Salmenes 35
1 Av David. Herre, før mi sak mot deim som hev sak mot meg! Strid mot deim som strider mot meg!
Af David. Herre! træt med dem, som trætte med mig; strid imod dem, som stride imod mig.
2 Grip skjold og verja og reis deg til hjelp for meg!
Grib Skjold og Værge, og staa op at hjælpe mig.
3 Drag spjotet fram og steng vegen for deim som forfylgjer meg! Seg til mi sjæl: «Eg er di frelsa!»
Tag Spydet frem og afskær Vejen for mine Forfølgere; sig til min Sjæl: Jeg er din Frelse.
4 Lat deim blygjast og skjemmast, som stend meg etter livet! Lat deim vika attende med skam, som vil meg noko vondt!
Lad dem, som søge efter mit Liv, blues og blive til Skamme; lad dem, som ville mig ondt, vige tilbage og blive beskæmmede.
5 Lat deim verta som agner for vind, og Herrens engel støyte deim burt!
Lad dem blive som Avner for Vejret, og Herrens Engel støde dem bort.
6 Lat deira veg verta myrk og hål, og Herrens engel forfylgje deim!
Lad deres Vej blive mørk og slibrig, og Herrens Engel forfølge dem.
7 For utan orsak hev dei løynt si grav med garn åt meg, utan orsak hev dei grave ei grav for mitt liv.
Thi de skjulte uden Skel deres Garn imod mig i en Grube, de grove en Grav for min Sjæl uden Skel.
8 Lat tjon koma yver honom, når han ikkje veit det, og det garn han løynde fanga honom; lat honom falla i det til sitt tjon!
Lad Ødelæggelse komme over dem, uden at de vente det; og lad deres Garn, som de skjulte, fange dem, lad dem falde deri til Ødelæggelse.
9 Og mi sjæl skal gleda seg i Herren, fagna seg i hans frelsa.
Men min Sjæl skal glæde sig i Herren, den skal fryde sig i hans Frelse.
10 Alle mine bein skal segja: «Herre, kven er som du, du som friar den arme frå ein som er honom for sterk, den arme og fatige frå den som plundrar honom?»
Alle mine Ben skulle sige: Herre! hvo er som du? du, som frier en elendig fra den, som er ham for stærk, ja, en elendig og fattig fra den, som udplyndrer ham.
11 Det stend upp mange vitne; dei spør meg um det som eg ikkje veit.
Der staa træske Vidner op, de affordre mig det, som jeg ikke ved.
12 Dei gjev meg vondt til løn for godt; mi sjæl er lati åleine.
De betale mig ondt for godt, min Sjæl føler sig forladt.
13 Men eg, eg gjekk i syrgjeklæde, då dei var sjuke; eg pinte mi sjæl med fasta, og mi bøn vende att til min barm.
Men der de vare syge, iførte jeg mig Sæk, jeg plagede min Sjæl med Faste, og jeg bad med Hovedet sænket mod min Barm.
14 Eg gjekk ikring, som det skulde vore min ven, min bror; eg gjekk bøygd og svartklædd, som ein som syrgjer på mor si.
Jeg omgikkes med ham, som han havde været min Ven og Broder; jeg gik i Sørgeklæder og var nedbøjet som en, der sørger for sin Moder.
15 Men no, då det hallar med meg, no gled dei seg og flokkar seg saman; det flokkast mot meg fantar og folk eg ikkje kjenner; dei riv sund og kviler ikkje.
Men da jeg kom til at halte, glædede de sig og flokkedes; Uslinger flokkedes om mig, og jeg vidste af intet; de sønderslede og tav ikke.
16 Liksom skamløysor som driv spott for ein brødbite, so skjer dei tenner imot meg.
Iblandt vanhellige og frække Spottere skare de Tænder imod mig.
17 Herre, kor lenge vil du sjå på? Drag mi sjæl undan deira herverk, mitt einaste frå unge løvor!
Herre! hvor længe vil du se til? udfri min Sjæl fra deres Ødelæggelse, min eneste fra de unge Løver.
18 Eg vil prisa deg i ei stor samling, lova deg millom mykje folk.
Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, jeg vil love dig iblandt et talrigt Folk.
19 Lat deim som utan grunn er mine fiendar ikkje gleda seg yver meg! Lat deim som hatar meg utan orsak ikkje blinka med auga!
Lad dem, som ere mine Fjender uden Skel, ikke glædes over mig, eller dem, som hade mig uforskyldt, give Vink med Øjnene.
20 For dei talar ikkje fred, men tenkjer upp svikande ord mot dei stille i landet.
Thi de tale ikke Fred; men imod de stille i Landet optænke de svigefulde Anslag.
21 Og dei riv sin munn vidt upp imot meg, dei segjer: «Ha, ha! Vårt auga hev set det!»
Og de lode deres Mund vidt op imod mig; de sagde: Ha, ha! vort Øje har set det.
22 Du ser det, Herre, teg ikkje! Herre, ver ikkje langt ifrå meg!
Herre! du har set det; ti ikke, Herre! vær ikke langt fra mig.
23 Vakna upp og vert vaken til å gjeva meg rett, min Gud og Herre, til å føra mi sak!
Vaagn op og vær vaagen for min Ret, for min Sag, min Gud og min Herre!
24 Døm meg etter di rettferd, Herre min Gud, og lat deim ikkje gleda seg yver meg!
Herre, min Gud! døm mig efter din Retfærdighed, og lad dem ikke glæde sig over mig,
25 Lat deim ikkje segja i sitt hjarta: «Ha, det er vår lyst!» Lat deim ikkje segja: «Me hev gløypt honom upp!»
at de ikke skulle sige i deres Hjerte: „Ha, ha! det var vor Lyst!‟ Lad dem ikke sige: „Vi have opslugt ham!‟
26 Lat deim skjemmast og blygjast alle saman som gled seg i mi ulukka; lat deim klæda seg i skam og skjemsla, dei som høgmodast yver meg!
Lad dem, som glæde sig ved min Ulykke, til Hobe blues og blive til Skamme; lad dem, som gøre sig store imod mig, klædes med Skam og Skændsel.
27 Lat deim fagna seg og gleda seg, som unner meg min rett, og lat deim alltid segja: «Høglova vere Herren, som unner sin tenar at det gjeng honom godt!»
Lad dem frydes og glædes, som have Lyst til min Retfærdighed, og lad dem altid sige: Herren bør storlig loves, han, som har Lyst til sin Tjeners Fred.
28 Og mi tunga skal kveda ut di rettferd, heile dagen din pris.
Saa skal min Tunge tale om din Retfærdighed, om din Pris den ganske Dag.
