Salmenes 144
1 Av David. Lova vere Herren, mitt berg, som lærde mine hender strid og mine fingrar ufred,
Blagosloven Gospod, grad moj, koji uèi ruke moje boju, prste moje ratu,
2 mi miskunn og mi festning, mi borg og min bergar, min skjold og den eg flyr til, han som tvingar mitt folk under meg!
Dobrotvor moj i ograda moja, utoèište moje i izbavitelj moj, štit moj, onaj, u koga se uzdam, koji mi pokorava narod moj.
3 Herre, kva er ein mann, at du kjenner honom, eit menneskjebarn, at du agtar på det?
Gospode! šta je èovjek, te znaš za nj, i sin smrtnoga, te ga paziš?
4 Mannen likjest ein pust, hans dagar er som ein kvervande skugge.
Èovjek je kao ništa; dani su njegovi kao sjen, koji prolazi.
5 Herre, bøyg din himmel, og stig ned, rør du fjelli so dei ryk!
Gospode! savij nebesa svoja, i siði; dotakni se gora, i zadimiæe se.
6 Lat ljonet lyna, og spreid deim, send dine piler, og skræm deim!
Sijevni munjom, i razagnaj ih; pusti strijele svoje, i raspi ih.
7 Rett henderne ned frå det høge, frels meg og fria meg ut frå dei store vatni, frå handi åt framande,
Pruži ruku svoju s visine, izbavi me i izvadi me iz vode velike, iz ruku tuðinaca,
8 dei som med munnen talar svik, og deira høgre hand er lygne-hand.
Kojih usta govore ništave stvari, i kojih je desnica desnica lažna.
9 Gud, ein ny song vil eg syngja deg, til tistrengs-harpa vil eg syngja deg lov,
Bože! pjesmu novu pjevaæu ti, u psaltir od deset žica udaraæu tebi,
10 du som gjev kongar frelsa, som friar David, tenaren din, frå det vonde sverd.
Koji daješ spasenje carevima, i Davida slugu svojega izbavljaš od ljutoga maèa.
11 Frels meg og fria meg ut frå handi åt framande, dei som med munnen talar svik, og deira høgre hand er lygne-hand!
Izbavi me i otmi me iz ruke tuðinaca, kojih usta govore ništave stvari, i kojih je desnica desnica lažna.
12 So våre søner kann vera i sin ungdom som høgvaksne vokstrar, våre døtter som hyrnestolpar, hogne som til eit slott,
Sinovi naši neka budu kao bilje, koje veselo odraste u mladosti; kæeri naše kao stupovi prekrasno izraðeni u dvoru;
13 so våre bur kann vera fulle og gjeva av alle slag, so våre sauer kann auka seg i tusundtal, ja, ti tusundtal på våre marker,
Žitnice naše pune, obilne svakim žitom; ovce naše nek se množe na tisuæe i na sto tisuæa po stanovima našim.
14 so våre kyr kann hava kalv, og der ikkje må vera brot og ikkje tap, og inkje klagerop på våre gator.
Volovi naši neka budu tovni; neka ne bude napadanja, ni bježanja, ni tužnjave po ulicama našim.
15 Sælt er det folk som hev det soleis; sælt er det folk som hev Herren til Gud.
Blago narodu, u kojega je sve ovako! Blago narodu, u kojega je Gospod Bog!
