Salmenes 22
1 Til songmeisteren etter «Morgonraudens hind»; ein salme av David. Min Gud, min Gud, kvi hev du forlate meg? Dei ord eg skrik ut, er langt burte frå mi frelsa.
Til Sangmesteren. Efter »Morgenrødens Hind«. En Salme af David.
2 Min Gud! eg ropar um dagen, og du svarar meg ikkje, og um natti, og eg fær ikkje tegja.
Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.
3 Og du er då heilag, du som bur yver Israels lovsongar.
Min Gud, jeg raaber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.
4 På deg leit våre feder; dei leit på deg, og du frelste deim.
Og dog er du den hellige, som troner paa Israels Lovsange.
5 Til deg ropa dei og slapp undan; på deg leit dei og vart ikkje til skammar.
Paa dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;
6 Men eg er ein makk og ikkje ein mann, ei spott for menneskje og vanvyrd av folk.
de raabte til dig og frelstes, forlod sig paa dig og blev ikke til Skamme.
7 Alle som ser meg, spottar meg, rengjer munnen og rister på hovudet og segjer:
Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;
8 «Legg det på Herren! han frelse honom, han berge honom, sidan han hev hugnad i honom!»
alle, der ser mig, haaner mig, vrænger Mund og ryster paa Hovedet:
9 Ja, du er den som drog meg fram frå morslivet, som let meg kvila trygt ved morsbrjostet.
»Han har væltet sin Sag paa HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham.«
10 På deg er eg kasta frå morslivet, frå morsfanget er du min Gud.
Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;
11 Ver ikkje langt burte frå meg! for trengsla er nær, for det finst ingen hjelpar.
paa dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.
12 Sterke uksar ringar meg inne, Basans stutar kringset meg.
Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!
13 Dei spilar upp sitt gap imot meg, som ei flengjande og burande løva.
Stærke Tyre staar omkring mig, Basans vældige omringer mig,
14 Eg er runnen ut som vatn, og alle mine bein skilst frå kvarandre; mitt hjarta hev vorte voks, smolte inst i mitt liv.
spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver.
15 Mi kraft er uppturka som eit krusbrot, mi tunga kleimer seg til min gom, og du legg meg ned i daudens dust.
Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet paa mig;
16 For hundar hev sanka seg um meg, ein hop av illmenne kringsett meg; dei hev gjenombora mine hender og mine føter.
min Gane er tør som et Potteskaar, til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.
17 Eg kann telja alle mine bein; dei skodar til, dei ser på meg med lyst.
Thi Hunde staar omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,
18 Dei skifte mine klæde millom seg og kasta lut um min kjole.
jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de paa mig.
19 Men du, Herre, ver ikkje langt burte, du min styrke, skunda deg å hjelpa meg!
Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.
20 Fria mi sjæl frå sverdet, mi einaste frå hundevald!
Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!
21 Frels meg frå løvegap, og frå villukse-horn - du bønhøyrer meg!
Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold!
22 Eg vil forkynna ditt namn for mine brør, midt i ålmugen vil eg lova deg.
Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.
23 De som ottast Herren, lova honom, all Jakobs ætt, æra honom, og hav age for honom, all Israels ætt!
Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen:
24 For han hev ikkje vanvyrdt og ikkje stygst ved ein armings armodsdom, og ikkje løynt si åsyn for honom; men då han ropa til honom, høyrde han.
»I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt!
25 Frå deg kjem min lovsong i ein stor ålmuge; eg vil avgjera mine lovnader for deira augo som ottast honom.
Thi han foragtede ikke, forsmaaede ikke den armes Raab, skjulte ikke sit Aasyn for ham, men hørte, da han raabte til ham!«
26 Dei audmjuke skal eta og verta mette; dei som søkjer Herren, skal lova honom. Dykkar hjarta live til æveleg tid!
Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme;
27 Alle endarne av jordi skal koma det i hug og venda um til Herren, og alle heidninge-ætter skal tilbeda for di åsyn.
de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt!
28 For riket høyrer Herren til, og han råder yver alle hedningarne.
Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Aasyn;
29 Alle rikmenner på jordi skal eta og tilbeda; for hans åsyn skal dei bøygja kne, alle dei som stig ned i dusti, og den som ikkje kann halda si sjæl i live.
thi HERRENS er Riget, han er Folkenes Hersker.
30 Etterkomarar skal tena honom; det skal verta fortalt um Herren til den komande ætt.
De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Aasyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live.
31 Dei skal koma og forkynna hans rettferd for det folk som vert født, at han hev gjort det.
Ham skal Efterkommerne tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer; de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.
