Salmenes 59
1 Til songmeisteren; «tyn ikkje»; av David; ein miktam, då Saul sende folk som gjætte på huset og vilde drepa honom. Frels meg frå mine fiendar, min Gud, berga meg frå deim som stend upp imot meg!
(Til sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En miktam, da Saul sendte folk, som skulle vogte huset for at dræbe ham.) Fri mig fra mine Fjender, min Gud, bjærg mig fra dem, der rejser sig mod mig;
2 Frels meg frå deim som gjer urett, og berga meg frå blodgiruge menner!
fri mig fra Udådsmænd, frels mig fra blodstænkte Mænd!
3 For sjå, dei ligg på lur etter mi sjæl, sterke menner slær seg saman imot meg, Herre, utan mi misgjerd og utan mi synd.
Thi se, de lurer efter min Sjæl, stærke Mænd stimler sammen imod mig, uden at jeg har Skyld eller Brøde.
4 Utan mi skuld renner dei fram og gjer seg ferdige. Vakna og møt meg, og sjå!
Uden at jeg har forbrudt mig, HERRE, stormer de frem og stiller sig op. Vågn op og kom mig i Møde, se til!
5 Ja du, Herre, allhers drott, Israels Gud, vakna til å heimsøkja alle heidningar, ver ikkje nådig mot nokon av dei falske nidingar! (Sela)
Du er jo HERREN, Hærskarers Gud, Israels Gud. Vågn op og hjemsøg alle Folkene, skån ej een af de troløse Niddinger! (Sela)
6 Dei kjem att um kvelden, dei hyler som hundar og renner kring i byen.
Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen!
7 Sjå, dei let det gøysa ut or munnen sin, der er sverd i deira lippor, for: «Kven høyrer?»
Se, deres Mund løber over, på deres Læber er Sværd, thi: "Hvem skulde høre det?"
8 Men du, Herre, lær åt deim, du spottar alle heidningar.
Men du, o HERRE, du ler ad dem, du spotter alle Folk,
9 Mot hans magt vil eg venta på deg, for Gud er mi borg.
dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn;
10 Min Gud vil møta meg med si nåde, Gud vil lata meg sjå med lyst på deim som lurer på meg.
med Nåde kommer min Gud mig i Møde, Gud lader mig se mine Fjender med Fryd!
11 Drep deim ikkje, at ikkje mitt folk skal gløyma det! Driv deim ikring ved di magt og støyt deim ned, du Herre, vår skjold!
Slå dem ikke ihjel, at ikke mit Folk skal glemme, gør dem hjemløse med din Vælde og styrt dem,
12 Kvart ord på deira lippor er ei synd i deira munn; lat deim so verta fanga i sitt ovmod og for den banning og lygn som dei talar!
giv dem hen, o Herre, i Mundens Synd, i Læbernes Ord, og lad dem hildes i deres Hovmod for de Eder og Løgne, de siger;
13 Gjer ende på deim i vreide, gjer ende på deim, so dei ikkje meir er til, og lat dei vita at Gud er Herre i Jakob, alt til endarne av jordi! (Sela)
udryd dem i Vrede, gør Ende på dem, så man kan kende til Jordens Ender, at Gud er Hersker i Jakob! (Sela)
14 Og dei kjem att um kvelden, hyler som hundar og renner kring i byen.
Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen,
15 Dei flakkar um etter mat, vert dei ikkje mette, nattar dei yver.
vanker rundt efter Føde og knurrer, når de ikke mættes.
16 Men eg vil syngja um di magt og um morgonen lovsyngja di miskunn; for du er mi borg og mi livd den dag eg er i naud.
Men jeg, jeg vil synge om din Styrke, juble hver Morgen over din Nåde; thi du blev mig et Værn, en Tilflugt på Nødens Dag.
17 Min styrke! for deg vil eg syngja; for Gud er mi borg, min miskunnsame Gud.
Dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn, min nådige Gud.
