Salmenes 132
1 Ein song til høgtidsferderne. Herre, kom i hug for David all hans møda!
Aw Bawipa, David a khuikha ce sim loet lah.
2 Han som svor for Herren, lova Jakobs velduge:
Anih ing Bawipa venawh awi sa nawh Jakob a Thak awm Thlang a venawh awikamnaak ta hawh hy:
3 «Ikkje gjeng eg inn i mitt heimetjeld, ikkje stig eg upp på lega i mi seng,
Ka ipkhui awh am kun kawng nyng saw ih hun awm am pan kawng nyng –
4 ikkje unner eg augo svevn, ikkje augneloki ein blund,
ka mik qawi ve am ih sak kawng nyng saw, ka mik khu qawi awm am ngam tikaw,
5 fyrr eg finn ein stad for Herren, ein bustad for Jakobs velduge.»
Bawipa ham hun ka huh hlan dy,” tinawh awi ta hawh nyng.
6 Sjå, me høyrde um henne i Efrata, so fann me henne i skogbygdi.
Ce ce Ephrathah awh ning za unawh, Jaar hun awh ce ak khan na ni cet hawh uhy:
7 Lat oss ganga til hans bustad, lat oss tilbeda for hans fotskammel!
Anih a awmnaak hun cet u seitaw; a khawkung awh anih ce bawk lah u sih,
8 Statt upp, Herre, og kom til din kvilestad, du og ditt veldes kista!
Aw Bawipa, tho nawhtaw nang dymnaak hun na law lah, namah ingkaw nak thaawmnaak bawm ingqawi law nih.
9 Prestarne dine klæde seg i rettferd, og dine trugne ropa med fagnad!
Na khawsoeihkhqi ing dyngnaak ing thoeihcam qu u seitaw; na thlakciimkhqi ing awmhly laa sa u seh.”
10 For David, din tenars skuld vis ikkje frå deg åsyni åt den du hev salva!
Na tyihzawih David ak caming, situi na syp thlang koeh qoeng.
11 Herren hev svore David ein sann eid, den gjeng han ikkje ifrå: «Av di livsfrukt vil eg setja kongar på din stol.
Bawipa ing David a venawh awi sa nawh, awikamnaak ak cak ce ityk awh awm huna am hlat taak tikaw: “Na caksak anglakawhkaw thlang pynoet ce na boei ngawihdoelh awh ngawih sak kawng nyng.
12 Dersom dine søner held mi pakt og mine vitnemål som eg skal læra deim, so skal og deira søner æveleg og alltid sitja på din kongsstol.»
Na cakhqi ing ka paipi ve khoem unawh cuk kiknaak awipeek ak cawngpyi khqi ce ami hqut awhtaw, cekkhqi a cakhqi ing na boei ngawihdoelh awh kumqui ingkaw kumqui dy ngawi kawm uh.
13 For Herren hev valt seg Sion, han ynskte det til sin bustad:
Ikawtih Zion ce Bawipa ing tyk nawh; a awmnaak aham ce a hun ce a ngoe a dawngawh tyk hy:
14 «Dette er min kvilestad for all tid, her vil eg bu, for det hev eg ynskt.
Ve ve kumqui ingkaw kumqui kang dymnaak hun na awm kaw; ve ve kak kawlung ing a ngoe a dawngawh, vawh boei na ngawi loet hawh kawng nyng.
15 Maten her vil eg rikleg signa, dei fatige vil eg metta med brød,
Anih ce awk a ai khawzah ing zoseennaak pe kawng nyng saw; anih a khawdeng thlangkhqi ce ak phoen phyi sak kawng.
16 og prestarne vil eg klæda med frelsa, og dei gudlege skal ropa høgt av fagnad.
A khawsoeihkhqi ve hulnaak ing chung ak dah khqi kawng nyng saw, a thlakciimkhqi ing zeelnaak laa ang qui na sa kawm uh.
17 Der vil eg lata veksa upp eit horn for David, der hev eg stelt til ei lampa for den eg hev salva.
Vawh David aham kii cawn sak kawng nyng saw situi ka syp thlang aham maivang taak pe kawng.
18 Hans fiendar vil eg klæda med skam, men yver honom skal hans kruna stråla.»
A qaalkhqi ce chah phyih ing sing pek khqi kawng nyng, cehlai anih a lu awhkaw boei lumyk cetaw vang kaw.”
