Salmenes 120

1 Ein song til høgtidsferderne. Til Herren ropa eg i mi naud, og han svara meg.

Nagrite'ma knazama fore'ma higena, Ra Anumzamofonte e'na zavi krafa hu'na antahigogeno, nunamuni'a antahi nami'ne.

2 Herre, frels mi sjæl frå ljugarlippa, frå den falske tunga!

Nagra amanage hu'na nunamuna hu'noe. Ra Anumzamoka zamagi'arima nehu'za vahe'ma rezamatgama nehaza vahe tvaontera omanisuanki naza hunka navre atro.

3 Kva skal han gjeva deg, og kva meir skal han gjeva deg, du falske tunga?

Havigema nehuta vahe'ma revatagama nehaza vahe'mota, Ra Anumzamo'a naza tamagrira tro huramantegahie? Inankna knaza tamagrira tamigahie?

4 Kveste piler til ei kjempa og gløder av einebuska.

Harafa sondia vahe'mokizmia roro hu'nea keve zamireti, tamahe haruharu nehuno, brumu zafamofo teve tankanu'za nerenia erino regasrimprigahie.

5 Usæl eg, som framand er imillom Mesek, og bur ved Kedars tjeld!

Nagra Meseki mopafima kraga'ma emani'nena nomani'zana mani so'ea osu'noe. Anazanke hu'na afete Kedari mopafima mani'noana, seli nontamimpi nemani'na mani so'ea osu'noe.

6 Lenge nok hev sjæli mi butt hjå deim som hatar fred.

Zamarimpa fruma huno manizanku'ma zamavesrama nehaza vahe'enena zazate mani'noe.

7 Eg er berre fred, men når eg talar, er dei ferdige til strid.

Nagra ha' osu fru huno mani zankuke nehua neki'na, arimpa fruma huno mani zanku'ma keagama nehuge'za, ha' eri otikege nehaze.