Salmenes 69
1 Til songmeisteren, etter «Liljor»; av David. Frels meg, Gud! for vatni trengjer seg inn på livet.
Til Sangmesteren; til „Lillierne‟; af David.
2 Eg er sokken ned i det djupe dike der det inkje fotfeste er, eg er komen ut i ovdjupe vatn, og flodi fløymer yver meg.
Gud frels mig; thi Vandene ere komne indtil Sjælen.
3 Eg er trøytt av mi roping, det brenn i min strupe, mine augo er upptærde, med di eg ventar på min Gud.
Jeg er sunken i Dybets Dynd, hvor man ej kan fæste Fod; jeg er kommen i Vandenes Dyb, og Strømmen overskyller mig.
4 Fleire enn håri på mitt hovud er dei som hatar meg utan orsak, mange er dei som vil meg tyna meg, som utan grunn er mine fiendar; det eg ikkje hev rana, skal eg no gjeva attende.
Jeg er bleven træt af det, jeg har raabt, min Strube er hæs; mine Øjne ere fortærede, idet jeg venter paa min Gud.
5 Gud, du kjenner min dårskap, og all mi syndeskuld er ikkje løynd for deg.
Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som hade mig uden Aarsag; mægtige ere de, som søge at udrydde mig, mine Fjender uden Skel; jeg maa gengive det, jeg ikke har røvet.
6 Lat deim ved meg ikkje verta til skammar, dei som ventar på deg, Herre, Herre, allhers drott! Lat deim ikkje ved meg verta skjemde, dei som søkjer deg, Israels Gud!
Gud! du ved min Daarlighed, og min Skyld er ikke dulgt for dig.
7 For di skuld ber eg hæding, skjemsla ligg yver mitt andlit.
Lad ikke dem, som bie efter dig, Herre, Herre Zebaoth! beskæmmes ved mig; lad ikke dem, som søge dig, Israels Gud, blive forhaanede ved mig.
8 Eg hev vorte framand hjå brørne mine, og ein utlending hjå borni til mor mi.
Thi jeg bærer Forhaanelse for din Skyld; Skændsel har skjult mit Ansigt.
9 For brennhug for ditt hus hev ete meg upp, og deira spottord som spottar deg, hev falle på meg.
Jeg er bleven fremmed for mine Brødre og en Udlænding for min Moders Børn.
10 Då mi sjæl græt medan eg fasta, vart eg spotta for det.
Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaane, ere faldne paa mig.
11 Då eg laga ein sekk til klædde for meg, vart eg eit ordtøke for deim.
Og jeg græd min Sjæl ud under Faste; men det blev mig til Forhaanelser.
12 Dei som sit i porten, røder um meg, og drikkarane syng um meg.
Og jeg brugte Sæk til mit Klædebon, og jeg blev dem til et Ordsprog.
13 Men eg kjem med mi bøn til deg, Herre, i nådetidi, Gud, for di store miskunn; svara meg med di trufaste hjelp!
De, som sidde i Porten, snakke om mig, og de, som drikke stærk Drik, synge Viser om mig.
14 Fria meg ut or søyla, og lat meg ikkje søkka! Lat meg verta utfria frå deim som hatar meg og frå dei djupe vatni!
Men jeg henflyr med min Bøn til dig, Herre! i Naadens Tid, o Gud! efter din megen Miskundhed: Bønhør mig for din Frelses Sandheds Skyld!
15 Lat ikkje vatsflodi fløyma yver meg, og ikkje djupet svelgja meg, og heller ikkje brunnen lata att sitt gap yver meg!
Frels mig af Dyndet, at jeg ikke synker; lad mig frelses fra mine Avindsmænd og fra Vandenes Dyb!
16 Svara meg, Herre, for din nåde er god, etter di store miskunn vend deg til meg!
Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ej heller Dybet sluge mig; lad og I ikke Hulen lukke sin Mund over mig!
17 Og løyn ikkje di åsyn for tenaren din, for eg er i naud; svara meg snart!
Bønhør mig, Herre! thi din Miskundhed er god; vend dit Ansigt til mig efter din store Barmhjertighed!
18 Kom nær til mi sjæl, løys henne ut! Frels meg for mine fiendar skuld!
Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener; thi jeg er angest, skynd dig, bønhør mig!
19 Du kjenner mi spott og skam og vanæra, for di åsyn stend alle dei som trengjer meg.
Hold dig nær til min Sjæl, genløs den, udfri mig for mine Fjenders Skyld!
20 Spottord hev brote mitt hjarta sund, so eg er sjuk; eg venta på medynk, men der var ingi, og på trøystarar, men eg fann ingen.
Du kender min Forhaanelse og min Skam og min Skændsel; alle mine Modstandere ere aabenbare for dig.
21 Og dei gav meg gall å eta, og då eg var tyrst, gav dei meg eddik å drikka.
Forhaanelse har brudt mit Hjerte, og jeg blev svag; og jeg ventede paa Medynk, men der var ingen, og paa Trøstere; men jeg fandt ikke nogen.
22 Lat bordet deira framfyre deim verta ei snara, og ei gildra for deim når dei er trygge!
Og de gave mig Galde at æde og Eddike at drikke i min Tørst.
23 Lat augo deira dimmast so dei ikkje ser, og lat deira lender alltid skjelva!
Deres Bord blive foran dem til en Strikke og til en Snare, naar de ere trygge.
24 Renn ut yver deim din vreide, og lat din brennande harm nå deim!
Lad deres Øjne formørkes, at de ikke se, og lad deres Lænder altid rave!
25 Lat deira bustad verta øydd, lat det ingen vera som bur i deira tjeld!
Udøs din Harme over dem, og lad din brændende Vrede gribe dem!
26 For dei forfylgjer den som du hev slege, og dei fortel um pinsla åt deim som du hev gjenomstunge.
Deres Bolig vorde øde; ingen være, som bor i deres Telte.
27 Lat deim leggja syndeskuld til si syndeskuld, og lat deim ikkje koma til di rettferd!
Thi de forfølge den, som du har slaget, og de fortælle om deres Pine, som du har saaret.
28 Lat deim verta utstrokne or livsens bok, og ikkje verta innskrivne med dei rettferdige!
Læg Skyld til deres Skyld, og lad dem ikke komme til din Retfærdighed!
29 Men eg er ein arming full av verk, Gud, lat di frelsa berga meg!
Lad dem udslettes af de levendes Bog, og lad dem ikke opskrives med de retfærdige!
30 Eg vil lova Guds namn med song og høglova honom med takksegjing,
Dog, jeg er elendig og har Smerte; Gud! lad din Frelse ophøje mig.
31 og det skal tekkjast Herren betre enn ein ung ukse med horn og klauver.
Jeg vil love Guds Navn med Sang, og jeg vil storlig ære ham med Taksigelse.
32 Når spaklyndte ser det, vil dei gleda seg; de som søkjer Gud - må dykkar hjarta liva!
Og det skal bedre behage Herren end en ung Okse med Horn og Klove.
33 For Herren høyrer på dei fatige, og sine fangar vanvyrder han ikkje.
De sagtmodige have set det, de skulle glæde sig; I, som søge Gud — og eders Hjerte leve op!
34 Himmel og jord skal lova honom, havet og alt som krek i det.
Thi Herren hører de fattige og foragter ikke sin bundne.
35 For Gud skal frelsa Sion og byggja byarne i Juda, og dei skal bu der og eiga deim.
Himmel og Jord skulle love ham, Havet og alt det, som vrimler derudi!
36 Og avkjømet til hans tenarar skal erva deim, og dei som elskar hans namn, skal bu der.
Thi Gud skal frelse Zion og bygge Judas Stæder, og man skal bo der og eje det. Og hans Tjeneres Sæd skal arve det, og de, som elskede hans Navn, skulle bo derudi.
