og stødt vil eg lova deg meir og meir.

Men jeg vil altid haabe, og al din Pris vil jeg endnu mangfoldiggøre.

15 Min munn skal fortelja um di rettferd, um di frelse all dagen, for eg veit ikkje tal på deim.

Min Mund skal fortælle din Retfærdighed, din Frelse den ganske Dag; thi jeg ved ikke Tal derpaa.

16 Eg vil koma fram med Herrens, Herrens velduge verk, eg vil forkynna di rettferd, berre di.

Jeg vil komme frem med Herrens, Herrens vældige Gerninger; jeg vil minde om din Retfærdighed, din alene.

17 Gud, du hev lært meg upp alt frå ungdomen, og til dessa kunngjer eg dine undergjerningar.

Gud! du har lært mig fra min Ungdom af, og indtil nu kundgør jeg dine underfulde Gerninger.

18 Forlat meg då ikkje heller når eg vert gamall og grå, du Gud, til dess eg fær forkynna um din arm til ei onnor ætt, um di magt til kvar den som skal koma.

Ja, endog indtil Alderdommen og de graa Haar, o Gud! forlad mig ikke; indtil jeg kan kundgøre din Arm for Efterslægten, din Kraft for hver den, som komme skal.

19 Og di rettferd, Gud, når upp til det høge, du Gud, som hev gjort store ting, kven er som du?

Og din Retfærdighed strækker sig, o Gud! til det høje; du, som har gjort store Ting, Gud! hvo er som du?

20 Du som hev late oss sjå mange trengslor og ulukkor, du vil gjera oss livande att og draga oss upp att or dypterne i jordi.

Du, som har ladet mig se mange Angester og Ulykker, du vil gøre mig levende igen og hente mig op igen fra Jordens Afgrunde.

21 Du vil lata meg veksa og vil venda um og trøysta meg.

Gør min Herlighed stor og trøst mig igen!

22 So vil eg prisa deg med harpespel, din truskap, min Gud! Eg vil syngja deg lov med cither, du Israels Heilage.

Og jeg vil takke dig med Strengeleg for din Sandhed, min Gud! jeg vil synge for dig til Harpe, du Hellige i Israel!

23 Mine lippor skal fegnast når eg syng deg lov, og mi sjæl, som du hev løyst ut.

Mine Læber skulle juble, naar jeg synger for dig; ja, min Sjæl, som du har genløst.

24 Ogso tunga mi skal heile dagen kveda ut di rettferd, for dei hev vorte til skam og spott, dei som søkjer mi ulukka.

Og min Tunge skal tale den ganske Dag om din Retfærdighed; thi de ere beskæmmede, thi de ere blevne til Skamme, som søge min Ulykke.