Salmenes 109
1 Til songmeisteren; av David, ein salme. Min lovsongs Gud, teg ikkje!
Načelniku godbe, psalm Davidov. O Bog hvale moje, ne delaj se gluhega.
2 For dei hev late upp sin ugudlege og falske munn imot meg, dei hev tala imot meg med ljugartunga.
Ker usta krivičnega in usta zvijačna so so odprla zoper mene; govorila so zoper mene z lažnjivim jezikom.
3 Med hatfulle ord hev dei kringsett meg og ført strid imot meg utan årsak.
In z besedami sovražnimi so me obdali; pobijajo me po krivem.
4 Til løn for min kjærleik stod dei imot meg, endå eg berre bed,
Nasprotovali so mi za ljubezen mojo, s katero sem bil v molitvi,
5 dei hev lagt vondt yver meg til løn for godt og hat til løn for min kjærleik.
Vračajoč mi hudo za dobro, in sovraštvo za ljubezen mojo.
6 Set ein ugudleg yver honom, og lat ein klagar standa ved hans høgre hand!
Daj mu krivičnega za gospoda, kateri mu naj nasprotujoč stoji na desni.
7 Når han vert dømd, lat honom ganga skuldig ut, og lat hans bøn verta til synd!
Ko pride pred sodbo, odide naj obsojen; in molitev njegova bodi mu v greh.
8 Lat hans dagar verta få, lat ein annan få hans embætte!
Malo bodi dnî njegovih; drugi dobodi službo njegovo.
9 Lat hans born verta farlause og kona hans enkja!
Otroci njegovi bodijo sirote, in vdova žena njegova.
10 Lat hans born flakka ikring og beda seg, lat deim ganga som tiggarar frå sin øydelagde heim!
In neprestano naj se klatijo in beračijo otroci njegovi, in iščejo naj miloščine iz krajev svojih zapuščenih.
11 Lat okerkallen leggja snara um all hans eigedom, og framande plundra hans avling!
Odrtnik naj zagrabi, karkoli ima, in tujci naj uplenijo delo njegovo.
12 Lat ingen finnast som hyser miskunn imot honom, og ingen som ynkast yver hans farlause born!
Ne bodi mu nikogar, da mu dobroto pomolí, in ne bodi ga, da izkaže milost sirotam njegovim.
13 Lat hans etterkomarar ganga til grunnar og deira namn verta utstroke i næste ættled!
Pokončan bodi zarod njegov, v drugem rodu bodi izbrisano njih ime.
14 Hans fedra skuld vere i minne hjå Herren, og syndi åt mor hans verte ikkje utstroki!
V spominu bodi krivica očetov njegovih pri Gospodu; in greh matere njegove se ne izbriši.
15 Dei vere alltid for Herrens åsyn, og han rydje deira minne ut av jordi,
Bodo naj vedno pred Gospodom, da iztrebi sè zemlje njih spomin.
16 av di han ikkje kom i hug å gjera miskunn, men forfylgde ein arm og fatig mann, og ein hjarteskræmd og vilde drepa honom.
Zato ker se ni domislil izkazovati milost, ampak preganjal je moža ubozega in potrebnega in žalujočega, da ga usmrti;
17 Han elska forbanning, og denne kom yver honom, han lika ikkje velsigning, og denne kom langt burt frå honom.
In želel je, da ga zadene prokletstvo, in ni se veselil blagoslova, temuč, da naj bode daleč od njega.
18 Han klædde seg i forbanning som sitt klædeplagg, og ho trengde som vatn inn i hans liv, og som olje i hans bein.
Da se obleče s prokletstvom, kakor z oblačilom svojim, in da vnide kakor voda vanj, in kakor olje v kosti njegove
19 Lat henne verta honom til ei kåpa som han sveiper seg i, og til eit belte som han alltid bind um seg!
Pridi mu, kakor sè suknjo naj se ogrinja, in kakor s pasom naj se opasuje z njim vedno.
20 Dette vere løni frå Herren åt mine motstandarar, og åt deim som talar vondt imot mi sjæl!
To bodi plačilo nasprotujočih meni od Gospoda, in njih, kateri hudo govoré zoper dušo mojo.
21 Og du, Herre, Herre, gjer vel imot meg for ditt namn skuld, etter som di miskunn er god, so berga meg!
Ti pa, o Gospod, izkazuj mi milost zavoljo imena svojega, ker je dobra milost tvoja, reši me.
22 For arm og fatig er eg, og mitt hjarta er gjenomstunge i meg.
Ker ubožen sem in potreben, in srce moje je prebodeno sredi mene.
23 Som ein skugge når han lengjest, kverv eg burt, eg vert jaga burt som ein grashopp.
Kakor senca, ko se nagiblje, odhajati sem primoran; kakor kobilico me podé.
24 Mine kne er ustøde av fasta, og holdet mitt misser feita.
Kolena moja se šibé od posta, in meso moje hujša, ker je pošla debelost.
25 Og eg hev vorte til spott for deim; når dei ser meg, rister dei på hovudet.
Vrhu tega sem jim jaz v zasramovanje; ko me vidijo, majó z glavo svojo.
26 Hjelp meg, Herre min Gud, frels meg etter di miskunn!
Pomagaj mi, o Gospod, Bog moj, reši me po milosti svoji.
27 so dei må kjenna, at dette er di hand, at du, Herre, hev gjort det.
Spoznajo naj, da je ta roka tvoja, da si ti, Gospod, to storil.
28 Dei forbannar, men du velsignar, dei stend upp, men vert skjemde, og din tenar gled seg.
Preklinjajo naj, ti blagoslavljaj; ko se osramoté, kateri so vstali, veseli se naj hlapec tvoj.
29 Mine motstandarar skal klæda seg i skjemsla og sveipa seg i si skam som i ei kåpa.
Z nečastjo naj se odenejo nasprotniki moji, in ogrnejo se naj kakor s plaščem sè sramoto svojo.
30 Eg vil takka Herren storleg med min munn, og midt imillom mange vil eg lova honom.
Slavil bodem močno z usti svojimi Gospoda, in sredi mnogih bodem ga hvalil.
31 For han stend på høgre sida åt den fatige til å frelsa honom frå deim som dømer hans sjæl.
Ker stoji na desni siromaku, da ga reši njih, ki mu odsojajo življenje.
