Salmenes 25
1 Av David. Herre, til deg lyfter eg mi sjæl.
Av David. Til dig, Herre, løfter jeg min sjel.
2 Min Gud, til deg hev eg sett mi lit; lat meg ikkje verta til skammar; lat ikkje mine fiendar gilda seg yver meg!
Min Gud, til dig har jeg satt min lit; la mig ikke bli til skamme, la ikke mine fiender fryde sig over mig!
3 Ja, ingen av deim som ventar på deg, skal verta til skammar; men dei skal verta til skammar, som utan årsak bryt si tru.
Ja, ingen av dem som bier på dig, skal bli til skamme; de skal bli til skamme som er troløse uten årsak.
4 Herre, lat meg kjenna dine vegar, lær meg dine stigar!
Herre, la mig kjenne dine veier, lær mig dine stier!
5 Leid meg fram i di sanning og lær meg! for du er Gud, min frelsar, på deg ventar eg all dagen.
Led mig frem i din trofasthet og lær mig! for du er min frelses Gud, på dig bier jeg hele dagen.
6 Herre, kom i hug di miskunn og din nåde! for dei er frå æveleg tid.
Herre, kom din barmhjertighet i hu og din miskunnhets gjerninger! for de er fra evighet.
7 Kom ikkje i hug min ungdoms synder og mine misgjerningar; kom meg i hug etter di miskunn for din godhug skuld, Herre!
Kom ikke min ungdoms synder og mine misgjerninger i hu! Kom mig i hu efter din miskunnhet for din godhets skyld, Herre!
8 Herren er god og rettvis; difor lærer han syndarar vegen.
Herren er god og rettvis; derfor lærer han syndere veien.
9 Han leider dei audmjuke i det som rett er, og lærer dei audmjuke sin veg.
Han leder de saktmodige i det som rett er, og lærer de saktmodige sin vei.
10 Alle Herrens stigar er nåde og sanning mot deim som held hans pakt og hans vitnemål.
Alle Herrens stier er miskunnhet og trofasthet imot dem som holder hans pakt og hans vidnesbyrd.
11 For ditt namn skuld, Herre, forlat meg mi skuld, for ho er stor!
For ditt navns skyld, Herre, forlat mig min misgjerning! for den er stor.
12 Kven er den mann som ottast Herren? Honom lærer han den veg han skal velja.
Hvem er den mann som frykter Herren? Ham lærer han den vei han skal velge.
13 Hans sjæl skal stødt bu i sæla, og hans avkjøme skal erva landet.
Hans sjel skal stadig ha det godt, og hans avkom skal arve landet.
14 Herren hev samlag med deim som ottast honom, og si pakt vil han kunngjera deim.
Herren har fortrolig samfund med dem som frykter ham, og hans pakt skal bli dem kunngjort.
15 Mine augo er stendigt vende til Herren, for han dreg mine føter ut or garnet.
Mine øine er alltid vendt til Herren, for han drar mine føtter ut av garnet.
16 Vend deg til meg og ver meg nådig! for eg er einsleg og arm.
Vend dig til mig og vær mig nådig! for jeg er enslig og elendig.
17 Min hjarteverk hev dei gjort stor; før meg ut or mine trengslor!
Mitt hjertes angst har de gjort stor; før mig ut av mine trengsler!
18 Sjå min armodsdom og mi møda, og forlat meg alle mine synder!
Se min elendighet og min nød, og forlat mig alle mine synder!
19 Sjå mine fiendar, at dei er mange! og dei hatar meg med rettarlaust hat.
Se mine fiender, de er mange, og de hater mig med urettferdig hat.
20 Vara mi sjæl og frels meg! Lat meg ikkje verta til skammar! for eg flyr til deg.
Bevar min sjel og redd mig, la mig ikke bli til skamme! for jeg tar min tilflukt til dig.
21 Lat uskyld og trurøkna verja meg, for eg ventar på deg.
La uskyld og opriktighet verge mig! for jeg bier på dig.
22 Å Gud, løys Israel ut or alle sine trengslor!
Forløs, Gud, Israel av alle dets trengsler!
