Salmenes 2

1 Kvi ståkar heidningarne, og kvi stilar folki på fåfengt verk?

Zašto se bune narodi, zašto puci ludosti snuju?

2 Kongarne på jordi reiser seg, og herremennerne legg råd saman imot Herren og den han hev salva:

Ustaju kraljevi zemaljski, knezovi se rotÄe protiv Jahve i Pomazanika njegova:

3 «Lat oss slita sund deira band og kasta deira tog av oss!»

“Skršimo okove njihove i jaram njihov zbacimo!”

4 Han som tronar i himmelen, lær: Herren spottar deim.

Smije se onaj što na nebu stoluje, Gospod im se podruguje.

5 So talar han til deim i sin vreide, og i sin harm skræmer han deim:

Tad im veli u svom gnjevu, žestinom ih on zbunjuje:

6 «Og eg hev då sett inn min konge på Sion, mitt heilage fjell.»

“TÓa ja kralja svog postavih nad Sionom, svojom svetom gorom.”

7 Eg vil fortelja um ei rådgjerd: Herren sagde til meg: «Du er min son, eg hev født deg i dag.

Obznanjujem odluku Jahvinu: Gospodin mi reče: “Ti si sin moj, danas te rodih.

8 Krev av meg, so vil eg gjeva deg heidningarne til arv og endarne av jordi til eiga.

Zatraži samo, i dat ću ti puke u baštinu, i u posjed krajeve zemaljske.

9 Du skal knasa deim med jarnstav; som kruskjerald skal du smuldra deim.»

Vladat ćeš njima palicom gvozdenÄom i razbit ih kao sud lončarski.”

10 Og no, de kongar, far visleg fram! Lat dykk segja, de domarar på jordi!

Opametite se sada, vi kraljevi, Urazumite se, suci zemaljski.

11 Ten Herren med age, og fagna dykk med otte!

Služite Jahvi sa strahom, s trepetom se pokorite njemu,

12 Kyss sonen, so han ikkje skal verta vreid, og de skal ganga til grunnar på vegen! For hans vreide kunde lett kveikjast. Sæle er alle dei som set si lit til honom!

da se ne razgnjevi te ne propadnete na putu, kad uskoro plane srdžba njegova. Blago svima koji se njemu utječu!