Salmenes 31

1 Til songmeisteren; ein salme av David. Herre, eg flyr til deg; lat meg aldri i æva verta til skammar! Frels meg ved di rettferd!

Til Sangmesteren. En Salme af David. HERRE, jeg lider paa dig, lad mig aldrig i Evighed skuffes. Udfri mig i din Retfærd,

2 Bøyg ditt øyra til meg, berga meg snart, ver meg eit festningsberg, ei fast borg til å frelsa meg!

du bøje dit Øre til mig; red mig i Hast og vær mig en Tilflugtsklippe, en Klippeborg til min Frelse;

3 For du er mitt berg og mi borg, og for ditt namn skuld vil du føra og leida meg.

thi du er min Klippe og Borg. For dit Navns Skyld lede og føre du mig,

4 Du vil føra meg ut or garnet som dei løynleg hev sett for meg; for du er mi vern.

fri mig fra Garnet, de satte for mig; thi du er min Tilflugt,

5 I di hand yvergjev eg mi ånd; du løyser meg ut, Herre, du trufaste Gud.

i din Haand befaler jeg min Aand. Du forløser mig, HERRE, du trofaste Gud,

6 Eg hatar deim som dyrkar tome avgudar, men eg, eg set mi lit til Herren.

du hader dem, der holder paa Løgneguder. Men jeg, jeg stoler paa HERREN,

7 Eg vil fagna meg og gleda meg yver di miskunn, at du hev set min armodsdom, kjært deg um mi sjælenaud.

jeg vil juble og glæde mig over din Miskundhed; thi du har set min Nød, agtet paa min Sjælekvide.

8 Og du hev ikkje gjeve meg i fiendehand, du hev sett mine føter på romlendt stad.

Du gav mig ikke i Fjendens Haand, men skaffede Rum for min Fod.

9 Ver meg nådig, Herre, for eg vert trengd! Mitt auga er upptært av hugverk, ja, mi sjæl og min likam.

Vær mig naadig, HERRE, thi jeg er angst, af Kummer hentæres mit Øje, min Sjæl og mit Indre.

10 For mitt liv kverv burt med sorg, og mine år med sukk; mi kraft fell av for mi misgjerning skuld, og mine bein er utmødde.

Thi mit Liv svinder hen i Sorg, mine Aar i Suk, min Kraft er brudt for min Brødes Skyld, mine Ben hentæres.

11 For alle mine motstandarar skuld hev eg vorte til skam, ja, til stor skam for mine grannar, og til skræma for mine kjenningar; dei som ser meg på gata, flyr undan for meg.

For alle mine Fjenders Skyld er jeg blevet til Spot, mine Naboers Gru, mine Kendinges Rædsel; de, der ser mig paa Gaden, flygter for mig.

12 Eg er gløymd som ein daud mann, ute or hjarta; eg hev vorte som eit sundbrotnande kjerald.

Som en død er jeg gaaet dem af Minde, jeg er som et ødelagt Kar.

13 For eg høyrer baktale av mange, rædsla rundt ikring, med di dei legg råd saman imot meg; dei lurer på å taka mitt liv.

Thi mange hører jeg hviske, trindt om er Rædsel, naar de holder Raad imod mig, pønser paa at tage mit Liv.

14 Men eg, eg set mi lit til deg Herre; eg segjer: «Du er min Gud.»

Men, HERRE, jeg stoler paa dig; jeg siger: Du er min Gud,

15 I di hand stend mine tider; berga meg or handi på mine fiendar, og frå deim som forfylgjer meg!

mine Tider er i din Haand. Red mig fra Fjenders Haand, fra dem, der forfølger mig,

16 Lat di åsyn lysa yver din tenar, frels meg ved di miskunn!

lad dit Ansigt lyse over din Tjener, frels mig i din Miskundhed.

17 Herre, lat meg ikkje verta til skammar, for eg ropar til deg; lat dei ugudlege verta til skammar og tagna i helheimen! (Sheol h7585)

HERRE, lad mig ej blive til Skamme, jeg raaber jo til dig, lad de gudløse blive til Skamme og synke tavse i Døden. (Sheol h7585)

18 Lat lygn-lippor verta mållause som talar skamdjervt mot den rettferdige, med ovmod og uvyrdnad!

Lad de falske Læber forstumme, som taler frækt om den retfærdige med Hovmod og Foragt.

19 Kor stor er din godhug, som du hev gøymt åt deim som ottast deg, som du hev vist mot deim som flyr til deg, for augo på menneskjeborni!

Hvor stor er dog din Godhed, som du gemmer til dem, der frygter dig, øver mod dem, der lider paa dig, for Menneskebørnenes Øjne.

20 Du løyner deim i løynrom for di åsyn mot samansvorne menner, du gøymer deim i ei bud mot kiv av tungor.

Du skjuler dem i dit Aasyns Skjul for Menneskers Stimmel; du gemmer dem i en Hytte for Tungers Kiv.

21 Lova vere Herren, for han hev gjort si miskunn underfull imot meg i ein fast by!

Lovet være HERREN, thi underfuld Miskundhed har han vist mig i en befæstet Stad.

22 Og eg, eg sagde i mi hugsott: «Eg er burtriven frå dine augo!» men endå høyrde du røysti av mine audmjuke bøner, då eg ropa til deg.

Og jeg, som sagde i min Angst: »Jeg er bortstødt fra dine Øjne!« Visselig, du hørte min tryglende Røst, da jeg raabte til dig.

23 Elska Herren, alle hans trugne! Herren vaktar dei trufaste, men gjev rikeleg attergjeld til den som fer med ovmod.

Elsk HERREN, alle hans fromme; de trofaste skærmer HERREN; men den, der handler i Hovmod, gengælder han mangefold.

24 Ver hugheile og lat dykkar hjarta vera sterkt, alle de som ventar på Herren!

Fat Mod, eders Hjerte være stærkt, alle I, som bier paa HERREN!