Salmenes 50
1 Ein salme av Asaf. Gud, Gud Herren talar og kallar på jordi frå solekoma til soleglad.
En Salme af Asaf. Gud, Gud HERREN taled og stævnede Jorden hid fra Sol i Opgang til Sol i Bjærge;
2 Frå Sion, fagerleiks kruna, strålar Gud fram.
fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig i Straaleglans
3 Vår Gud kjem og skal ikkje tegja. For hans åsyn gjeng etande eld, og ikring honom stormar det sterkt.
— vor Gud komme og tie ikke! — Foran ham gik fortærende Ild, omkring ham rasede Storm;
4 Han kallar på himmelen ovantil og på jordi til å døma sitt folk.
han stævned Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk:
5 «Samla til meg mine trugne, som hev gjort pakt med meg um offer!»
»Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!«
6 Og himlarne forkynner hans rettferd; for Gud er den som skal halda dom. (Sela)
Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer. (Sela)
7 «Høyr, mitt folk, eg vil tala; Israel, eg vil vitna imot deg; Gud, din Gud er eg.
Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig, Gud, din Gud er jeg!
8 Ikkje for dine offer vil eg lasta deg; dine brennoffer er alltid framfyre meg.
Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg jo stadig for Øje;
9 Eg vil ikkje taka uksar frå ditt hus eller bukkar frå dine grindar.
jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine Stalde;
10 For meg høyrer alle dyr i skogen til, fe på fjelli i tusundtal.
thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene paa de tusinde Bjerge;
11 Eg kjenner alle fuglar på fjelli, og det som rører seg på marki, er meg for augo.
jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede paa Markens Vrimmel.
12 Um eg var hungrig, vilde eg ikkje segja det til deg; for meg høyrer jordriket til med alt det som fyller det.
Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig og dets Fylde!
13 Skulde eg eta kjøt av stutar og drikka blod av bukkar?
Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker Bukkes Blod?
14 Ofra lov og takk til Gud og gjev den Høgste det du hev lova,
Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine Løfter.
15 og kalla på meg den dag du er i naud, so vil eg frelsa deg ut, og du skal prisa meg.»
Og kald paa mig paa Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig,
16 Men til den ugudlege segjer Gud: «Kva hev du med å fortelja um mine lover og taka mi pakt i din munn,
Men til Den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine Bud og fører min Pagt i Munden,
17 etter di du hatar tukt og kastar mine ord attum deg?
naar du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag din Ryg?
18 Når du ser ein tjuv, er du gjerne med honom, og med horkarar er du i lag.
Ser du en Tyv, slaar du Følge med ham, med Horkarle holder du til,
19 Din munn slepper du laus til vondt, og di tunga spinn i hop svik.
slipper Munden løs med ondt, din Tunge bærer paa Svig.
20 Du sit og talar imot bror din, set ein skamflekk på son til mor di.
Du sidder og skænder din Broder, bagtaler din Moders Søn;
21 Dette gjorde du, og eg tagde; so tenkte du eg var liksom du sjølv; men eg vil yvertyda deg og leggja det fram for deg.
det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde tænke, jeg er som du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart.
22 Gjev gaum etter dette, de som gløymer Gud, so eg ikkje skal riva burt, og ingen frelser.
Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer redningsløst sønder.
23 Den som ofrar meg takk, han ærar meg, og den som gjeng den rette veg, honom vil eg lata sjå Guds frelsa!»
Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter paa Vejen, lader jeg se Guds Frelse.
