Salmenes 22
1 Til songmeisteren etter «Morgonraudens hind»; ein salme av David. Min Gud, min Gud, kvi hev du forlate meg? Dei ord eg skrik ut, er langt burte frå mi frelsa.
Zborovođi. Po napjevu “Košuta u zoru”. Psalam. Davidov. Bože moj, Bože moj, zašto si me ostavio? Daleko si od ridanja moga.
2 Min Gud! eg ropar um dagen, og du svarar meg ikkje, og um natti, og eg fær ikkje tegja.
Bože moj, vičem danju, al'ne odvraćaš; noću vapijem i nema mi počinka.
3 Og du er då heilag, du som bur yver Israels lovsongar.
A ipak, ti u Svetištu prebivaš, Nado Izraelova!
4 På deg leit våre feder; dei leit på deg, og du frelste deim.
U tebe se očevi naši uzdaše, uzdaše se, i ti ih izbavi;
5 Til deg ropa dei og slapp undan; på deg leit dei og vart ikkje til skammar.
k tebi su vikali i spasavali se, u tebe se uzdali, i postidjeli se nisu.
6 Men eg er ein makk og ikkje ein mann, ei spott for menneskje og vanvyrd av folk.
A ja, crv sam, a ne čovjek, ruglo ljudi i naroda prezir.
7 Alle som ser meg, spottar meg, rengjer munnen og rister på hovudet og segjer:
Koji me vode, podruguju se meni, razvlače usne, mašu glavom:
8 «Legg det på Herren! han frelse honom, han berge honom, sidan han hev hugnad i honom!»
“U Jahvu se on uzda, neka ga sad izbavi, neka ga spasi ako mu omilje!”
9 Ja, du er den som drog meg fram frå morslivet, som let meg kvila trygt ved morsbrjostet.
Iz krila majčina ti si me izveo, mir mi dao na grudima majke.
10 På deg er eg kasta frå morslivet, frå morsfanget er du min Gud.
Tebi sam predan iz materine utrobe, od krila majčina ti si Bog moj.
11 Ver ikkje langt burte frå meg! for trengsla er nær, for det finst ingen hjelpar.
Ne udaljuj se od mene, blizu je nevolja, a nikog nema da mi pomogne.
12 Sterke uksar ringar meg inne, Basans stutar kringset meg.
Opkoliše me junci mnogobrojni, bašanski bikovi okružiše mene.
13 Dei spilar upp sitt gap imot meg, som ei flengjande og burande løva.
Ždrijela svoja razvaljuju na me k'o lav koji plijen kida i riče.
14 Eg er runnen ut som vatn, og alle mine bein skilst frå kvarandre; mitt hjarta hev vorte voks, smolte inst i mitt liv.
Kao voda razlih se, sve mi se kosti rasuše; srce mi posta poput voska, topi se u grudima mojim.
15 Mi kraft er uppturka som eit krusbrot, mi tunga kleimer seg til min gom, og du legg meg ned i daudens dust.
Grlo je moje kao crijep suho, i moj se jezik uz nepce slijepi: u prah smrtni bacio si mene.
16 For hundar hev sanka seg um meg, ein hop av illmenne kringsett meg; dei hev gjenombora mine hender og mine føter.
Opkolio me čopor pasa, rulje me zločinačke okružile. Probodoše mi ruke i noge,
17 Eg kann telja alle mine bein; dei skodar til, dei ser på meg med lyst.
sve kosti svoje prebrojiti mogu, a oni me gledaju i zure na me.
18 Dei skifte mine klæde millom seg og kasta lut um min kjole.
Haljine moje dijele među sobom i kocku bacaju za odjeću moju.
19 Men du, Herre, ver ikkje langt burte, du min styrke, skunda deg å hjelpa meg!
Ali ti, o Jahve, daleko mi ne budi; snago moja, pohiti mi u pomoć!
20 Fria mi sjæl frå sverdet, mi einaste frå hundevald!
Dušu moju istrgni maču, iz šapa pasjih život moj.
21 Frels meg frå løvegap, og frå villukse-horn - du bønhøyrer meg!
Spasi me iz ralja lavljih i jadnu mi dušu od rogova bivoljih!
22 Eg vil forkynna ditt namn for mine brør, midt i ålmugen vil eg lova deg.
A sada, braći ću svojoj naviještat' ime tvoje, hvalit ću te usred zbora.
23 De som ottast Herren, lova honom, all Jakobs ætt, æra honom, og hav age for honom, all Israels ætt!
“Koji se bojite Jahve, hvalite njega! Svi od roda Jakovljeva, slavite njega! Svi potomci Izraelovi, njega se bojte!
24 For han hev ikkje vanvyrdt og ikkje stygst ved ein armings armodsdom, og ikkje løynt si åsyn for honom; men då han ropa til honom, høyrde han.
Jer nije prezreo ni zaboravio muku jadnika, i nije sakrio lice svoje od njega; kad ga je zazvao, on ga je čuo.”
25 Frå deg kjem min lovsong i ein stor ålmuge; eg vil avgjera mine lovnader for deira augo som ottast honom.
Zato ću te hvaliti u zboru veliku, pred vjernicima tvojim izvršit' zavjete.
26 Dei audmjuke skal eta og verta mette; dei som søkjer Herren, skal lova honom. Dykkar hjarta live til æveleg tid!
Siromasi će jesti i nasitit će se, hvalit će Jahvu koji traže njega: nek' živi srce vaše dovijeka!
27 Alle endarne av jordi skal koma det i hug og venda um til Herren, og alle heidninge-ætter skal tilbeda for di åsyn.
Spomenut će se i Jahvi se vratit' svi krajevi zemlje; pred njim će n§icÄe pasti sve obitelji pogana.
28 For riket høyrer Herren til, og han råder yver alle hedningarne.
Jer Jahvino je kraljevstvo, on je vladar pucima.
29 Alle rikmenner på jordi skal eta og tilbeda; for hans åsyn skal dei bøygja kne, alle dei som stig ned i dusti, og den som ikkje kann halda si sjæl i live.
Njemu će se jedinom klanjati svi koji snivaju u zemlji, pred njim se sagnuti svi koji u prah silaze. I moja će duša za njega živjeti,
30 Etterkomarar skal tena honom; det skal verta fortalt um Herren til den komande ætt.
njemu će služiti potomstvo moje. O Gospodu će se pripovijedat'
31 Dei skal koma og forkynna hans rettferd for det folk som vert født, at han hev gjort det.
slijedećem koljenu, o njegovoj pravdi naviještati narodu budućem: “Ovo učini Jahve!”
