< Salmenes 66 >
1 Til songmeisteren; ein song, ein salme. Ropa fagnadrop for Gud, all jordi!
Dem Musikmeister; ein Lied, ein Psalm. Jauchzet Gott, ihr Lande alle!
2 Syng ut hans namns æra, gjev honom æra til hans pris!
Lobsinget der Ehre seines Namens,
3 Seg til Gud: «Kor skræmelege dine verk er! For di store magt skuld må dine fiendar gjøla for deg.
Sprechet zu Gott: »Wie wunderbar ist dein Walten! Ob der Fülle deiner Macht huldigen dir sogar deine Feinde.
4 All jordi skal tilbeda deg og syngja deg lov, dei skal syngja um ditt namn.» (Sela)
Alle Lande müssen vor dir sich niederwerfen und dir lobsingen, lobsingen deinem Namen!« (SELA)
5 Kom og sjå Guds gjerningar! Skræmeleg er han i gjerning mot menneskjeborni.
Kommt und schauet die Großtaten Gottes, der wunderbar ist im Walten über den Menschenkindern!
6 Han gjorde havet um til turrlende, gjenom elvi gjekk dei til fots; der gledde me oss i honom.
Er wandelte das Meer in trocknes Land, so daß man den Strom zu Fuß durchzog; drum wollen wir uns freun!
7 Han råder med sitt velde æveleg, hans augo gjæter heidningarne; dei tråssuge må ikkje upphøgja seg. (Sela)
Ewig herrscht er in seiner Macht; seine Augen haben acht auf die Völker: die Widerspenstigen dürfen sich nicht stolz erheben. (SELA)
8 De folk, lova vår Gud, og lat røysti av hans lovsong verta høyrd!
Preiset, ihr Völker, unsern Gott, laßt laut seinen Ruhm erschallen,
9 han som heldt vår sjæl i live, og ikkje let vår fot vera ustød.
ihn, der unsre Seele am Leben erhalten und unsern Fuß nicht hat wanken lassen.
10 For du prøvde oss, Gud, du reinsa oss, som dei reinsar sylv.
Wohl hast du uns geprüft, o Gott, uns geläutert, wie man Silber läutert;
11 Du førde oss inn i eit garn, du lagde ei tyngjande byrd på våre lender.
du hast uns ins Netz geraten lassen, hast drückende Last auf unsern Rücken gelegt;
12 Du let menneskje fara yver vårt hovud, me kom i eld og vatn - men du førde oss ut til uppkveikjing.
Menschen hast du hinfahren lassen über unser Haupt, durch Feuer und Wasser haben wir ziehen müssen: doch endlich hast du uns ins Freie hinausgeführt.
13 Eg vil ganga inn i ditt hus med brennoffer; eg vil gjeva deg det eg hev lova,
Ich komme mit Brandopfern in dein Haus, entrichte dir meine Gelübde,
14 det som gjekk yver mine lippor, og som munnen min tala ut då eg var i naud.
zu denen meine Lippen sich verpflichtet haben, und die mein Mund verheißen in meiner Not.
15 Brennoffer av feite sauer vil eg ofra til deg med eim av verar, eg vil ofra både uksar og bukkar. (Sela)
Brandopfer von Mastvieh will ich dir bringen samt dem Opferduft von Widdern; Rinder samt Böcken will ich zubereiten. (SELA)
16 Kom og høyr, so vil eg fortelja, alle de som ottast Gud, kva han hev gjort for mi sjæl.
Kommt her und höret, ihr Gottesfürchtigen alle: ich will erzählen, was er an meiner Seele getan!
17 Til honom ropa eg med min munn, og lovsong var på tunga mi.
Zu ihm hab’ ich laut mit meinem Munde gerufen, während Lobpreis schon auf meiner Zunge lag.
18 Hadde eg stila på urett i mitt hjarta, vilde Herren ikkje høyra.
Wäre mein Sinn auf Böses gerichtet gewesen, so hätte der Allherr mich nicht erhört.
19 Men Gud hev høyrt, han lydde på mi bønerøyst.
Aber Gott hat mich erhört, hat geachtet auf mein lautes Flehen.
20 Lova vere Gud, som ikkje viste mi bøn ifrå seg og ikkje tok frå meg si miskunn!
Gepriesen sei Gott, der mein Flehen nicht verworfen und seine Gnade mir nicht versagt hat!