Salmenes 109
1 Til songmeisteren; av David, ein salme. Min lovsongs Gud, teg ikkje!
(Til Sangmesteren. Af David. En Salme.) Du min Lovsangs Gud, vær ej tavs!
2 For dei hev late upp sin ugudlege og falske munn imot meg, dei hev tala imot meg med ljugartunga.
Thi en gudløs, svigefuld Mund har de åbnet imod mig, taler mig til med Løgntunge,
3 Med hatfulle ord hev dei kringsett meg og ført strid imot meg utan årsak.
med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund;
4 Til løn for min kjærleik stod dei imot meg, endå eg berre bed,
til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn;
5 dei hev lagt vondt yver meg til løn for godt og hat til løn for min kjærleik.
de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had.
6 Set ein ugudleg yver honom, og lat ein klagar standa ved hans høgre hand!
Straf ham for hans Gudløshed, lad en Anklager stå ved hans højre,
7 Når han vert dømd, lat honom ganga skuldig ut, og lat hans bøn verta til synd!
lad ham gå dømt fra Retten, hans Bøn blive regnet for Synd;
8 Lat hans dagar verta få, lat ein annan få hans embætte!
hans Livsdage blive kun få, hans Embede tage en anden;
9 Lat hans born verta farlause og kona hans enkja!
hans Børn blive faderløse, hans Hustru vorde Enke;
10 Lat hans born flakka ikring og beda seg, lat deim ganga som tiggarar frå sin øydelagde heim!
hans Børn flakke om og tigge, drives bort fra et øde Hjem;
11 Lat okerkallen leggja snara um all hans eigedom, og framande plundra hans avling!
Ågerkarlen rage efter alt, hvad han har, og fremmede rane hans Gods;
12 Lat ingen finnast som hyser miskunn imot honom, og ingen som ynkast yver hans farlause born!
ingen være langmodig imod ham, ingen ynke hans faderløse;
13 Lat hans etterkomarar ganga til grunnar og deira namn verta utstroke i næste ættled!
hans Afkom gå til Grunde, hans Navn slettes ud i næste Slægt:
14 Hans fedra skuld vere i minne hjå Herren, og syndi åt mor hans verte ikkje utstroki!
lad hans Fædres Skyld ihukommes hos HERREN, lad ikke hans Moders Synd slettes ud,
15 Dei vere alltid for Herrens åsyn, og han rydje deira minne ut av jordi,
altid være de, HERREN for Øje; hans Minde vorde udryddet af Jorden,
16 av di han ikkje kom i hug å gjera miskunn, men forfylgde ein arm og fatig mann, og ein hjarteskræmd og vilde drepa honom.
fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte den arme og fattige og den, hvis Hjerte var knust til Døde;
17 Han elska forbanning, og denne kom yver honom, han lika ikkje velsigning, og denne kom langt burt frå honom.
han elsked Forbandelse, så lad den nå ham; Velsignelse yndede han ikke, den blive ham fjern!
18 Han klædde seg i forbanning som sitt klædeplagg, og ho trengde som vatn inn i hans liv, og som olje i hans bein.
Han tage Forbandelse på som en Klædning, den komme som Vand i hans Bug, som Olie ind i hans Ben;
19 Lat henne verta honom til ei kåpa som han sveiper seg i, og til eit belte som han alltid bind um seg!
den blive en Dragt, han tager på, et Bælte, han altid bærer!
20 Dette vere løni frå Herren åt mine motstandarar, og åt deim som talar vondt imot mi sjæl!
Det være mine Modstanderes Løn fra HERREN, dem, der taler ondt mod min Sjæl.
21 Og du, Herre, Herre, gjer vel imot meg for ditt namn skuld, etter som di miskunn er god, so berga meg!
Men du, o HERRE, min Herre, gør med mig efter din Godhed og Nåde, frels mig for dit Navns Skyld!
22 For arm og fatig er eg, og mitt hjarta er gjenomstunge i meg.
Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vånder sig i mig;
23 Som ein skugge når han lengjest, kverv eg burt, eg vert jaga burt som ein grashopp.
som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort, som Græshopper rystes jeg ud;
24 Mine kne er ustøde av fasta, og holdet mitt misser feita.
af Faste vakler mine Knæ, mit Kød skrumper ind uden Salve;
25 Og eg hev vorte til spott for deim; når dei ser meg, rister dei på hovudet.
til Spot for dem er jeg blevet, de ryster på Hovedet, når de
26 Hjelp meg, Herre min Gud, frels meg etter di miskunn!
Hjælp mig, HERRE min Gud, frels mig efter din Miskundhed,
27 so dei må kjenna, at dette er di hand, at du, Herre, hev gjort det.
så de sander, det var din Hånd, dig, HERRE, som gjorde det!
28 Dei forbannar, men du velsignar, dei stend upp, men vert skjemde, og din tenar gled seg.
Lad dem forbande, du vil velsigne, mine uvenner vorde til Skamme, din Tjener glæde sig;
29 Mine motstandarar skal klæda seg i skjemsla og sveipa seg i si skam som i ei kåpa.
lad mine Fjender klædes i Skændsel, iføres Skam som en Kappe!
30 Eg vil takka Herren storleg med min munn, og midt imillom mange vil eg lova honom.
Med min Mund vil jeg højlig takke HERREN, prise ham midt i Mængden;
31 For han stend på høgre sida åt den fatige til å frelsa honom frå deim som dømer hans sjæl.
thi han står ved den fattiges højre at fri ham fra dem, der dømmer hans Sjæl.
