Salmenes 139
1 Til songmeisteren; av David; ein salme. Herre, du ransakar meg og kjenner meg.
Načelniku godbe: psalm Davidov. Gospod, preiskuješ me in spoznavaš.
2 Um eg sit eller stend upp, so veit du det, du skynar min tanke langan veg.
Ti poznavaš sedenje moje in vstajanje moje; misel mojo umeš od daleč.
3 Mi gonga og lega røyner du ut, og alle mine vegar kjenner du grant.
Hojo mojo in ležo mojo obsezaš, in znana so ti vsa pota moja.
4 For det er inkje ord på mi tunga - sjå, Herre, du kjenner det alt til fullnads.
Ko ni še govor na jeziku mojem, glej, Gospod, poznaš ga vsega.
5 Bak og framme held du ikring meg, og du legg di hand på meg.
Zadaj in spredaj me obdajaš, in name pokladaš roko svojo.
6 Slik kunnskap er meg for underleg, han er for høg, eg kann ikkje greida honom.
Prečudovita je vednost tvoja, da bi te varal; visoka je, ne morem je preseči.
7 Kvar skal eg fara frå din ande, og kvar skal eg fly ifrå ditt andlit?
Kam naj grem pred duhom tvojim, ali kam naj bežim pred tvojim obličjem?
8 For eg upp til himmelen, so er du der, og reidde eg seng i helheimen, sjå, der er du og. (Sheol h7585)
Ko bi stopil na nebesa, tam si; ali bi ležišče izbral v grobu, glej tu si. (Sheol h7585)
9 Tek eg vengjerne til morgonroden, slo eg meg ned ved ytste havet,
Ko bi si vzel zarije peroti, da bi prebival na pokrajini morja,
10 di hand vilde leida meg ogso der, og di høgre hand vilde halda meg fast.
Tudi tja bi me spremljala tvoja roka, in zgrabila bi me desnica tvoja.
11 Og sagde eg: «Myrker løyne meg, og ljoset verte natt ikringum meg, »
Ko bi pa rekel: Temé me bodo vsaj pokrile kakor z mrakom; vendar noč je svetloba okolo mene.
12 so vilde ikkje heller myrkret gjera noko myrkt for deg, og natti vilde vera ljos som dagen, myrkret vilde vera som ljoset.
Tudi temé ne morejo tako omračiti, da bi ti ne videl skozi; ampak noč razsvetljuje kakor dan, tako so temé kakor luč.
13 For du hev skapt mine nyro, du hev verka meg i morsliv.
Ti namreč imaš v lasti ledvice moje; pokrival si me v telesu matere moje.
14 Eg takkar deg, av di eg er laga på øgjeleg underfull vis; underfulle er dine verk, og mi sjæl veit det so vel.
Slavim te zato, ker ogledujoč tista dela strmim, čudovita dela tvoja predobro pozna srce moje.
15 Mine bein var ikkje dulde for deg då eg vart laga i løynd, då eg med kunst vart verka djupt i jordi.
Skrita ni tebi moja moč, odkar sem ustvarjen bil na skrivnem; umetno narejen, kakor v zemlje globočinah.
16 Då eg var eit foster, såg dine augo meg, og i di bok vart dei alle uppskrivne, dei dagar som vart fastsette, då ikkje ein av deim var komen.
Testo moje vidijo tvoje oči, in v knjigi tvoji je pisano vse to; od kar se je narejalo, ko ni bilo še nič tega.
17 Og kor dyre dine tankar er for meg, du Gud, kor store summarne er av deim!
Zatorej pri meni, o kako dražestne so misli tvoje, o Bog mogočni! Kako preobila njih števila!
18 Vil eg telja deim, so er dei fleire enn sand; eg vaknar, og endå er eg hjå deg.
Našteval bi jih, a več jih je ko peska, čujem naj še s teboj.
19 Gud, gjev du vilde drepa den ugudlege! og de, blodfuse menner, vik burt frå meg -
O da bi pokončal, o Bog, krivičnega; in može krvoločne, rekoč: Poberite se izpred mene.
20 dei som nemner deg med fulskap, brukar ditt namn til lygn - dine fiendar!
Kateri zoper tebe govoré pregrešno; kateri povzdigujejo nično sovražnike tvoje.
21 Skulde eg ikkje, Herre, hata deim som hatar deg, og styggjast ved deim som stend deg imot?
Ali ne sovražim, o Gospod, sovražnikov tvojih, in se ne mučim v zaničevanji do njih, ki se spenjajo zoper tebe?
22 Med det sterkaste hatet hatar eg deim, fiendar er dei for meg.
S popolnim sovraštvom jih sovražim; za neprijatelje so meni.
23 Ransaka meg, Gud, og kjenn mitt hjarta! Prøv meg og kjenn mine tankar!
Preiskuj me, Bog mogočni, in spoznaj srce moje; izkusi me in spoznaj misli moje.
24 Og sjå um eg er på veg til pinsla, og leid meg på æveleg veg!
In glej, hodim li po potu, tebi nadležnem; in vodi me po večnem potu.
