< Salmenes 37 >
1 Av David. Vreidskast ikkje yver illgjerningsmennerne, harmast ikkje yver deim som gjer urett!
Von David. - Ereifere dich nicht der Bösewichte wegen! Beneide nicht die Übeltäter!
2 For liksom gras vert dei brått avskorne, og som grøne urter visnar dei burt.
Sie welken schnell wie Gras, verdorren wie das grüne Kraut.
3 Lit på Herren og gjer det gode, bu i landet og legg vinn på truskap!
Vertrau dem Herrn! Tu Gutes! Verbleib im Land, dich redlich nährend!
4 Og hugnast i Herren, so skal han gjeva deg det som ditt hjarta ynskjer.
Wie ein verwöhntes Kind komm zu dem Herrn! Er gibt dir, was dein Herz sich wünscht.
5 Gjev Herren din veg i vald, og lit på honom! Han skal gjera det;
Befiehl du deinen Weg dein Herrn! Auf ihn vertrau! Er wird's schon machen.
6 og han skal lata di rettferd ganga fram som ljoset, og din rett som middagsklåren.
Er bringt ans Licht, daß du gerecht, und an den Tag, daß du im Recht.
7 Ver still for Herren og stunda på honom! Vreidast ikkje yver den som hev lukka på sin veg, den mannen som legg upp meinråd!
Und schweig zum Herrn und harre sein! Ereifere über den dich nicht, der sich Erfolg erzwingt, nicht über einen Mann, der Schwindel treibt!
8 Haldt deg frå vreide, lat harm fara, vreidast ikkje, det er berre til å gjera ilt!
Gib auf den Ärger! So ereifere dich nicht, daß selbst du Böses tätest!
9 For illgjerningsmenner skal verta utrudde, men dei som ventar på Herren, dei skal erva landet.
Denn ausgerottet werden Übeltäter; die auf den Herrn vertrauen, bleiben im Besitz des Landes.
10 Og um ei liti stund er den ugudlege ikkje til, og legg du merke til hans stad, so er han der ikkje.
Noch kurze Zeit! Dann ist der Bösewicht dahin! Du schaust nach seiner Stätte. Er ist nicht mehr.
11 Men dei spaklyndte skal erva landet og hugnast ved mykjen fred.
Die Dulder bleiben im Besitz des Landes an reichem Glücke sich erlabend.
12 Den ugudlege tenkjer upp vondt imot den rettferdige og skjer tenner imot honom.
Dem Frommen plant zuleid der Frevler Arges und fletscht die Zähne wider ihn.
13 Herren lær åt honom; for han ser at hans dag kjem.
Der Herr lacht seiner; schon sieht er seinen Tag sich nahen.
14 Dei ugudlege dreg sverdet og spenner sin boge til å fella den arme og fatige og myrda deim som fer ærleg fram.
Die Frevler zücken zwar ihr Schwert und spannen ihren Bogen, um Elende und Arme zu erlegen und hinzuwürgen, die geraden Wandels.
15 Deira sverd skal ganga inn i deira eige hjarta, og deira bogar verta brotne sund.
Allein ihr Schwert dringt in ihr eigen Herz, und ihre Bogen splittern.
16 Betre er det vesle den rettferdige hev, enn mykje gods hjå mange ugudlege.
Das Wenige bekommt dem Frommen besser, als Frevlern großer Reichtum.
17 For armarne vert brotne på dei ugudlege, men Herren styd dei rettferdige.
Zerbrochen werden ja der Frevler Arme; die Frommen aber stützt der Herr.
18 Herren kjenner dei dagar dei ulastande skal liva, og deira arv skal vara til æveleg tid.
Der Herr sorgt für die Tage lauterer Menschen, und ihr Besitztum dauert immerfort.
19 Dei skal ikkje verta til skammar i den vonde tid, og i hungers dagar skal dei verta mette.
Sie werden nicht in böser Zeit zuschanden; sie werden satt in Hungertagen.
20 For dei ugudlege skal ganga til grunnar, og Herrens fiendar som blomeskrud på engjar; dei kverv som røyk, kverv burt.
Denn nur die Frevler gehn zugrunde, des Herrn Feinde gleich der Auen Pracht; sie schwinden hin wie Rauch; sie schwinden.
21 Den ugudlege låner og gjev ikkje att, men den rettferdige gjer miskunn og gjev.
Der Frevler borgt, kann's aber nicht zurückerstatten; freigebig, milde kann der Fromme sein.
22 For dei han velsignar, skal erva landet; men dei han forbannar, skal verta utrudde.
Denn die von ihm Gesegneten verbleiben im Besitz des Landes; doch die von ihm Verfluchten werden ausgerottet.
23 Herren gjer ein manns steg faste, og han hev hugnad i hans veg.
Sind eines Mannes Schritte recht im Hinblick auf den Herrn, dann kümmert dieser sich um seinen Weg.
24 Når han fell, vert han ikkje støypt til marki; for Herren styd hans hand.
Und wankt er auch, so stürzt er nicht; ihn stützt der Herr mit seiner Hand.
25 Eg hev vore ung og vorte gamall, men aldri hev eg set den rettferdige forlaten eller hans born beda um brød.
Ich war ein Jüngling, ward ein Greis; doch ganz verlassen habe ich den Frommen nie gesehen, noch sein Geschlecht um Nahrung betteln.
26 Heile dagen gjer han miskunn og låner ut, og hans born vert velsigna.
Stets milde, leiht es allezeit; zum Segen sät es aus.
27 Vik frå det vonde og gjer det gode, so vert du æveleg buande i landet.
Dem Laster gram, der Tugend hold, so bleibst du immerdar.
28 For Herren elskar rett og forlet ikkje sine trugne; til æveleg tid vert dei haldne uppe; men avkjøme av ugudlege vert utrudt.
Der Herr liebt ja das Recht; von seinen Frommen läßt er nicht. Sie sind für alle Zeit geschützt; der Frevler Brut wird ausgerottet.
29 Dei rettferdige skal erva landet og bu i det til æveleg tid.
Den Frommen wird das Land zu eigen, sie bleiben ewiglich darin.
30 Rettferdig manns munn andar visdom, og hans tunga taler det som rett er.
Des Frommen Mund spricht Weises; nur Rechtes redet seine Zunge.
31 Hans Guds lov er i hans hjarta, hans stig er ikkje ustøde.
Im Herzen trägt er seines Gottes Lehre, und seine Schritte schwanken nie.
32 Dei ugudlege lurer på den rettferdige og søkjer å drepa honom.
Der Frevler lauert auf dem Frommen, begierig, ihn zu morden.
33 Herren yvergjev honom ikkje i hans hand og fordømer honom ikkje, når han vert dømd.
Doch überläßt der Herr ihn nimmer seiner Hand, läßt vor Gericht ihn nicht verdammen.
34 Venta på Herren og haldt deg på hans veg! so skal han upphøgja deg til å erva landet; du skal sjå på at dei ugudlege vert utrudde.
Dem Herrn vertrau! Halt dich an seinen Weg! Dann gibt er dir das Land zu eigen; der Frevler Untergang erlebst du noch.
35 Eg såg ein ugudleg ovrikjen mann, og han breidde seg ut som eit heimevakse tre med sitt grøne lauv.
Ich habe einen Frevler voller Trotz gesehen, so kahl gemacht wie Gras im Felde.
36 Men han gjekk burt, og sjå, han var ikkje meir, og eg leita etter honom, men han vart ikkje funnen.
Man schaute um; er war nicht mehr. Ich suchte ihn; er war nicht mehr zu finden.
37 Merk deg den ulastande mann, og sjå på den rett-tenkte, at freds mann hev ei framtid.
Merk auf die Lauteren! Schau auf die Redlichen, wie's jedem gut am Ende geht!
38 Men dei fråfalne vert alle saman utøydde, framtidi vert avskori for dei ugudlege.
Die Missetäter aber werden all vertilgt; der Frevler Zukunft wird vernichtet.
39 Og frelsa for dei rettferdige kjem frå Herren, deira sterke vern i trengsels tid.
Der Frommen Heil dagegen kommt vom Herrn; er ist ihr Schutz zur Zeit der Not.
40 Og Herren hjelper deim og friar deim ut, han friar deim frå dei ugudlege og frelser deim, for dei flyr til honom.
Der Herr steht ihnen bei und rettet sie; er schirmt und schützt sie vor dem Bösen; denn sie vertraun auf ihn.