Salmenes 137

1 Ved Babels elvar, der sat me og gret, når me kom Sion i hug.

Ved Babels Floder, der sad vi og græd, naar Zion randt os i Hu.

2 På vier-runnarne der i landet hengde me harporne våre.

Vi hængte vore Harper i Landets Pile.

3 For der kravde dei som heldt oss fanga song av oss, og våre plågarar kravde gleda: «Syng åt oss av Sions songar!»

Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: »Syng os af Zions Sange!«

4 Korleis kann me syngja Herrens song på framand jord?

Hvor kan vi synge HERRENS Sange paa fremmed Grund?

5 Um eg gløymer deg, Jerusalem, so gjev mi høgre hand må gløyma seg burt!

Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

6 Gjev tunga må hanga fast ved gomen min, dersom eg ikkje kjem deg i hug, dersom eg ikkje set Jerusalem yver mi høgste gleda.

Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

7 Herre, hugsa Edoms søner Jerusalems dag! dei som sagde: «Riv ned, riv ned, radt ned til grunnen!»

HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de raabte: »Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!«

8 Babels dotter, du øydelagde! sæl er den som gjev deg løn for den gjerning du gjorde imot oss!

Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!

9 Sæl er den som tek og krasar dine småborn imot berget!

Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!