Salmenes 137

1 Ved Babels elvar, der sat me og gret, når me kom Sion i hug.

Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

2 På vier-runnarne der i landet hengde me harporne våre.

Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

3 For der kravde dei som heldt oss fanga song av oss, og våre plågarar kravde gleda: «Syng åt oss av Sions songar!»

Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

4 Korleis kann me syngja Herrens song på framand jord?

Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

5 Um eg gløymer deg, Jerusalem, so gjev mi høgre hand må gløyma seg burt!

Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

6 Gjev tunga må hanga fast ved gomen min, dersom eg ikkje kjem deg i hug, dersom eg ikkje set Jerusalem yver mi høgste gleda.

Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

7 Herre, hugsa Edoms søner Jerusalems dag! dei som sagde: «Riv ned, riv ned, radt ned til grunnen!»

Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

8 Babels dotter, du øydelagde! sæl er den som gjev deg løn for den gjerning du gjorde imot oss!

Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

9 Sæl er den som tek og krasar dine småborn imot berget!

Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.