Salmenes 22
1 Til songmeisteren etter «Morgonraudens hind»; ein salme av David. Min Gud, min Gud, kvi hev du forlate meg? Dei ord eg skrik ut, er langt burte frå mi frelsa.
Til Sangmesteren; til „Morgenrødens Hind‟; en Psalme af David.
2 Min Gud! eg ropar um dagen, og du svarar meg ikkje, og um natti, og eg fær ikkje tegja.
Min Gud, min Gud! hvorfor har du forladt mig, du er fjern fra min Frelse, fra mit Klageskrig.
3 Og du er då heilag, du som bur yver Israels lovsongar.
Min Gud! jeg raaber om Dagen, og du svarer ikke; og om Natten, og jeg kan ikke være stille.
4 På deg leit våre feder; dei leit på deg, og du frelste deim.
Men du er hellig, du, som bor iblandt Israels Lovsange!
5 Til deg ropa dei og slapp undan; på deg leit dei og vart ikkje til skammar.
Vore Fædre forlode sig paa dig; de forlode sig paa dig, og du friede dem.
6 Men eg er ein makk og ikkje ein mann, ei spott for menneskje og vanvyrd av folk.
Til dig raabte de og frelstes; de forlode sig paa dig, og bleve ikke beskæmmede.
7 Alle som ser meg, spottar meg, rengjer munnen og rister på hovudet og segjer:
Men jeg er en Orm og ikke en Mand, Menneskens Spot og Folks Foragt.
8 «Legg det på Herren! han frelse honom, han berge honom, sidan han hev hugnad i honom!»
Alle de, som se mig, spotte mig; de vrænge Mund, de ryste med Hovedet:
9 Ja, du er den som drog meg fram frå morslivet, som let meg kvila trygt ved morsbrjostet.
„Vælt det paa Herren, han befri ham; han redde ham, efterdi han har Lyst til ham‟!
10 På deg er eg kasta frå morslivet, frå morsfanget er du min Gud.
Du er dog den, som drog mig af Moders Liv, du lod mig hvile trygt ved min Moders Bryster.
11 Ver ikkje langt burte frå meg! for trengsla er nær, for det finst ingen hjelpar.
Paa dig er jeg kastet fra Moders Liv af; du er min Gud fra min Moders Skød.
12 Sterke uksar ringar meg inne, Basans stutar kringset meg.
Vær ikke langt fra mig, thi Angest er nær; thi der er ingen Hjælper.
13 Dei spilar upp sitt gap imot meg, som ei flengjande og burande løva.
Mange Øksne have omgivet mig; Basans Tyre have omringet mig.
14 Eg er runnen ut som vatn, og alle mine bein skilst frå kvarandre; mitt hjarta hev vorte voks, smolte inst i mitt liv.
De oplode deres Gab imod mig som en Løve, der river og brøler.
15 Mi kraft er uppturka som eit krusbrot, mi tunga kleimer seg til min gom, og du legg meg ned i daudens dust.
Jeg er udøst som Vand, og alle mine Ben adskille sig; mit Hjerte er som Voks, det smelter midt i mit Liv.
16 For hundar hev sanka seg um meg, ein hop av illmenne kringsett meg; dei hev gjenombora mine hender og mine føter.
Min Kraft er tørret som et Potteskaar, min Tunge hænger ved mine Gummer, og du lægger mig ned i Dødens Støv.
17 Eg kann telja alle mine bein; dei skodar til, dei ser på meg med lyst.
Thi Hunde have omgivet mig; de ondes Hob har omringet mig; de have gennemboret mine Hænder og mine Fødder.
18 Dei skifte mine klæde millom seg og kasta lut um min kjole.
Jeg kan tælle alle mine Ben; de se til, de se paa mig.
19 Men du, Herre, ver ikkje langt burte, du min styrke, skunda deg å hjelpa meg!
De dele mine Klæder imellem sig og kaste Lod om mit Klædebon.
20 Fria mi sjæl frå sverdet, mi einaste frå hundevald!
Men du, Herre, vær ikke langt borte! min Styrke, skynd dig at hjælpe mig!
21 Frels meg frå løvegap, og frå villukse-horn - du bønhøyrer meg!
Red min Sjæl fra Sværdet, min eneste fra Hundes Vold!
22 Eg vil forkynna ditt namn for mine brør, midt i ålmugen vil eg lova deg.
Frels mig fra Løvens Gab og fra Enhjørningens Horn! Du har bønhørt mig.
23 De som ottast Herren, lova honom, all Jakobs ætt, æra honom, og hav age for honom, all Israels ætt!
Jeg vil forkynde dit Navn for mine Brødre, midt i Forsamlingen vil jeg love dig.
24 For han hev ikkje vanvyrdt og ikkje stygst ved ein armings armodsdom, og ikkje løynt si åsyn for honom; men då han ropa til honom, høyrde han.
I, som frygte Herren, lover ham! al Jakobs Sæd, ærer ham! og bæver for ham, al Israels Sæd!
25 Frå deg kjem min lovsong i ein stor ålmuge; eg vil avgjera mine lovnader for deira augo som ottast honom.
Thi han har ikke foragtet og ej havt Vederstyggelighed for den elendiges Elendighed og ikke skjult sit Ansigt for ham; men der han raabte til ham, hørte han det.
26 Dei audmjuke skal eta og verta mette; dei som søkjer Herren, skal lova honom. Dykkar hjarta live til æveleg tid!
Fra dig begynder min Lovsang i en stor Forsamling; jeg vil betale mine Løfter i Paasyn af dem, som frygte ham.
27 Alle endarne av jordi skal koma det i hug og venda um til Herren, og alle heidninge-ætter skal tilbeda for di åsyn.
De sagtmodige skulle æde og mættes, Herren skal prises af dem, som søge ham; eders Hjerter leve altid!
28 For riket høyrer Herren til, og han råder yver alle hedningarne.
Alle Verdens Ender skulle komme det i Hu og omvende sig til Herren; og alle Hedningernes Slægter skulle tilbede for dit Ansigt.
29 Alle rikmenner på jordi skal eta og tilbeda; for hans åsyn skal dei bøygja kne, alle dei som stig ned i dusti, og den som ikkje kann halda si sjæl i live.
Thi Riget hører Herren til, og han hersker over Hedningerne.
30 Etterkomarar skal tena honom; det skal verta fortalt um Herren til den komande ætt.
Alle mægtige paa Jorden skulle æde og tilbede; for ham skulle alle de bøje sig, som sank i Muld, og den, som ikke kunde holde sin Sjæl i Live.
31 Dei skal koma og forkynna hans rettferd for det folk som vert født, at han hev gjort det.
Efterkommerne skulle tjene ham; der skal fortælles om Herren til Efterslægten. De skulle komme og forkynde hans Retfærdighed for det Folk, som bliver født; thi han har gjort det.
