Salmenes 139
1 Til songmeisteren; av David; ein salme. Herre, du ransakar meg og kjenner meg.
Herre! du har ransaget mig og kender mig.
2 Um eg sit eller stend upp, so veit du det, du skynar min tanke langan veg.
Hvad heller jeg sidder eller staar op, da ved du det, du forstaar min Tanke langtfra.
3 Mi gonga og lega røyner du ut, og alle mine vegar kjenner du grant.
Du har omkringgivet min Sti og mit Leje, du kender grant alle mine Veje.
4 For det er inkje ord på mi tunga - sjå, Herre, du kjenner det alt til fullnads.
Thi der er ikke et Ord paa min Tunge, se, Herre! du kender det jo alt sammen.
5 Bak og framme held du ikring meg, og du legg di hand på meg.
Bagfra og forfra har du omsluttet mig, og paa mig har du lagt din Haand.
6 Slik kunnskap er meg for underleg, han er for høg, eg kann ikkje greida honom.
Saadant at forstaa er mig for underfuldt; det er for højt, jeg kan ikke naa det.
7 Kvar skal eg fara frå din ande, og kvar skal eg fly ifrå ditt andlit?
Hvor skal jeg gaa hen fra din Aand? og hvor skal jeg fly hen fra dit Ansigt?
8 For eg upp til himmelen, so er du der, og reidde eg seng i helheimen, sjå, der er du og. (Sheol h7585)
Dersom jeg farer op til Himmelen, da er du der, og reder jeg Leje i Dødsriget, se, da er du der! (Sheol h7585)
9 Tek eg vengjerne til morgonroden, slo eg meg ned ved ytste havet,
Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg bo ved det yderste Hav,
10 di hand vilde leida meg ogso der, og di høgre hand vilde halda meg fast.
saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din højre Haand holde mig fast.
11 Og sagde eg: «Myrker løyne meg, og ljoset verte natt ikringum meg, »
Og vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er Natten et Lys omkring mig.
12 so vilde ikkje heller myrkret gjera noko myrkt for deg, og natti vilde vera ljos som dagen, myrkret vilde vera som ljoset.
Mørkhed gør ikke Mørke hos dig, og Natten lyser som Dagen, Mørket er som Lyset.
13 For du hev skapt mine nyro, du hev verka meg i morsliv.
Thi du ejede mine Nyrer; du skærmede om mig i Moders Liv.
14 Eg takkar deg, av di eg er laga på øgjeleg underfull vis; underfulle er dine verk, og mi sjæl veit det so vel.
Jeg vil prise dig, fordi jeg paa underfuld Maade er dannet saa herligt; underfulde ere dine Gerninger, og min Sjæl ved det saare vel.
15 Mine bein var ikkje dulde for deg då eg vart laga i løynd, då eg med kunst vart verka djupt i jordi.
Mine Ben vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigt virket i det underjordiske Dyb.
16 Då eg var eit foster, såg dine augo meg, og i di bok vart dei alle uppskrivne, dei dagar som vart fastsette, då ikkje ein av deim var komen.
Dine Øjne saa mig, der jeg endnu var Foster, og disse Ting vare alle sammen skrevne i din Bog; Dagene vare bestemte, før en eneste af dem var kommen.
17 Og kor dyre dine tankar er for meg, du Gud, kor store summarne er av deim!
Derfor, o Gud! hvor dyrebare for mig ere dine Tanker; hvor stor er dog deres Sum!
18 Vil eg telja deim, so er dei fleire enn sand; eg vaknar, og endå er eg hjå deg.
Vilde jeg tælle dem, da bleve de flere end Sand; opvaagner jeg, saa er jeg endnu hos dig.
19 Gud, gjev du vilde drepa den ugudlege! og de, blodfuse menner, vik burt frå meg -
Gid du, o Gud! vilde ihjelslaa den ugudelige; og I, blodgerrige Mænd! viger fra mig.
20 dei som nemner deg med fulskap, brukar ditt namn til lygn - dine fiendar!
Thi de talte skændelig om dig, og som dine Fjender tage de dit Navn forfængeligt.
21 Skulde eg ikkje, Herre, hata deim som hatar deg, og styggjast ved deim som stend deg imot?
Skulde jeg ikke hade dem, som hade dig, o Herre! og kedes ved dem, som rejse sig imod dig?
22 Med det sterkaste hatet hatar eg deim, fiendar er dei for meg.
Med fuldt Had hader jeg dem; de ere blevne mine Fjender.
23 Ransaka meg, Gud, og kjenn mitt hjarta! Prøv meg og kjenn mine tankar!
Ransag mig, Gud! og kend mit Hjerte; prøv mig, og kend mine Tanker!
24 Og sjå um eg er på veg til pinsla, og leid meg på æveleg veg!
Og se, om jeg er paa en Vej, som fører til Smerte for mig, og led mig paa Evighedens Vej!
