Salmenes 139
1 Til songmeisteren; av David; ein salme. Herre, du ransakar meg og kjenner meg.
Til Sangmesteren. Af David. En Salme. HERRE, du ransager mig og kender mig!
2 Um eg sit eller stend upp, so veit du det, du skynar min tanke langan veg.
Du ved, naar jeg sidder, og naar jeg staar op, du fatter min Tanke i Frastand,
3 Mi gonga og lega røyner du ut, og alle mine vegar kjenner du grant.
du har Rede paa, hvor jeg gaar eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.
4 For det er inkje ord på mi tunga - sjå, Herre, du kjenner det alt til fullnads.
Thi før Ordet er til paa min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde.
5 Bak og framme held du ikring meg, og du legg di hand på meg.
Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Haand paa mig.
6 Slik kunnskap er meg for underleg, han er for høg, eg kann ikkje greida honom.
At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!
7 Kvar skal eg fara frå din ande, og kvar skal eg fly ifrå ditt andlit?
Hvorhen skal jeg gaa for din Aand, og hvor skal jeg fly for dit Aasyn?
8 For eg upp til himmelen, so er du der, og reidde eg seng i helheimen, sjå, der er du og. (Sheol h7585)
Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg Leje i Dødsriget, saa er du der; (Sheol h7585)
9 Tek eg vengjerne til morgonroden, slo eg meg ned ved ytste havet,
tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,
10 di hand vilde leida meg ogso der, og di høgre hand vilde halda meg fast.
da vil din Haand ogsaa lede mig der, din højre holde mig fast!
11 Og sagde eg: «Myrker løyne meg, og ljoset verte natt ikringum meg, »
Og siger jeg: »Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!«
12 so vilde ikkje heller myrkret gjera noko myrkt for deg, og natti vilde vera ljos som dagen, myrkret vilde vera som ljoset.
saa er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.
13 For du hev skapt mine nyro, du hev verka meg i morsliv.
Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.
14 Eg takkar deg, av di eg er laga på øgjeleg underfull vis; underfulle er dine verk, og mi sjæl veit det so vel.
Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.
15 Mine bein var ikkje dulde for deg då eg vart laga i løynd, då eg med kunst vart verka djupt i jordi.
Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb;
16 Då eg var eit foster, såg dine augo meg, og i di bok vart dei alle uppskrivne, dei dagar som vart fastsette, då ikkje ein av deim var komen.
som Foster saa dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.
17 Og kor dyre dine tankar er for meg, du Gud, kor store summarne er av deim!
Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum!
18 Vil eg telja deim, so er dei fleire enn sand; eg vaknar, og endå er eg hjå deg.
Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vaagner — og end er jeg hos dig.
19 Gud, gjev du vilde drepa den ugudlege! og de, blodfuse menner, vik burt frå meg -
Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, maatte Blodets Mænd vige fra mig,
20 dei som nemner deg med fulskap, brukar ditt namn til lygn - dine fiendar!
de, som taler om dig paa Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.
21 Skulde eg ikkje, Herre, hata deim som hatar deg, og styggjast ved deim som stend deg imot?
Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der staar dig imod;
22 Med det sterkaste hatet hatar eg deim, fiendar er dei for meg.
med fuldt Had hader jeg dem, de er ogsaa mine Fjender.
23 Ransaka meg, Gud, og kjenn mitt hjarta! Prøv meg og kjenn mine tankar!
Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker!
24 Og sjå um eg er på veg til pinsla, og leid meg på æveleg veg!
Se, om jeg er paa Smertens Vej, og led mig paa Evigheds Vej!
