< Salmenes 69 >
1 Til songmeisteren, etter «Liljor»; av David. Frels meg, Gud! for vatni trengjer seg inn på livet.
Zborovođi. Po napjevu “Ljiljani”. Davidov. Spasi me, Bože: vode mi dođoše do grla!
2 Eg er sokken ned i det djupe dike der det inkje fotfeste er, eg er komen ut i ovdjupe vatn, og flodi fløymer yver meg.
U duboko blato zapadoh i nemam kamo nogu staviti; u duboku tonem vodu, pokrivaju me valovi.
3 Eg er trøytt av mi roping, det brenn i min strupe, mine augo er upptærde, med di eg ventar på min Gud.
Iznemogoh od vikanja, grlo mi je promuklo, oči mi klonuše Boga mog čekajuć'.
4 Fleire enn håri på mitt hovud er dei som hatar meg utan orsak, mange er dei som vil meg tyna meg, som utan grunn er mine fiendar; det eg ikkje hev rana, skal eg no gjeva attende.
Brojniji su od vlasi na glavi mojoj oni koji me mrze nizašto. Tvrđi su od kostiju mojih oni što mi se nepravedno protive: zar mogu vratiti što nisam oteo?
5 Gud, du kjenner min dårskap, og all mi syndeskuld er ikkje løynd for deg.
Bože, ti znadeš bezumnost moju, moji ti grijesi nisu sakriti.
6 Lat deim ved meg ikkje verta til skammar, dei som ventar på deg, Herre, Herre, allhers drott! Lat deim ikkje ved meg verta skjemde, dei som søkjer deg, Israels Gud!
Nek' se ne postide zbog mene koji se u te uzdaju, Gospode, Jahve nad Vojskama! Neka se ne posrame zbog mene koji traže tebe, Bože Izraelov!
7 For di skuld ber eg hæding, skjemsla ligg yver mitt andlit.
Jer zbog tebe podnesoh pogrdu, i stid mi pokri lice.
8 Eg hev vorte framand hjå brørne mine, og ein utlending hjå borni til mor mi.
Tuđinac postadoh braći i stranac djeci majke svoje.
9 For brennhug for ditt hus hev ete meg upp, og deira spottord som spottar deg, hev falle på meg.
Jer me izjela revnost za Dom tvoj i poruge onih koji se rugaju tebi padoše na me.
10 Då mi sjæl græt medan eg fasta, vart eg spotta for det.
Dušu sam postom mučio, okrenulo mi se u ruglo.
11 Då eg laga ein sekk til klædde for meg, vart eg eit ordtøke for deim.
Uzeh kostrijet za haljinu, i postah im igračka.
12 Dei som sit i porten, røder um meg, og drikkarane syng um meg.
Koji sjede na vratima protiv mene govore, vinopije mi rugalice poju.
13 Men eg kjem med mi bøn til deg, Herre, i nådetidi, Gud, for di store miskunn; svara meg med di trufaste hjelp!
No tebi se molim, Jahve, u vrijeme milosti, Bože; po velikoj dobroti svojoj ti me usliši po svojoj vjernoj pomoći!
14 Fria meg ut or søyla, og lat meg ikkje søkka! Lat meg verta utfria frå deim som hatar meg og frå dei djupe vatni!
Izvuci me iz blata da ne potonem, od onih koji me mrze izbavi me - iz voda dubokih.
15 Lat ikkje vatsflodi fløyma yver meg, og ikkje djupet svelgja meg, og heller ikkje brunnen lata att sitt gap yver meg!
Nek' me ne pokriju valovi, nek' me ne proguta dubina, nek' bezdan ne zatvori usta nada mnom!
16 Svara meg, Herre, for din nåde er god, etter di store miskunn vend deg til meg!
Usliši me, Jahve, jer je dobrostiva milost tvoja, po velikom milosrđu pogledaj na me!
17 Og løyn ikkje di åsyn for tenaren din, for eg er i naud; svara meg snart!
Ne sakrivaj lica pred slugom svojim; jer sam u stisci, usliši me brzo!
18 Kom nær til mi sjæl, løys henne ut! Frels meg for mine fiendar skuld!
Približi se duši mojoj i spasi je; zbog dušmana mojih oslobodi me!
19 Du kjenner mi spott og skam og vanæra, for di åsyn stend alle dei som trengjer meg.
Ti mi znadeš porugu, stid i sramotu, pred tvojim su očima svi koji me muče.
20 Spottord hev brote mitt hjarta sund, so eg er sjuk; eg venta på medynk, men der var ingi, og på trøystarar, men eg fann ingen.
Ruganje mi slomilo srce i klonuh; čekao sam da se tko sažali nada mnom, ali ga ne bi; i da me tko utješi, ali ga ne nađoh.
21 Og dei gav meg gall å eta, og då eg var tyrst, gav dei meg eddik å drikka.
U jelo mi žuči umiješaše, u mojoj me žeđi octom napojiše.
22 Lat bordet deira framfyre deim verta ei snara, og ei gildra for deim når dei er trygge!
Nek' im stol bude zamka, a žrtvene gozbe stupica!
23 Lat augo deira dimmast so dei ikkje ser, og lat deira lender alltid skjelva!
Nek' im potamne oči da ne vide, nek' im bokovi zasvagda oslabe!
24 Renn ut yver deim din vreide, og lat din brennande harm nå deim!
Izlij na njih ljutinu, žar tvoga gnjeva nek' ih zahvati!
25 Lat deira bustad verta øydd, lat det ingen vera som bur i deira tjeld!
Njihova kuća nek' opusti, u njihovu šatoru nek' nitko ne stanuje!
26 For dei forfylgjer den som du hev slege, og dei fortel um pinsla åt deim som du hev gjenomstunge.
Jer su progonili koga ti pokara, bol povećaše onomu koga ti rani.
27 Lat deim leggja syndeskuld til si syndeskuld, og lat deim ikkje koma til di rettferd!
Na njihovu krivnju krivnju još dodaj, ne opravdali se pred tobom!
28 Lat deim verta utstrokne or livsens bok, og ikkje verta innskrivne med dei rettferdige!
Nek' budu izbrisani iz knjige živih, među pravednike neka se ne broje!
29 Men eg er ein arming full av verk, Gud, lat di frelsa berga meg!
A ja sam jadnik i bolnik - nek' me štiti tvoja pomoć, o Bože!
30 Eg vil lova Guds namn med song og høglova honom med takksegjing,
Božje ću ime hvaliti popijevkom, hvalit ću ga zahvalnicom.
31 og det skal tekkjast Herren betre enn ein ung ukse med horn og klauver.
Bit će to milije Jahvi no bik žrtveni, milije nego junac s papcima i rozima.
32 Når spaklyndte ser det, vil dei gleda seg; de som søkjer Gud - må dykkar hjarta liva!
Gledajte, ubogi, i radujte se, nek' vam oživi srce, svima koji Boga tražite.
33 For Herren høyrer på dei fatige, og sine fangar vanvyrder han ikkje.
Jer siromahe Jahve čuje, on ne prezire sužanja svojih.
34 Himmel og jord skal lova honom, havet og alt som krek i det.
Neka ga hvale nebesa i zemlja, mora i sve što se u njima miče.
35 For Gud skal frelsa Sion og byggja byarne i Juda, og dei skal bu der og eiga deim.
Jer Bog će spasiti Sion - on će sagradit' gradove Judine - tu će oni stanovat', imati baštinu.
36 Og avkjømet til hans tenarar skal erva deim, og dei som elskar hans namn, skal bu der.
Baštinit će ga potomci slugu njegovih; prebivat će u njemu oni što ljube ime Božje.