Salmenes 62

1 Til songmeisteren, for Jedutun; ein salme av David. Einast hjå Gud er mi sjæl still, frå honom kjem mi frelsa.

Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af David.

2 Einast han er mitt fjell og mi frelsa, han er mi borg, dei skal ikkje rikka meg mykje.

Kun for Gud er min Sjæl stille, fra ham kommer min Frelse.

3 Kor lenge vil de alle storma inn på ein mann, brjota honom ned som ein hallande mur, ein nedrapa vegg?

Kun han er min Klippe og min Frelse, min Befæstning; jeg skal ikke rokkes meget.

4 Dei samråder seg berre um å støypa honom ned frå hans høgd. Dei likar lygn. Med munnen velsignar dei, men i hjarta bannar dei. (Sela)

Hvor længe storme I imod en Mand, alle tilsammen for at myrde ham, der er som en Væg, der hælder, som en Mur, der har faaet Stød?

5 Einast hjå Gud ver still, mi sjæl, for frå honom kjem mi von.

Kun om at nedstøde ham fra hans Højhed raadslaa de, de have Behag i Løgn; de velsigne med deres Mund, og de forbande i deres Inderste. (Sela)

6 Einast han er mitt fjell og mi frelsa, mi borg, dei skal ikkje rikka meg.

Kun for Gud vær stille min Sjæl; thi af ham er min Forventning.

7 Hjå Gud er mi frelsa og mi æra; mitt sterke fjell, mi livd er i Gud.

Kun han er min Klippe og min Frelse, min Befæstning; jeg skal ikke rokkes.

8 Lit på honom all tid, folk, renn dykkar hjarta ut for hans åsyn! Gud er livd for oss. (Sela)

Hos Gud er min Frelse og min Ære, min Styrkes Klippe, min Tilflugt er i Gud.

9 Berre fåfengd er menneskjesøner, lygn er mannesøner. I vegtskåli stig dei upp - lettare enn fåfengd alle saman.

Forlader eder paa ham til hver Tid, I Folk! udøser eders Hjerte for hans Ansigt; Gud er vor Tilflugt. (Sela)

10 Lit ikkje på vald, og set ikkje fåfengd von til ran! Når buet veks, fest ikkje hjarta ved det!

Kun Forfængelighed ere Menneskens Børn, Falskhed ere Menneskene; lægges de i Vægtskaalen, stige de til Vejrs, de ere Forfængelighed til Hobe.

11 Ein gong hev Gud sagt, tvo gonger hev eg høyrt dette, at styrke høyrer Gud til.

Forlader eder ikke paa Vold og sætter ikke forfængeligt Haab til røvet Gods; falder Rigdom eder til, da sætter ikke Hjertet dertil!

12 Og hjå deg, Herre, er miskunn, for du gjev kvar ein etter hans gjerning.

Een Gang har Gud talt, ja, to Gange, hvad jeg har hørt: At Styrke hører Gud til. Og dig, Herre! hører Miskundhed til; thi du skal betale hver efter hans Gerning.