Salmenes 18
1 Til songmeisteren; av Herrens tenar David, som førde fram for Herren ordi i denne songen den dag då Herren hadde frelst honom frå alle hans fiendar og frå Saul. Og han sagde: Herre, eg hev deg hjarteleg kjær, min styrke!
Til Sangmesteren; af David, Herrens Tjener, som talte Ordene af denne Sang for Herren paa den Dag, Herren havde friet ham fra alle hans Fjenders Haand og fra Sauls Haand.
2 Herren er min berggrunn og mi festning og min frelsar; min Gud er mitt berg som eg flyr til, min skjold og mitt frelsehorn, mi borg.
Og han sagde: Herre! jeg har dig hjertelig kær, min Styrke!
3 Eg kallar på Herren som er høglova, og vert frelst frå mine fiendar.
Herren er min Klippe, min Befæstning og min Frelser; min Gud er min Klippe, paa hvem jeg forlader mig, mit Skjold og mit Frelsens Horn, min faste Borg.
4 Daudsens reip var spente um meg, og bekkjer av vondskap skræmde meg.
Jeg vil paakalde Herren, som bør loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender.
Dødens Reb omspændte mig, og Belials Bække forfærdede mig. (Sheol h7585)
6 I mi trengsla kalla eg på Herren, og eg ropa til min Gud; han høyrde frå sitt tempel mi røyst, og mitt rop kom for hans andlit, til hans øyro.
Helvedes Reb omgave mig; Dødens Snarer kom over mig. (questioned)
7 Og jordi skok og riste seg, og grunnvollarne i fjelli skalv, og dei skok seg, for han var vreid.
Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab til ham kom for hans Øren.
8 Røyk steig upp or hans nase, og eld frå hans munn åt um seg; gloande kol loga frå honom.
Og Jorden bævede og rystede, og Bjergenes Grundvolde skælvede; og de bævede, thi han var vred.
9 Og han lægde himmelen og steig ned, og det var kolmyrker under hans føter.
Der opgik Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; Gløder gnistrede ud af den.
10 Og han for fram på kerub, og flaug og sveiv på vengjerne åt vinden.
Og han bøjede Himmelen og for ned, og der var Mørkhed under hans Fødder.
11 Og han gjorde myrker til sitt åklæde rundt ikring seg, til sitt tjeld myrke vatn, tjukke skyer.
Og han for paa Keruben og drog frem, og han fløj paa Vejrets Vinger.
12 Frå glansen for hans andlit for hans skyer fram, hagl og gloande kol.
Han satte Mørkhed til sit Skjul, til sit Paulun trindt omkring sig, mørke Vande og tykke Skyer.
13 Og Herren tora i himmelen, den Høgste let si røyst ljoda: hagl og gloande kol.
Fra Glansen foran ham fore hans Skyer frem, Hagel og Gløder.
14 Og han sende ut sine piler og spreidde deim ikring, og eldingar i mengd og fortulla deim.
Og Herren tordnede i Himmelen, og den Højeste udgav sin Røst; der var Hagel og Gløder.
15 Då kom djupålarne i vatnom til synes, og grunnvollarne i jordi vart berrsynte ved ditt trugsmål, Herre, ved andepusten frå din nase.
Og han udskød sine Pile og adspredte dem, og han lod det lyne stærkt og forfærdede dem.
16 Han rette ut handi frå det høge, han greip meg; han drog meg upp or store vatn.
Da saas Vandenes Leje, og Jordens Grundvolde blottedes ved din Trusel, Herre! ved din Næses Aandes Vejr.
17 Han frelste meg frå min megtige fiende og frå mine hatarar, for dei var meg for sterke.
Han udrakte sin Haand fra det høje, han hentede mig, han drog mig op af de store Vande.
18 Dei for imot meg på min motgangs dag; men Herren vart min studnad.
Han friede mig fra min stærke Fjende og fra mine Avindsmænd; thi de vare mig for stærke.
19 Han førde meg ut i vidt rom; han frelste meg, for han hadde hugnad i meg.
De overfaldt mig i min Modgangs Tid; men Herren var min Understøttelse.
20 Herren gjorde med meg etter mi rettferd, han lønte meg etter reinleiken i mine hender.
Og han førte mig ud i det frie; han frelste mig, thi han havde Lyst til mig.
21 For eg tok vare på Herrens vegar og fall ikkje i vondskap frå min Gud.
Herren vederlagde mig efter min Retfærdighed; han betalte mig efter mine Hænders Renhed.
22 For alle hans lover hadde eg for auga, hans bodord støytte eg ikkje frå meg.
Thi jeg har bevaret Herrens Veje, og jeg er ikke funden skyldig for min Gud.
23 Og eg var ulastande for honom og tok meg i vare for mi synd.
Thi alle hans Domme ere for mig, og fra hans Skikke viger jeg ikke.
24 Og Herren lønte meg etter mi rettferd, etter reinleiken i mine hender for hans augo.
Men jeg var oprigtig for ham og vogtede mig for min Synd.
25 Mot den godlyndte syner du deg godlyndt, mot ulastande mann syner du deg ulastande,
Og Herren betalte mig efter min Retfærdighed, efter mine Hænders Renhed for hans Øjne.
26 mot den reine syner du deg rein, mot den rangsnudde gjer du deg rang.
Imod den fromme beviser du dig from; imod den oprigtige Mand viser du dig oprigtig;
27 For du frelser arme folk og tvingar høge augo ned.
imod den rene viser du dig ren, og imod den forvendte viser du dig forvendt.
28 For du let mi lampa lysa klårt, Herren, min Gud, gjer mitt myrker bjart.
Thi du frelser det elendige Folk, og du fornedrer de høje Øjne.
29 For ved deg renner eg mot herflokkar, og ved min Gud spring eg yver murar.
Thi du bringer min Lampe til at lyse; Herren min Gud opklarer mit Mørke.
30 Gud, ulastande er hans veg; Herrens ord er skirt, han er ein skjold for alle deim som flyr til honom.
Thi ved dig stormer jeg imod en Trop, og ved min Gud springer jeg over en Mur.
31 For kven er Gud forutan Herren, og kven er eit berg utan vår Gud?
Guds Vej er fuldkommen; Herrens Tale er lutret, han er alle dem et Skjold, som tro paa ham.
32 Den Gud som gyrder meg med kraft og gjer min veg ulastande,
Thi hvo er en Gud uden Herren? og hvo er en Klippe uden vor Gud?
33 som gjev meg føter liksom hindarne og set meg upp på mine høgder,
Den Gud, som omgjorder mig med Kraft og gør min Vej fuldkommen,
34 som lærer upp mine hender til strid, so mine armar spenner koparbogen.
han gør mine Fødder som Hindernes og lader mig staa fast paa mine Høje.
35 Og du gav meg di frelsa til skjold, di høgre hand studde meg, og di småminking gjorde meg stor.
Han vænner mine Hænder til Striden, og mine Arme spænde Kobberbuen.
36 Du gjorde vidt rom åt mine stig under meg, og mine oklo vagga ikkje.
Og du giver mig din Frelses Skjold, og din højre Haand understøtter mig, og din Nedladelse gør mig stor.
37 Eg forfylgde mine fiendar og nådde deim og vende ikkje um fyrr eg hev gjort av med deim.
Du gør Rummet vidt under mig for mine Skridt, og mine Ankler vakle ikke.
38 Eg slo deim i knas, so dei vann ikkje reisa seg; dei fell under føter.
Jeg forfølger mine Fjender og naar dem og vender ikke tilbage, før jeg har udryddet dem.
39 Og du gyrde meg med kraft til striden; du bøygde under meg deim som stod upp imot meg.
Jeg knuser dem, at de ikke kunne staa op; de faldt under mine Fødder.
40 Du let mine fiendar snu ryggen til meg, og mine hatarar, deim rudde eg ut.
Og du har omgjordet mig med Kraft til Striden; du bøjede mine Modstandere under mig.
41 Dei ropa - men der var ingen frelsar - til Herren, men han svarar deim ikkje.
Og du har drevet mig mine Fjender paa Flugt; mine Hadere udryddede jeg.
42 Og eg smuldrar deim som dust for vinden; som søyla på gator slo eg deim ut.
De raabte, men der var ingen Frelser; til Herren, men han svarede dem ikke.
43 Du frelste meg frå folke-ufred; du sette meg til hovud for heidningar; folk som eg ikkje kjende, tente meg.
Og jeg støder dem smaa som Støv for Vejret, som Dynd paa Gader fejer jeg dem bort.
44 Ved gjetordet um meg lydde dei meg; framande folk smeikte for meg.
Du udfriede mig fra Folkenes Kiv, du satte mig til Hedningernes Hoved, et Folk, som jeg ikke kendte, de tjene mig.
45 Framande folk visna av og gjekk skjelvande ut or sine borger.
Da deres Øren hørte om mig, adløde de mig, den fremmedes Børn smigrede for mig.
46 Herren liver, og lova er han, mitt berg, og upphøgd er den Gud som meg frelser,
Den fremmedes Børn henvisne; de komme skælvende frem af deres Borge.
47 den Gud som gjev meg hemn og legg folkeslag under meg,
Herren lever, højlovet er min Klippe og højt ophøjet min Frelses Gud,
48 som frelser meg frå mine fiendar; ja - du lyfter meg høgt yver deim som stend imot meg, frå valdsmannen bergar du meg.
den Gud, som giver mig Hævn, og tvinger Folkene under mig.
49 Difor vil eg prisa deg millom heidningarne, Herre, og lovsyngja ditt namn.
Du er den, som udfrier mig fra mine Fjender, du sætter mig i Sikkerhed for mine Modstandere, du redder mig fra Voldsmanden.
50 Han gjer frelsa stor for sin konge, og gjer miskunn mot den som er salva av honom, mot David og hans ætt til æveleg tid.
Derfor vil jeg bekende dig, Herre! iblandt Hedningerne og lovsynge dit Navn. Stor Frelse beviser han sin Konge og gør Miskundhed imod sin Salvede, imod, David og imod hans Sæd evindelig.
