Salmenes 35
1 Av David. Herre, før mi sak mot deim som hev sak mot meg! Strid mot deim som strider mot meg!
(Af David.) HERRE, træt med dem, der trætter med mig, strid imod dem, der strider mod mig,
2 Grip skjold og verja og reis deg til hjelp for meg!
grib dit Skjold og dit Værge, rejs dig og hjælp mig,
3 Drag spjotet fram og steng vegen for deim som forfylgjer meg! Seg til mi sjæl: «Eg er di frelsa!»
tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min Sjæl: "Jeg er din Frelse!"
4 Lat deim blygjast og skjemmast, som stend meg etter livet! Lat deim vika attende med skam, som vil meg noko vondt!
Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige,
5 Lat deim verta som agner for vind, og Herrens engel støyte deim burt!
de blive som Avner for Vinden, og HERRENs Engel nedstøde dem,
6 Lat deira veg verta myrk og hål, og Herrens engel forfylgje deim!
deres Vej blive mørk og glat, og HERRENs Engel forfølge dem!
7 For utan orsak hev dei løynt si grav med garn åt meg, utan orsak hev dei grave ei grav for mitt liv.
Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en Grav.
8 Lat tjon koma yver honom, når han ikkje veit det, og det garn han løynde fanga honom; lat honom falla i det til sitt tjon!
Lad Undergang uventet ramme ham, lad Garnet, han satte, hilde ham selv, lad ham falde i Graven.
9 Og mi sjæl skal gleda seg i Herren, fagna seg i hans frelsa.
Min Sjæl skal juble i HERREN, glædes ved hans Frelse,
10 Alle mine bein skal segja: «Herre, kven er som du, du som friar den arme frå ein som er honom for sterk, den arme og fatige frå den som plundrar honom?»
alle mine Ledemod sige: "HERRE, hvo er som du, du, som frelser den arme fra hans Overmand, den arme og fattige fra Røveren!"
11 Det stend upp mange vitne; dei spør meg um det som eg ikkje veit.
Falske Vidner står frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender til;
12 Dei gjev meg vondt til løn for godt; mi sjæl er lati åleine.
de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt.
13 Men eg, eg gjekk i syrgjeklæde, då dei var sjuke; eg pinte mi sjæl med fasta, og mi bøn vende att til min barm.
Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad med sænket Hoved,
14 Eg gjekk ikring, som det skulde vore min ven, min bror; eg gjekk bøygd og svartklædd, som ein som syrgjer på mor si.
som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg.
15 Men no, då det hallar med meg, no gled dei seg og flokkar seg saman; det flokkast mot meg fantar og folk eg ikkje kjenner; dei riv sund og kviler ikkje.
Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, håner mig uden Ophør;
16 Liksom skamløysor som driv spott for ein brødbite, so skjer dei tenner imot meg.
for min Venlighed dænger de mig med Hån, de skærer Tænder imod mig.
17 Herre, kor lenge vil du sjå på? Drag mi sjæl undan deira herverk, mitt einaste frå unge løvor!
Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste fra Løver.
18 Eg vil prisa deg i ei stor samling, lova deg millom mykje folk.
Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, love dig blandt mange Folk.
19 Lat deim som utan grunn er mine fiendar ikkje gleda seg yver meg! Lat deim som hatar meg utan orsak ikkje blinka med auga!
Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig, lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke!
20 For dei talar ikkje fred, men tenkjer upp svikande ord mot dei stille i landet.
Thi de taler ej Fred mod de stille i Landet udtænker de Svig;
21 Og dei riv sin munn vidt upp imot meg, dei segjer: «Ha, ha! Vårt auga hev set det!»
de spærrer Munden op imod mig og siger: "Ha, ha! Vi så det med egne Øjne!"
22 Du ser det, Herre, teg ikkje! Herre, ver ikkje langt ifrå meg!
Du så det, HERRE, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra mig;
23 Vakna upp og vert vaken til å gjeva meg rett, min Gud og Herre, til å føra mi sak!
rejs dig, vågn op for min Ret, for min Sag, min Gud og Herre,
24 Døm meg etter di rettferd, Herre min Gud, og lat deim ikkje gleda seg yver meg!
døm mig efter din Retfærd HERRE, min Gud, lad dem ikke glæde sig over mig
25 Lat deim ikkje segja i sitt hjarta: «Ha, det er vår lyst!» Lat deim ikkje segja: «Me hev gløypt honom upp!»
Og sige i Hjertet: "Ha! som vi ønsked!" lad dem ikke sige: "Vi slugte ham!"
26 Lat deim skjemmast og blygjast alle saman som gled seg i mi ulukka; lat deim klæda seg i skam og skjemsla, dei som høgmodast yver meg!
Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe.
27 Lat deim fagna seg og gleda seg, som unner meg min rett, og lat deim alltid segja: «Høglova vere Herren, som unner sin tenar at det gjeng honom godt!»
Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: "Lovet være HERREN, som under sin Tjener Fred!"
28 Og mi tunga skal kveda ut di rettferd, heile dagen din pris.
Min Tunge skal forkynde din Retfærd, Dagen igennem din Pris.
